Af Christian Braad Thomsen

Problemet med at føre en saglig debat om pædofili i offentligheden er, at mange er så blokerede af uvidenhed og fordomme, at de ikke er stand til at læse indenad, jf. reaktionerne på min kronik 6.4. I stedet slår de automatpiloten til og beskylder mig for at være “pervers”, “syg” og “intellektuel”. Det sidste er åbenbart det værste. Det er karakteristisk for dagens debatklima, at “intellektuel” ikke mere er en hædersbetegnelse, men et skældsord (Helle Simonsen, 10.4)

Mit hovedærinde med kronikken var stilfærdigt at gøre opmærksom på, at det ikke er kriminelt at være pædofil. Kristian Ditlev Jensen fastholder imidlertid (13.4), at det er det, og han er helt fremmed over for begrebet “sublimering”. Charlie Ebbesen spørger hånligt (16.4), hvordan sådan en “sublimering” mon ser ud. Det kan man bl.a. læse om i Ole Andkjær Olsens Psykodynamisk leksikon (2002):  “Driften kaldes sublimeret, når den er blevet omledt til et ikke-seksuelt mål og mod et ikke-seksuelt objekt.” Sublimering tager oftest form af kunstnerisk og intellektuelt arbejde og andre aktiviteter, der vurderes højt af samfundet. Gurli Hall beder mig (15.4) om eksempler på pædofil sublimering. Jeg kunne ikke drømme om bringe nutidige kunstnere liv og velfærd i fare og nøjes derfor med at nævne Lewis Carolls Alice i eventyrland.

Jeg udtrykte desuden frygt for, at disse års hetz mod pædofile vil skade den livsvigtige kropskontakt mellem børn og voksne, og her er det faldet mine kritikere for brystet, at denne kontakt også skulle indeholde en erotisk dimension. De må have en meget indskrænket opfattelse af det erotiske til trods for, at Sigmund Freud for 100 år siden afdækkede den infantile seksualitet som et naturligt produkt af det sunde forældre-barn-forhold: det er ved amningens og yngelplejens stimulering, at barnets seksualitet udvikles. Det er en ringe trøst, at Kopernikus´ opdagelse af, at Jorden bevæger sig om solen, var endnu længere om at gennembryde folkeovertroens massive barriere: enhver kunne jo se, at det modsatte var tilfældet.

Jeg må også imødegå dem, der mener, at ethvert pædofilt forhold skader barnet for livstid (Lene Kattrup, 14.4). Naturligvis kan et overgreb være skadeligt, og der er ingen grund til at modsige Ditlev Jensen, når han siger, at han selv har taget skade. Det er bl.a. på den baggrund, man må se hans kriminalisering af alle pædofile. Men en videnskabelig undersøgelse ved Bruce Rind m.fl. konkluderer omvendt, at den folkelige opfattelse af pædofiliens generelle skadevirkning ikke kan bekræftes. De fremhæver, at 2/3 af de mænd, der som drenge havde et pædofilt forhold, “rapporterer neutrale eller positive reaktioner, som er uforenelige med formodningen om generel og voldsom skade.” (Psychological Bulletin 1998 vol. 124/American Psychological Association)

Der er ikke plads til at korrigere alle fejllæsninger af min kronik. Kun den værste (Birgitte Hannibal 15.4) skal imødegås: jeg sammenligner ikke jøder med børnemishandlere, men gør faktisk det modsatte, idet jeg sammenligner kriminaliseringen af de pædofile med nazisternes kriminalisering af jøderne. Uanset deres lovlydighed har de to grupper det til fælles, at de kræves til regnskab for et slægts- eller driftsforhold, de ikke selv er ansvarlige for. Associationen er ikke tilfældig, idet Charlie Ebbesen mener, at man også skal kriminalisere tanker og fantasier (16.4). Det er et voldsomt brud på retssamfundets principper og viser, at den ubarmhjertige hetz mod de pædofile i sidste instans er en trussel mod demokratiet.