(DENNE ARTIKEL ER TRYKT I POLITIKEN 26. JULI 2011,

DOG I FORKORTET FORM).

Det åndelige klima bag massakren

Den norske massemorder tager en frygtelig, men logisk konsekvens af Søren Krarups forsvar for kristen terrorisme

af Christian Braad Thomsen

Efter at en tilsyneladende velbegavet, nøgtern og rationelt tænkende kristen terrorist har gennemført den forfærdende Oslo-massakre mod dem, som forsvarer muslimers tilstedeværelse i Norge, kan der være skærpet grund til at undersøge det åndelig klima, han opererer i. Han har selv fremhævet danske højreorienterede politikere som forbilleder, og det er da også i Danmark, og specielt i Søren Krarups skriverier og udgivelser, at man finder en anbefaling af  religiøst motiverede massakrer.

Da Krarup på Tidehvervs Forlag udgav Martin Luthers antisemitiske skrift Jøderne og deres løgne (1999), trådte han på det mest bogstavelige i nazisternes fodspor, idet Luther her anbefaler de jødemassakrer, som siden blev sat i værk af Hitler. Dette kampskrift er da også to gange tidligere udsendt på dansk, nemlig på nazistiske forlag. Man skulle tro, det var rigeligt.

Nu regner de fleste vel ikke med, at Søren Krarup i dag vil anbefale, hvad hans åndelige lærermester anbefalede i 1543. Men det er naivt. Krarup har i Dansen om menneskerettighederne (2000) forsvaret serbernes massakrer på deres muslimske medborgere ud fra den betragtning, at en suveræn stat har ret til at behandle sine borgere, som den nu finder passende, også selv om det sker efter Luthers barbariske opskrift. Derfor kritiserede han NATOs indgreb mod disse massakrer som et indgreb mod de serbiske terroristers ret til selvbestemmelse.

Krarup har også støttet en ældre selvmordsmassakre på dansk grund. I Fædreland og folkestyre (1974) roser han kaptajn Stockfleth, der under stormen på Dybbøl kommanderede sine folk frem under slagordet: “Lad os nu slutte os sammen i kærlighed, folk, og gå frem og tage lykken, som Vorherre vil give os den.” Krarup fremhæver disse ord som sit livs motto, men hvad han ikke fortæller er, at den pågældende fremrykning netop var en ren selvmordsaktion. På det punkt er Krarup helt enig med de muslimske selvmordsaktivister, der ligeledes finder belønningen hos Gud.

Krarup er i stigende grad kommet til at lyde som den paranoide leder af en religiøs sekt til sikring af kristent overherredømme i Europa. Det er typisk for sekter, at de er nødt til at isolere sig fra verden, fordi verden er ond. Derved kommer de til at leve i en parallel virkelighed, sådan som Søren Krarup i stigende grad gør. I Kristeligt Dagblad har han advaret sine tilhængere om, at de er ”omgivet af ondskab” og ”lever i en verden af offentlig gemenhed.” Han forbereder dem desuden på, at der kan være stikkere iblandt dem – og associerer dermed direkte til besættelsestidens stikkere. (26.10.06). Det er en meget ubehagelig association, eftersom stikkere i besættelsestiden blev likvideret – og med god grund. Naturligvis kan en kristen præst ikke opfordre til likvidationer i dag, men han kan lade associationen hænge i luften, så den kan gribes af mere praktisk anlagte sjæle.

Søren Krarups forsvar på massakrer på anderledes tænkende har dybe rødder i kristendommen. De steder i biblen, hvor Jesus med fundamentalistisk vrede anbefaler tilsvarende massakrer er godt fortrængt af folkekirken. De tydeligste eksempler findes hos Lukas, hvor han bl.a. siger: ”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” (19/27)

I en kronik med overskriften ”Med udsigt til borgerkrig” anfører Søren Krarup, at nok har vi religionsfrihed her i landet, men det bør ikke gælde for muslimer, for islam er slet ikke en religion. Islam er ”et politisk-juridisk-socialt system, der er totalitært i den forstand, at det vil herske totalt over alt – lovgivning, samfundsforhold, privatlivet.” (Jyllandsposten23.11.04).

Mange fremtrædende folk i og omkring Dansk Folkeparti er blevet dømt for racisme og injurier på grund af deres hadske udfald mod alt fra muslimer over kulturradikale til venstreorienterede socialdemokrater, således Jesper Langballe, Lars Hedegaard, Bent Jensen – og den Morten Messerschmidt, som Oslo-terroristen udtrykkeligt fremhæver i sit manifest. Søren Krarup har fremsat mængder af tilsvarende hadske udfald. Det er klart, at han ikke i dag vil forsvare en massakre, der er rykket så tæt på os, men med sit forsvar for tilsvarende massakrer ned gennem historien og ved at oppiske en borgerkrigsagtig stemning og kalde dem, der er uenige med ham, for ”landsforrædere”, har han unægtelig gødet jordbunden for den norske massakre.

Det ligger mig fjernt at anbefale internering af mine kristne medborgere, nedrivning af deres kirker og forbud mod kristendomsundervisning i skolerne på grund af denne kristne terrorhandling. Men hvis gerningsmanden til en tilsvarende terrorhandling i Danmark havde været muslim, er der ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti havde fremsat et sådant krav mod islam.

Her skal kun anføres, at der hviler et tungt ansvar hos de DF-ekstremister, der i pænt jakkesæt og med rene hænder har lagt islam for had de sidste tyve år. Alt, hvad de kristne beskylder islam for, har de selv næret ved deres barm.

Han mener desuden, at Schnack og Rösing er inhabile, fordi de indstiller to af deres egne tidligere elever fra Forfatterskolen. Synspunktet har to absurde konsekvenser, nemlig at enten kan lærere ved Forfatterskolen aldrig blive medlemmer af en priskomité, uanset at de besidder Schnacks og Rösings ubestridelige ekspertise, eller også kan tidligere forfatterskoleelever ikke modtage litterære priser, uanset at de som Josefine Klougart og Harald Voetmann har skrevet to af årets bedst anmeldte bøger.

Schnacks og Rösings valg af kandidater forekommer særdeles velkvalificeret, og hvis man vil drage det i tvivl, er man nødt til at hæve sig op over sladderplanet og forholde sig til litterær kvalitet. Det magter årets nytårstorsk indlysende ikke.