af Christian Braad Thomsen

Erik Clausen udviser en mærkelig klichéfyldt foragt for arbejdere, når han om Enhedlisten siger, at ”en almindelig arbejder og håndværker kan ikke forstå, hvad I siger.” (Rød + Grøn, april) Altså, lad dog være at bilde nogen ind, at arbejdere og håndværkere er så dumme, at de ikke forstår, hvad Johanne Schmidt-Nielsen og den øvrige folketingsgruppe siger. De kan jo netop den kunst at kommunikere enkelt, menneskeligt og let fatteligt.

Derimod vedgår jeg gerne, at jeg har svært ved at forstå Clausen. Hans påstand om, at Enhedslisten er for dårlig til at kommunikere med arbejdere og håndværkere harmonerer således dårligt med hans næste påstand, nemlig at det heller ikke er partiets ”opgave at være et arbejderparti, men snarere et socialistisk avantgardeparti”.

Det forekommer heller ikke særlig logisk, at han opfordrer Enhedslisten til ”at sammenligne de skader, som liberalismen og markedsmekanismerne påfører Danmark i dag med nogle af naturkatastroferne rundt om i verden”, når han i samme åndedrag siger, at denne sammenligning er ”urimelig og provokerende”. Det er da dumt at sige noget, man selv ved er urimeligt – og dumt at provokere for provokationens skyld.

Og endelig virker det klichéfyldt, når Clausen opfordrer partiet til at bruge mere humor i sin kommunikation. Vi vil da alle gerne have et godt grin, når lejlighed byder sig, men måske er der ikke så meget at grine over, når det handler om krigen i Afghanistan og racismen i Danmark, to af partiets mærkesager.

Når jeg ikke forstår Clausen, kan det måske skyldes, at jeg bare er en almindelig bonderøv, der dumpede til studentereksamen. Til gengæld har jeg forlængst forstået, at Enhedslisten, siden Johanne blev ordfører, er det eneste parti, som mennesker med anstændigheden i behold kan stemme på. Det er snarere derfor – og ikke på grund af uforståelighed – at partiet har så få stemmer.