af Christian Braad Thomsen
filminstruktør og forfatter

Det vakte en del opsigt, da Poul Nyrup Rasmussen i 1999 sagde, at Dansk Folkeparti ikke er et stuerent parti. Men han havde jo ret både dengang og i dag. Partiet overholder ikke de demokratiske spilleregler, senest eksemplificeret ved kritikken af dommer Mette Langborg, der har dømt professor Bent Jensen for injurier mod Jørgen Dragsdahl.

Det danske demokrati er baseret på en adskillelse af den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Denne skelnen respekterer DFs folketingsmedlem Søren Krarup ikke, når han kritiserer dommen mod et af hans partimedlemmer. Som lovgiver er det Søren Krarups pligt at tage dommen til indtægt – og arbejde for at ændre loven, hvis han mener, at den er forkert. I stedet for at forholde sig sagligt til dommen påstår han, at dommeren “på forhånd har haft en bestemt opfattelse af sagen og kun har været interesseret i én ting: at frikende Dragsdahl” (Politiken 9.5). Dermed krænker han ikke blot den demokratiske forudsætning, at lovgiverne ikke må blande sig i domstolenes arbejde; han krænker også dommeren: det er klart injurierende at påstå, at hun var forudindtaget.

Søren Krarup overtræder desuden sit eget erklærede trosgrundlag, som er den lutherske kristendoms adskillelse af verdsligt og kristeligt. Han argumenterer kristeligt for et verdsligt forhold, når han siger, at fordi vi ikke har pavedømme i Danmark, har han som politiker ret til at krænke demokratiet og gå i rette med en dommer. Han benytter sig desuden af de kristnes tro på alternative naturlove, når han i kraft af sine evner som sjælelæser konstaterer, at dommeren havde truffet sin afgørelse, før retssagen begyndte. Han forholder sig slet ikke til sagens saglige kerne, som er, at Bent Jensen ikke kan lægge PET-dokumenter til grund for sin påstand om, at Dragsdahl var Moskva-agent. For det mente PET ikke, at han var.

Søren Krarup diskuterer aldrig ved hjælp af argumenter. Han opkaster sig selv til pave og erstatter enhver form for argumentation med dekreter, som når han med vanlig salvelsesfuldhed betegner Bent Jensen som “en utrolig kompetent og lødig historiker”. Hans sløsede kildeomgang dokumenterer jo ellers det modsatte, sådan som det også fremgik af en kronik i Jyllandsposten 13.11.1998. Her satte han navne på “den lange række af bekendende antidemokrater og marxister, som støttede terrorregimer og terrorbevægelser, og som drømte om selv at sprænge fabrikker, ambassader og Folketing i luften”. Han betegnede desuden vores hoveder som “syge”. Da mit eget navn også stod på listen, insisterede jeg på dokumentation for beskyldningerne og garanterede, at jeg i modsat fald ville kalde ham en fusker i sit fag. Dokumentationen kom aldrig.

Når Bent Jensen kalder os syge i hovedet, benytter han de samme metoder som i Sovjetunionen, hvor man også karakteriserede dissidenter som syge. Han synes at have fået nogle gode ideer af at forske i de sovjetiske arkiver. Dette niveau kan man vel ikke just kalde “lødigt”.