af Christian Braad Thomsen

Det er en kendt sag, at man ikke kan blive valgt til præsident i USA, hvis man ikke tror på kristendommen og dødsstraffen. Med den seneste aftale mellem S og SF er vi ved at få samme tilstande i Danmark, hvad angår den modbydelige 24 års regel: man kan ikke blive minister i Danmark, hvis man ikke bakker op bag en lov af nazistisk oprindelse.

          I 1930’erne hindrede Nürnberglovene ariske tyskere i at gifte sig med jøder, hvis de fortsat ville bo i Tyskland. Den danske 24 års regel er det første eksempel siden Nürnberglovene på, at statsmagten sender unge i eksil, hvis de gifter sig med tilsvarende uønskede elementer. SF har tidligere taget afstand fra reglen, men vil nu støtte den ene og alene for at komme i regering.

                    En undersøgelse foretaget for Jyllandsposten (9.8) viser, at et betydeligt flertal blandt borgerlige og socialdemokratiske vælgere mener, at vi skal se stort på EF-domstolens problematisering af 24-års reglen. Men i et demokratisk samfund har flertallet ikke altid ret. Også flertallet må indordne sig under de gældende love, som i dette tilfælde tjener til at sikre mindretallets rettigheder.

          Et svar afhænger i øvrigt af, hvordan spørgsmålet er formuleret. Hvis man spurgte danskerne, om de finder det rimeligt, at vi følger vores hjerte ved valg af ægtefælle og bør have ret til leve sammen i Danmark, er jeg overbevist om, at det store flertal ville svare ja. Hvis man derefter spurgte dem, om de er modstandere af tvangsægteskaber, ville det samme flertal også svare ja. Ingen ville fatte, at de to synspunkter skulle være i modstrid med hinanden.

          Siden Anders Fogh Rasmussen tilsluttede sig den amerikanske krig i Irak, er det blevet acceptabelt, at politiske beslutninger begrundes med løgne. Derfor har mange også vænnet sig til løgnen om, at 24 års reglen er nødvendig for at forhindre tvangsægteskaber. Det gør den ikke. Derimod forhindrer den unge danskere i at gifte sig med den, de elsker, hvis de fortsat vil bo i Danmark

           Endnu tør Enhedslisten og De Radikale kæmpe mod uretten. Men ellers har politikere i dag ingen intentioner om at stille sig i spidsen for nytænkning. De vil ikke lede, men underkaster sig de mest nedrige tendenser i folket, selv når politikerne regner med, at der er et flertal for en nazistisk lov. Det er dybt tragisk for et retssamfund, at selv oppositionen ikke længere tør tale løgn og uret imod af frygt for aldrig at komme til magten.