Vi håber, at de bedste læger, arkitekter og skolelærere må holde længe inden for deres fag. Hvorfor skal de bedste blandt Enhedslistens politikere så udskiftes efter et automatprincip, der gør dem uegnede, jo mere erfaring de har?

Af Christian Braad Thomsen

Information forsvarer i en leder (20.2) Enhedslistens rotationsprincip, ifølge hvilket Johanne Schmidt-Nielsen ikke kan genopstille ved næste valg, hvis regeringen holder perioden ud. Der er snarere grund til at foreslå princippet afskaffet.

                      Der findes næppe andre fag, hvor man har den regel, at de bedste bliver fyret efter syv år. Vi værner tværtimod om de læger, arkitekter, skolelærere etc., der har vist har vist særlige evner, og håber, at de vil holde længe inden for deres fag. Hvorfor må denne selvfølgelige regel så ikke gælde for de bedste politikere?

                      Rotationsprincippet er en tvivlsom arv, som Enhedslisten har overtaget fra VS, og selv om princippet blev undfanget af den tids skarpeste politiske hovede, Preben Wilhjelm, har det altid været et fejlgreb. Det er baseret på nogle romantiske 1970’er-forestillinger om, at ingen er bedre end andre, men at alle er lige gode, når blot de får lige muligheder for at udvikle sig – foruden at det er en konsekvens af den tids bizarre ungdomsdyrkelse: ”Stol aldrig på et menneske over 30!”

Johanne giver talenterne plads

 I 1970’erne blev det i vide kredse lagt for had at være ”elitær”, men kun inden for bestemte fag. Hvor man da gerne ville betjenes af den bedste blikkenslager eller cykelsmed, mente man, at enhver  kunne være forfatter, billedkunstner, filminstruktør eller være politiker. Det var og er noget sludder: nogle er faktisk bedre end andre. Angsten for det elitære er en småborgerlig og reaktionær refleks, der da også blev overtaget af Fremskridtspartiet og videreført af Dansk Folkeparti.

                      Der findes i Enhedslisten to begrundelser for rotationsprincippet, som bifaldes i Informations leder. Den ene er, at rotationen skaber plads for nye politiske talenter, således at de etablerede politikere ikke blokerer for fornyelsen. Det lyder besnærende, men har intet på sig.

Johanne Schmidt-Nielsen har jo tværtimod med sin politiske dygtighed og uhørte popularitet netop givet plads til nye talenter. Før hun blev politisk ordfører, lå partiet konstant og vippede omkring spærregrænsen, men ved folketingsvalget 2011 gik det pludselig fra 4 til 12 mandater. Hun  har altså medvirket til, at yderligere otte folketingskandidater kunne blive valgt.

Johanne er da også det mest lysende politiske naturtalent i en menneskealder. Hun magter den sjældne kunst at kunne tale om politik, så alle og enhver kan forstå hende og endda være enig med hende, hvadenten de så stemmer på hende eller stemmer som sædvanligt. Derfor indkasserede hun også det største antal personlige stemmer inden for det, der dengang stadig kaldtes rød blok, nemlig 47.000 mod Helle Thorning-Schmidts 33.564.

Alle meningsmålinger viser, at Enhedslisten står til yderlige fremgang ved et kommende valg. Det betyder, at Johanne frem for at blokere for nye talenter faktisk modsiger teorien bag rotationsprincippet: hun giver talenterne mulighed for at komme frem. Hvis partiet dropper Johanne som folketingsmedlem, er der næppe tvivl om, at det vil blive straffet af vælgerne og opleve en massiv tilbagegang, så dets mange nye navne ikke vil blive valgt.

”Levebrødspolitikere”

Den anden begrundelse for rotationsprincippet er, at det beskytter partiet mod ”levebrødspolitikere”, der murer sig inde og mister forbindelsen til virkeligheden uden for Christiansborg.

                      Nu er selve ordet ”levebrødspolitiker” en meget ubehagelig konstruktion, for hvorfor må en politiker ikke kunne leve af sit job, sådan som alle vi andre gør? Vi taler ikke om ”levebrødssygeplejersker” eller ”levebrødslærere”. Det er en  følelsesbetændt automatreaktion at formode, at et menneske bliver ”levebrødspolitiker”, hvis den pågældende er politiker i mere end syv år. Det må være op til vælgerne alene at afgøre, om en politiker er ved at miste jordforbindelsen, og det kan i hvert fald aldrig afgøres ved et automatisk rotationsprincip. Intet tyder på, at Johanne er i fare for at miste forbindelsen til virkeligheden uden for Christiansborg. Rotationsprincippet er i praksis udtryk for en nedrig mistænkeliggørelse af de politikere, der rent faktisk er bedre end andre.

I stedet burde vi lære at værdsætte dem og være taknemlige for, at de for en relativt ringe løn vil arbejde for, at vort samfund bliver bedre. De er nemlig ikke så mange.