af Christian Braad Thomsen
Filminstruktør og forfatter

Det har generet mange, bl.a. Politikens redaktør Lars Trier Mogensen (5.8), at jeg efter Oslo-massakren foreslår, at man ikke tæller Dansk Folkepartis stemmer med i folketinget, dvs. indstiller ethvert samarbejde med partiet og ikke fremsætter forslag, som er afhængig af DFs stemmer.

Trier Mogensen argumenterer med, at DF er et demokratisk parti. Nej, det er DF ikke. Det ligger hinsides dansk demokratiforståelse at kræve forbud mod arabiske tv-sendere eller at stille politiske betingelser for kunststøtten. Det er også ekstremt antidemokratisk, når Søren Krarup hævder, at man kun er rigtig dansker, hvis man tror på Gud – samt slet ikke accepterer islam som en religion, men kalder den en form for nazisme og derfor forsvarer religiøse massakrer på muslimer og maner til modstandskamp mod deres påståede forsøg på at overtage Europa. DF repræsenterer en form for hjemstavnsparanoia, som sætter sig langt ud over det, der engang kaldtes borgerlig anstændighed. 

Et sådant parti er, som allerede Poul Nyrup Rasmussen slog fast, ”ikke stuerent”. Det er en katastrofe, at V og K i ti år har deponeret sin selvstændighed hos DF og erklæret, at de deler værdifællesskab med partiet. Det har forpestet holdningen til udlændinge, og det har ført til, at staten – for første gang siden de nazistiske Nürnberg-love – blander sig i, hvem danskere må gifte sig med, hvis de vil bo i Danmark.

Ingen er i tvivl om, at den nazistiske retorik mod jøderne i 1930’erne førte til Auschwitz. Præcist den samme retorik anvendes i dag mod muslimerne af Søren Krarup, Mogens Camre, Lars Hedegaard og Sørine Gotfredsen. Det er naivt at tro, at den ikke også får konsekvenser.

Jo, DF må isoleres parlamentarisk.

  Andre har kritiseret mig for at misforstå Lukas 19/27, hvor Jesus går ind for at massakrere dem, der ikke tror på ham. De hævder, at synspunktet tilskrives herremanden i lignelsen og ikke Jesus. Det er et spørgsmål om almindelig indenadslæsning: det citerede synspunkt er udtrykkeligt Jesus’ personlige konklusion på lignelsen.

Endelig er jeg blevet kritiseret for at kalde Oslo-terroristen for kristen, bare fordi han selv gør det. Synspunktet skulle være, at man  åbenbart ikke kan være kristen og samtidig foretage en sådan massakre. Det har kristne ellers altid kunnet ned gennem historien lige fra korstogsriddernes hærgen til massakrerne på indianere i Amerika og sorte i Afrika. Ud fra den holdning er heller ikke Jesus kristen. 

Men problemet med kristendommen er jo, at to kristne dårligt kan være i stue med hinanden, uden at de kommer i alvorlig splid om, hvad kristendom er.

Studielektor Morten Hjelt fremsætter lige så aburde beskyldninger (6.9). Han hævder, at jeg skulle ”idyllisere” den muslimske verden og ”give kristendommen hovedskylden for al elendighed i verden”, – samt at jeg ikke kan lide Carl Nielsen. Det har intet på sig. 

Peter Kurrild-Klitgaard hævder (9.8), at jeg smider med molotovcocktails. Efter eget udsagn har han fulgt mig i 40 år og tør derfor kalde mig ”freudomarxist”. Den titel ligger det nu lidt tungt med, for godt nok har jeg læst alt af Freud, men jeg har aldrig læst en bog af Marx. Hvis professorens undervisning ligger på samme niveau, har de studerende et problem.  

Det sjoveste indlæg er jordemor Karen Wests (10.8). Hun mener, jeg forsvarer ”alt ved den muslimske kultur”, bl. a. de arrangerede ægteskaber. Det skyldes, at hun har fået mit referat af en Karen Blixen-fortælling galt i halsen og tror, jeg er enige med fortælleren! 

Det er invaliderende for debatten at beskylde sin modstander for så groteske synspunkter i stedet for at tage fat på, hvad jeg faktisk mener, nemlig at Danmark altid har været et multikulturelt samfund, og at den paranoide angst for muslimer er skabt af hjemstavnspolitikere og sensationsjournalister, uden at den for alvor rod i befolkningen.

Efter disse uhyrlige påstande begynder jeg at føle på min krop, hvordan den almindelige muslim har det med alt, hvad han beskyldes for i Danmark. Endnu er jeg dog ikke blevet bedt om at forlade landet, men det kommer nok.