Jesus var på samme tid hippie og terrorist, og derfor er det intet tilfælde, at han i disse år er blevet et ikon for mange aldrende 68’ere. Derimod er det næppe klogt at bygge et samfund på hans udtalte skizofreni.

Af Christian Braad Thomsen

Illusionen om, at der skulle findes særligt kristne værdier, er udbredt i disse år. Således henviser Torben Krogh i sin leder 15.1 til, at de udgør det helt afgørende fundament for det danske samfunds indretning. Men han antyder ikke med ét ord, hvad disse værdier går ud på. Det ville han nok også få svært ved.

            De fleste vil sikkert med ”kristne værdier” tænke på de ti bud, skønt disse jo er jødiske og for flertallets vedkommende for længst er sat ud af kraft i det danske samfund. Det blev de sådan set allerede af Jesus, der havde et højst ambivalent forhold til flere af buddene. Over for buddet om, at man skal ære sin far og sin mor sagde han tværtimod:

”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.”  (Lukas 14/26).

            Også det helt afgørende bud, at man ikke må slå ihjel, satte Jesus ud af kraft. Han  kendte ikke til barmhjertighed mod dem, der ikke troede på ham. Med en fundamentalistisk vrede, som vi i dag gerne vil projicere over på muslimerne, anbefalede han, at de vantro blev dræbt for fode:

”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” (Lukas 19/27)

Og der er bestemt ikke tale om isoleret smutter hos et menneske, der normalt opfattes som mildheden selv. Da Jesus konstaterede, at de i hans hjemby var lidt modvillige til at omvende sig, lovede han byen en værre skæbne end Sodoma, der som bekendt gik op i flammer: ”Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I døderiget skal du styrtes ned.” Jesus garanterede også, at de, der ikke ville omvende sig, skulle udsættes for et veritabelt blodbad. De skulle lide samme straf som nogle galilæere, hvis blod Pilatus lod blande med blodet fra deres offerdyr – eller som de atten, der omkom, da et tårn styrtede ned over dem (Lukas 10/15 og 13/1. Det var ved en sådan lejlighed, at besindige jøder mente, at Jesus måtte være besat af en ond ånd. I dag ville man vel kalde ham psykotisk.

Kristne udrensninger

Ned gennem historien er der da også foretaget de mest forfærdende etniske udrensninger  i Jesus’ navn. De kristne har nedslagtet muslimer, jøder, negre og indianere med en grusomhed, som gør nazismen til kristendommens logiske konsekvens. Hitler realiserede, hvad den danske folkekirkes åndelige leder Martin Luther havde foreslået i sit skrift Om jøderne og deres løgne, som oprindelig blev udgivet på dansk af nazisterne, men som nu er genudgivet af Søren Krarup på Tidehvervs Forlag.

Her forslår Luther en effektiv behandling af jøderne, nemlig ”at man sætter ild på deres synagoge eller skole.., at man skal nedbryde og ødelægge deres huse…, at man skal fratage dem deres bønnebøger og talmudskrifter…, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fremtidigt at undervise…, at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring…, at man fratager dem alle rede penge og guldstykker…, at man behandler dem med al den ubarmhjertighed, ligesom Moses gjorde i ørkenen, da han ihjelslog 3.000 jøder.”

Nu regner de fleste vel med, at end ikke Søren Krarup i dag går ind for Luthers anbefalinger. Men der er man nok for naiv. Krarup har i hårde vendinger fordømt NATO-indsatsen mod Serbien, fordi den skete i de af ham så foragtede menneskerettigheders navn for at forhindre de igangværende massakrer mod muslimerne. Krarup mente ikke, at Vesten havde lov at gribe ind mod en suveræn stat, der må behandle sine borgere, som den finder passende.

Til gengæld støttede han det amerikanske, engelske og danske angreb på Irak, ikke fordi det var rettet mod muslimer, men fordi disse muslimer udgjorde en terroristisk trussel mod vestens sikkerhed. Han var fra starten enig med George  Bush i, at irakerne havde masseødelæggelsesvåben, samt at de var i ledtog med Osama bin Laden. Selv efter at disse amerikanske krigsløgne er blevet afsløret og endda vedkendt af USA, er de fastholdt af Søren Krarup i det danske folketing midt i januar. Det hænger sammen med, at han naturligvis ikke kan tale højt om, hvad der er hans egentlige og måske endda ubevidste bevæggrund, nemlig at når vi ikke måtte gribe ind i Eks-Jugoslavien, skyldtes det, at kristne serbere har lov til at massakrere muslimer, når vi gerne måtte gribe ind i Irak, skyldtes det, at her fører vi krig mod muslimer.

Du skal elske din næste

Naturligvis kan man også hos Jesus finde holdninger, der tilsyneladende går imod de grusomheder, han forkynder, og som mange kristne praktiserer, f.eks. når han fastholder det største af alle budene: du skal elske din næste som dig selv. Nu er dette imidlertid ikke et specifikt kristent bud. Det findes uudtalt overalt, hvor mennesker er sammen. K. E. Løgstrup gør i Den etiske fordringopmærksom på, at kristeligt talt er budets indhold overladt til os selv. Det betyder, at budet i praksis er meningsløst. Det kan bruges som begrundelse for, at kristne med blødende hjerte tæver deres børn til lydighed, fordi de skønner, at sådan kommer deres kærlighed bedst til udtryk, og det kan bruges som begrundelse for at henrette forbrydere, fordi det er en kærlighedshandling at befri dem fra denne verden – og verden fra dem – og give dem en ny chance i den hinsidige. Omvendt er der også kristne, der mener, at man ikke skal øve vold mod børn eller praktisere dødsstraf. Når vi i Danmark har lovgivet mod begge dele, skyldes det således ikke, at vi er påvirket af den selvmodsigende kristendom, men at vi har frigjort os fra den og taget moralen i vore egne hænder.

            Aktuelle politiske stridsemner lader sig heller ikke løse på det kristne fundament, som Torben Krogh mener udgør samfundets grundlag. De sorte præster i Dansk Folkeparti mener at de fremmede skal udvises hellere i dag end i morgen, og da specielt hvis de er muslimer, mens andre præster som f.eks. Leif Bork Hansen har påtaget sig at skjule udviste flygtninge. De barmhjertige finder deres begrundelse i Jesus’ lignelse om samaritaneren, men det gør de ubarmhjertige også. Søren Krarup tager den helt bogstaveligt og mener, at vi kun skal hjælpe den nødstedte, vi møder på en rejse eller på vej til arbejde – og ikke hvis han kommer fra et muslimsk land. Her overser han imidlertid, at Jesus jo ikke havde tv og måske ville have fortalt lignelsen anderledes, hvis vi mødte den nødstedt i vor egen dagligstue via den moderne teknologi.

            En kristen stridsmand som Bertel Haarder kan godt forene det med sin gudstro at isolere asylansøgere i årevis i psykiske kz-lejre, hvor de efter lægers og psykologers mening lever  under forhold, som er sammenlignelige med psykisk tortur. Når Bertel Haarder ligeledes på det mest brutale skiller familiemedlemmer ad og sender nogle af dem tilbage til forfølgelse, er det muligt, han finder sin begrundelse i Jesus’ ord om, at han ikke er kommet med fred, men med sværd for at så splid mellem en far og hans søn og en mor og hendes datter. Andre kristne mener, at disse forhold ikke er et retssamfund værdigt, men det synspunkt synes dog at have stærkere fodfæste uden for kristendommen, hvor vi henholder os til almindelige regler for anstændig opførsel. Disse regler er ikke er specifikt kristne, men findes i alle kulturer – undtagelsesvist endda i de kristne.

Hippie og terrorist

Kirkens glansbillede af Jesus er en konstruktion, idet evangeliernes Jesus rummer både en fascistisk side og en medmenneskelig. Han var skizofren i sine modsætninger og prædikede både kærlighed og had. Hans voldelige tendenser er praktiseret i hele kristendommens historie, men er nedtonet i dag, hvor vi i stedet projicerer dem over på sagesløse muslimer. Men volden er en helt uadskillelig del af Jesus’ forkyndelse. Han var på samme tid hippie og terrorist, og derfor er det intet tilfælde, at han i disse år er blevet et ikon for mange aldrende 68’ere. Derimod er det næppe klogt at bygge et samfund på hans udtalte skizofreni.

            Der findes formentlig kun én ”værdi”, som alle kristne er enige om, nemlig at deres gud vil tilgive deres synder. Det er ganske smart, at de har udstyret ham med den evne – for deres synder er ofte af en art, som det ikke er muligt for mennesker at tilgive. Det er med god grund, at Søren Krarup har fået Guds ord for, at de kristne er skrøbelige og syndige, men helt uantageligt, når han tilføjer, at hvis vi andre ikke tror på dette, så ”er vi i grunden ikke danskere” (Politiken 1.9.2001). De gudløse iblandt os bekæmper energisk vore tendenser til skrøbelighed og synd og er temmelig chokerede over, at det skulle gøre os udanske, ligesom vi mener, at danskhed ikke skal afgøres ved sindelagskontrol.

            Torben Krogh vil desuden nok være enig med mig i, at den eneste værdi, der måske kan kaldes specifikt kristen, nemlig syndernes forladelse, ikke just er det fundament, som det danske samfund bygger på.

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter.