Kvinder har aldrig været undertrykt inden for filmen, og i dette århundrede er tre af de bedste danske film skabt af kvinder

Af Christian Braad Thomsen
Forfatter og filminstruktør

Forkvinden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, går i Jyllandsposten  (1. marts) ind for kønskvotering for at få flere kvindelige instruktører. Jeg har altid syntes, der ligger en mærkelig mistillid til kvinders evner, hvis de skal bringes frem i verden via særbehandling, Kvinder er bedre værd end som så, og desuden passer det ikke, at dansk film mangler kvindelige instruktører.

Jeg går normalt ikke op i, hvilket køn filminstruktører har, men hvis jeg skulle nævne de fem bedste danske film i dette århundrede, viser det sig, at tre af dem er skabt af kvinder, nemlig May el-Toukhys ”Dronningen”, Pernille Fischer Christensens ”En Soap” og Jytte Rex’ ”Silkevejen” – mens mændene kun er repræsenteret med to, nemlig Lars von Triers ”Antichrist” og Nils Malmros’ ”Sorg og glæde”.

I den sammenhæng kan man selvfølgelig beklage, at hvor Lars von Trier er verdensberømt, er Jytte Rex temmelig ukendt, selv i Danmark, skønt hendes film er fuldt på niveau med hans. ”Silkevejen” er trods fremragende anmeldelser set af under 3000 biografgængere. Men at måle kvalitet på publikumstal er en af de alvorlige fejl, Det Danske Filminstitut til stadighed gør sig skyldig i. Filminstituttet har formuleret en politik om, at hvis en instruktørs foregående spillefilm har solgt under 10.000 billetter, skal han eller hun ikke længere have støtte. I stedet kunne man vælge at glæde sig over, at en så fremragende film som ”Silkevejen” har haft hele 3000 tilskuere. En lang række af filmkunstens hovedværker er herhjemme set af endnu færre.

Det passer i øvrigt ikke, at kvinder skulle være undertrykt i dansk film, skønt man af kvalitetshensyn bestemt kunne have ønsket sig lidt mere kvindeundertrykkelse. Der går en syndflod af populære kvindefilm ned gennem filmhistorien fra Alice O’Frederics Morten Korch-film over Annelise Reenbergs folkekomedier, Annelise Meineches sexfilm og helt frem til Susanne Biers melodramaer. Kvindeundertrykkelsen er en myte, som krænkelsesmasochisterne i disse år hæger om. Kvinder har dog haft valgret i mere end 100 år, så man må da gå ud fra, at vi har det samfund, som også flertallet af kvinder ønsker sig – især i betragtning af, at vi de sidste 10 år har haft hele to kvindelige statsministre samt en kvindelig formand for folketinget og en kvindelig regent.

Men hvordan hænger det så sammen med, at i fjor havde ”kun” en tredjedel af de 27 danske spillefilm en kvindelig instruktør? Det hænger fantastisk godt sammen, for ifølge Det Danske Filminstitut svarer det nøje til andelen af kvindelige instruktører og deres ansøgninger. Alligevel er det statslige filminstitut og Danske Filminstruktører blevet enige om, at det for fremtiden skal angives, hvor mange af hvert køn der medvirker på en filmproduktion. Begge parter forsikrer, at det skam ikke er for at indføre kønskvotering, men hvorfor så? Hvilket formål kan en kønsangivelse have, hvis den ikke på længere sigt skal bane vej for kønskvotering?

Allerede i 1980’erne brokkede feministerne – som dengang hed rødstrømper – sig over, at der blev vist for få ”kvindefilm” i biograferne, og de begrundede deres brok med, at kvindefilm jo havde halvdelen af Danmarks befolkning som potentielle tilskuere. De drømte dog ikke selv om at importere ”kvindefilm”, men det gjorde jeg til gengæld, ikke fordi de var lavet af kvinder, men fordi jeg fandt nogle af dem fremragende og oversete – og fordi de kommercielle udlejere af gode grunde ikke ville røre dem med en ildtang. Jeg importerede film af Margarethe von Trotta, Agnes Varda. Chantal Akerman, Aline Isserman, Jutta Brückner, Li Shaohong og Marguerite Duras – og tabte mere end 100.000 kr. ud af mine private lommer på initiativet. End ikke rødstrømperne så filmene. Når det kom til stykket, foretrak de at se Hollywood-melodramaer lavet af mænd, sådan som flertallet af kvinder jo altid har gjort.

Der er ikke noget mærkeligt i, at kvinder generelt ikke i synderlig udstrækning søger arbejde i filmbranchen. Kvinder har jo heller ikke vist den store interesse for at blive jetpiloter eller brandmænd. De foretrækker generelt arbejde inden for omsorgsfag som sygeplejerske, præst eller børnehavepædagog. Nogle af disse stillinger har endda kønsspecifikke betegnelse, så enkelte mænd må finde sig i at blive kaldt sygeplejersker (3.5 %) og enkelte kvinder i at blive kaldt brandmænd (5 %).

Men hvorfor har der mon ikke rejst sig et ramaskrig for kønskvotering blandt netop brandmænd og sygeplejersker?

Danske Filminstruktører er for længst reduceret til en underafdeling af Filminstituttet. Det kan ikke være anderledes, når bestyrelsen udelukkende består af aktive filminstruktører, som risikerer at miste deres arbejde, hvis de kritiserer Filminstituttet. Det har jeg selv bitre erfaringer med. For en halv snes år siden opdagede jeg, at Filminstituttet havde destrueret en lang række af mine og Jytte Rex’ film med engelske undertekster. Det skete i forbindelse med, at en festival i Berlin ville vise vores film, hvilket var en stor ære, som ikke tidligere var overgået nogen dansk instruktør. Festivalen måtte aflyses. Fordi filmene ikke fandtes mere.  Derefter blev Lars von Trier den første danske instruktør, der fik alle sine film vist på en særfestival i Berlin. De var heldigvis ikke blevet destrueret af Filminstituttet.

Destruktionen af vores engelsktekstede film er indlysende ulovlig. Ifølge filmloven er det Filminstituttets pligt at fremme danske film i udlandet, hvilket jo ikke kan lade sig gøre, når de destruerer filmene. Vi protesterede derfor voldsomt i pressen – og har af samme grund været blacklistet på Filminstituttet lige siden.

Danske Filminstruktører var ikke til megen hjælp, for fagforeningen accepterer ikke, at Filminstituttet kan tage fejl. Lad mig nævne endnu et grotesk eksempel. Tidligere kunne en spillefilm få tabsudligning, hvis et uafhængigt udvalg skønnede, at dens indtjening ikke stod mål med dens kvalitet. Men denne fornuftige praksis er for længst nedlagt af Filminstituttet. Hvis instruktøren så alligevel laver filmen for sine egne sparepenge og filmholdets frivillige indsats, og det skulle vise sig, at den skamroses i pressen og i udlandet, kan Filminstituttet efterfølgende købe filmen og lægge den på nettet. Men de har besluttet, at det betaler de højest 40.000 kr. for. Hvis der er tale om en statsstøttet dokumentarfilm, ville de have givet mindst 800.000 kr. i produktionsstøtte. Nu slipper de med en tyvendedel. Der findes næppe andet ord for den fremgangsmåde end statsautoriseret svindel.

Det har jeg selv været ude for med dokumentarfilmen ”Fassbinder – at elske uden at kræve”. I seks år mente samtlige filmkonsulenter, at projektet var for ringe til at kunne opnå støtte.  Da jeg så alligevel lavede filmen i mit ansigts sved og helt uden penge, men med gode venners gratis hjælp, skete der det fantastiske, at filmen af Berlinalen blev inviteret til at repræsentere Danmark, og efterfølgende modtog den mere end 80 festivalinvitationer fra hele verden. Det har ingen dansk film nogen sinde opnået. Men Filminstituttet forsøger at skjule det. På deres hjemmeside fremgår det, at filmen kun har opnået én festivalinvitation, nemlig fra Berlinalen, mens alle andre film nævnes med samtlige festivalinvitationer.

I stedet for at indføre kønskvotering ad bagvejen burde Filminstituttet overveje at indføre en kvalitetsvurdering, sådan som de er forpligtet til ifølge filmloven. Kunstnerisk kvalitet sidder nemlig ikke mellem benene, men mellem ørerne. Problemet er så, at det kræver ekspertviden at få øje på kvalitet, og denne ekspertise besidder Filminstituttet ikke. Så er det lettere at lade solgte billetter og køn afgøre, hvem der skal have støtte, for her kan alle være med.