Af Christian Braad Thomsen
Forfatter og filminstruktør

Det er i år 70 år siden, at Israel fuldendte massakren eller fordrivelsen af den oprindelige befolkning i hundredvis af landsbyer i Palæstina. Begivenheden kaldes af palæstinenserne for “Nakba”, hvilket betyder “katastrofen”. For de fleste andre er forbrydelsen stort set ukendt, til trods for at den israelske historiker Ilan Pappes rystende bog “Den etniske udrensning af Palæstina” også er oversat til dansk, men i vid udstrækning negligeret af medierne. I bogens første kapitel undrer også Pappe sig over, at “den etniske udrensning i 1948 er blevet næsten totalt rykket op med rode fra den kollektive globale hukommelse og udslettet fra verdens samvittighed.”

Allerede i 1948 stod det klart, at skønt den nye stat Israel til dels var grundlagt af Holocaust-overlevere, rummede den klare fascistiske tendenser.

Et sted i den kollektive samvittighed rumsterer dog massakren i Deir Yassin, en lille landsby på en bakketop vest for Jerusalem. De cirka 1000 palæstinensiske indbyggere levede fredeligt sammen med deres jødiske naboer i de omkringliggende landsbyer. Og da Deir Yassin natten til 9. april 1948 blev angrebet af de jødiske terroristgrupper Irgun og Stern, blev palæstinenserne endog hjulpet af nogle af deres ortodokse jødiske naboer, men lige lidt hjalp det. Mindst 250 mænd, kvinder og børn blev henrettet i løbet af natten, mens snesevis af tilfangetagne palæstinensere blev ført til Jerusalem og vist offentligt frem, hånet og tortureret, hvorefter også de blev henrettet. Irguns leder var Menachem Begin, der siden blev valgt til premierminister i stedet for at blive dømt som terrorist.

Allerede i 1948 stod det klart, at skønt den nye stat Israel til dels var grundlagt af Holocaust-overlevere, rummede den klare fascistiske tendenser. En gruppe amerikanske jøder skrev således et brev til New York Times (4. december 1948), hvor de anklagede Begins parti for at være “et fascistisk parti for hvem terrorisme (mod jøder, arabere og briter) er midler, og førerstaten er målet”. Brevet var underskrevet af blandt andre Albert Einstein og Hannah Arendt.

“Identificering med undertrykkeren” er et velkendt psykoanalytisk begreb, som her dækker, at ofrene for nazismen viderefører nazismens metoder. Men man kan også mene, at de israelske jøder lader sig inspirere af det jødiske folks urtid. Da Herren fører det jødiske folk ud af Ægypten, lovet han dem Det forjættede Land, som flyder med mælk og honning, og jøderne reagerer ved at nedslagte landets oprindelige beboere med en uhørt grusomhed. Det er denne grusomhed, de i dag viderefører over for palæstinenserne.

MASSAKRER I PALÆSTINENSISKE LANDSBYER

Deir Yassin-massakren var nemlig kun en lille detalje i et større mønster. Ilan Pappe påviser, at der fra december 1947 blev foretaget 31 vidnefaste massakrer i palæstinensiske landsbyer. De begyndte med massakren i Tirat Haifa 11. december 1947 og sluttede i første omgang med Khirbat Ilin 19. januar 1949. De dræbte eller fordrevne blev konsekvent erstattet med jødiske bosættere.

Tirat Haifa, som lå syv kilometer syd for Haifa, blev i første omgang bombarderet af Irgun, hvilket kostede 13 gamle og børn livet, idet de arbejdsduelige var travlt beskæftiget i markerne. Fire måneder senere blev alle kvinder og børn transporteret til Vestbredden, mens de overlevende mænd blev fængslet.

En af de værste israelske terrorgrupper var ifølge Ilan Pappe Alexandroni-brigaden, hvis opgave det var at udrense landsbyerne omkring Jaffa samt kystlinjen helt op til Haifa: Mændene skulle dræbes og kvinder og børn jages på flugt. Det gik ud over mere end 70 landsbyer, hvoraf Tantura blev udsat for en særligt grufuld massakre. Tantura havde 1500 indbyggere, der hovedsageligt ernærede sig ved landbrug og fiskeri. Natten til 22. maj 1948 blev byen omringet af jødiske tropper, som indledte massakrer inde i byen, men i første omgang blev standset af palæstinensernes jødiske naboer. Derpå tog tropperne alle indbyggere til fange. Kvinder og børn blev sendt bort, men mændene blev samlet på strandbredden. Mere end 250 mænd blev derpå ført bort i grupper på 7-10 og skudt med koldt blod. En række af de overlevende blev sat til at grave deres grave og fylde dem med lig.

Den senere chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik, deltog i den etniske udrensning af Palæstina som medlem af Alexandroni-brigaden. Han fortæller i sin selvbiografi, at hver gang de ankom til en palæstinensisk landsby, var indbyggerne borte, men undlader at fortælle, hvad der er blevet af dem. Til gengæld nævner han, at de “havde efterladt den karakteristiske lugt, der dengang hvilede over de arabiske landsbyer. En blanding af dyrelugt, menneskesved og soltørrede kager af gødning beregnet til brændsel”. Han forklarer dog ikke, hvordan landsbyerne kan lugte af menneskesved, når der ingen mennesker er tilbage i dem. Måske forveksler han menneskesved med liglugt. Men i øvrigt er hans svada vel typisk for det zionistiske overmenneskes vurdering af landsbybefolkningen: De stinker.

Pundik nævner ikke med et eneste ord Alexandroni-brigadens massakrer, men fortæller dog, at han overværer, hvordan en ældre mand, der er blevet tilbage i en landsby, nu bliver stenet af israelske soldater. “Hold op”, siger Pundik til soldaterne, men de beder ham skrubbe af, og det gør han så. Han vender ryggen til lynchningen.

Da de palæstinensiske indbyggere i Haifa siden blev dræbt eller fordrevet, skete det under kommando af brigadegeneral Mordechai Maklef, der udstedte ordren:

“Dræb enhver araber, I møder; sæt ild til alle brændbare objekter, og spræng alle låste døre med bomber!”

MASSEFLUGT

Det førte til en masseflugt fra Haifa. Palæstinensere i tusindvis søgte mod byens lille havn under stadig granatbombardement. De trådte hinanden ned i desperation for at komme med de få både, der var til rådighed, og hvoraf mange blev så overfyldte, at de sank på havet. Da den senere ministerpræsident Golda Meir besøgte Haifa få dage senere og så de tomme lejligheder, hvor maden endnu stod på bordet, og børnenes legetøj flød på gulvet som et billede på et liv, der var frosset i sin udfoldelse, mindedes hun de pogromer, som hun i sin barndom var flygtet fra i Rusland. Alligevel valgte hun selv at deltage i den fortsatte etniske udrensning i Palæstina.

Jaffa var den sidste større by, der blev tømt for sine arabiske indbyggere. 5000 jødiske tropper belejrede byen, hvor 1500 frivillige holdt stand i tre uger, blandt dem mange kristne missionærer. Hele den palæstinensiske befolkning på 50.000 indbyggere blev fordrevet.

Ilan Pappe anfører, at især israelske og amerikanske medier benyttede angsten for et nyt Holocaust som forsvar for de israelske massakrer, men konkluderer, at Israel jo snarere udførte dette Holocaust på palæstinenserne. Ilan Pappe har ikke tal på, hvor mange palæstinensere der blev massakreret, men det drejer sig om tusinder. Han anfører, at 800.000 mennesker blev fordrevet, 531 landsbyer jævnet med jorden og 11 større byer tømt for deres indbyggere.

De israelske grusomheder fandt sted, før Israels arabiske naboer greb ind. Først i slutningen af april 1948 besluttede de arabiske stater at forsvare palæstinenserne. Da var allerede en kvart million palæstinensere blevet udrenset, 200 landsbyer destrueret og talrige byer tømt for indbyggere. Hvis Israel overhovedet indrømmer disse etniske udrensninger, bruger de altid den arabiske indgriben som påskud. Pappe påviser derimod, at det omvendte var tilfældet: Araberne greb ind for at forsvare palæstinenserne mod de jødiske massakrer – men forgæves.

Den zionistiske leder David Ben-Gurion proklamerede oprettelsen af staten Israel 14. maj 1948 og blev landets første premierminister. Ti dage senere skriver han i sin dagbog:

“Vi vil etablere en kristen stat i Libanon, der vil have Litanifloden som sin sydlige grænse. Vi vil knuse Transjordanien, bombe Amman og destruere dens hær, og så falder Syrien, og hvis Egypten vil fortsætte med at kæmpe, vil vi bombardere Port Said, Alxandria og Cairo. Dette vil være hævn for, hvad de (egypterne, ethiopierne og assyrerne) gjorde mod vore forfædre i de bibelske tider.”

Det er unægtelig at drive identitetspolitikken vidt, når man vil begrunde sin aktuelle politik med 2-3000 år gamle uretfærdigheder. Med samme begrundelse kan de nordamerikanske indianere i dag påberåbe sig herredømmet over en lang række amerikanske storbyer. Det er jo endda kun 5-600 år siden, at europæiske indvandrere begyndte at massakrere og fordrive indianerne.

FREDSMÆGLER MYRDET

I maj 1948 ankom FN’s særlige udsending, grev Folke Bernadotte, til Palæstina. Den israelske regering godkendte ham som fredsmægler, fordi han under krigen havde været med til at få jøder ud af de tyske kz-lejre. I Danmark er han især kendt for at få frigivet i alt 15.000 skandinaviske fanger, som blev fragtet hjem af de såkaldt hvide busser.

Ilan Pappe bemærker ironisk, at den israelske regering “ikke havde forventet, at han ville gøre det samme for palæstinenserne, som han blot få år tidligere havde gjort for jøderne”. Folke Bernadottes plan var at forsøge at oprette en jødisk og en palæstinensisk stat i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolution fra året før. Han insisterede desuden på, at de fordrevne palæstinensere skulle vende tilbage til deres huse og deres jord. Da dette stod klart, blev han myrdet 17. september 1948 af den jødiske terroristgruppe Stern. Mordet blev godkendt af Sterns styregruppe, der bestod af blandt andre Yitzhak Shamir. I stedet for at blive straffet for drabet blev han siden udnævnt til Israels premierminister – og indskrev sig således i samme liga som Ben Gurion og Yitzhak Rabin, der også begge havde terroristbaggrund.

Den etniske udrensning er fortsat lige frem til i dag. 29. oktober 1956 blev 49 fredelige bønder i Kfar Qassim massakreret, da de vendte hjem efter en lang dags arbejde på deres marker. Fjernt fra hjemmet havde de ikke haft mulighed for at vide, at der i løbet af dagen var blevet oprettet udgangsforbud på grund af Suezkrigen. I december 2007 undskyldte Israels præsident Shimon Peres officielt for massakren.

På listen over nutidige massakrer anfører Pappe også massakren i flygtningelejrene Sabra og Chatila, hvor op til 3500 mennesker blev dræbt, både mænd, kvinder og børn. Massakren blev foretaget af kristne falangister, men de var lukket ind af israelske soldater med billigelse af forsvarsminister Ariel Sharon, vel vidende, hvad der ville ske. De israelske styrker befandt sig kun 200 meter borte og kunne have grebet ind, men forholdt sig passive. Et halvt år senere måtte Sharon gå af uden at blive straffet for sit ansvar for massakren.

Den sidste massakre, Pappe beskriver, foregik i en anden flygtningelejr, nemlig Jenin 1982. Palæstinensiske kilder hævder, at flere tusinde blev massakreret, mange i forbindelse med, at deres huse blev jævnet med jorden over deres hoveder. Men tallet vil aldrig blive opgjort, for de israelske tropper lod først internationale iagttagere komme ind i lejren fem dage efter, at massakren var afsluttet. Tiden brugte de til at fjerne ligene og begrave dem i massegrave.

Efter at Ilan Pappe havde skrevet sin bog, blev han af sikkerhedsgrunde nødt til at forlade Israel. Han slog sig ned i England i 2008, hvor han blev professor ved Exeter universitet og leder af universitetets center for Palæstina-studier.

BOSÆTTELSER DØMT ULOVLIGE

De ulovlige bosættelser på palæstinensisk jord på Vestbredden og Øst-Jerusalem er en opfølgning på udrensningen. Befolkningen på cirka 2,5 millioner er primært palæstinensere, men derudover bor der nu cirka 500.000 jødiske bosættere. FN’s Sikkerhedsråd har dømt bosættelserne ulovlige under henvisning til international lov. Det samme har EU, Den internationale Domstol, Amnesty International og Human Rights Watch.

I Gaza har Israel trukket sine bosættelser tilbage for på den måde effektivt at kunne spærre to millioner palæstinensere inde i en af verdens største kz-lejre. Formentlig er kun Nordkorea større. Her har Israel givet sig selv lov til med jævne mellemrum at massakrere civilbefolkningen efter behag og at bombe både skoler og hospitaler samt at lægge forhindringer i vejen for vand- og medicinforsyningen.

Bosættelserne svarer til, hvis Tyskland under besættelsen af Danmark havde tilladt en million tyskere at bosætte sig i Danmark. De havde indlysende været et legalt mål for den danske modstandsbevægelse. Det er bosætterne naturligvis også for den palæstinensiske modstandsbevægelse. De er ulovligt trængt ind på fremmed jord.

ISRAELS KIBUTZBEVÆGELSE

I min tidligste ungdom havde jeg og mine venner på venstrefløjen stor sympati for Israel, hvilket især skyldtes landets kibbutzbevægelse. Kibbutzer var minilandsbyer, som var baseret på ulønnet arbejdskraft og fælleseje af produktionsmidlerne, altså en enkel og i vore øjne vellykket form for praktisk socialisme som et alternativ til den undertrykkende betonkommunisme, der blev praktiseret i Østeuropa. En stor del af kibbutzernes arbejdskraft blev leveret af unge uden for Israel, som strømmede til for at hjælpe dette spirende socialistiske eksperiment.

Lidet anede vi dengang, at mange kibbutzer var opført på ruinerne af palæstinensiske landsbyer og på gravene af de mennesker, der ikke nåede at undslippe massakrerne. Dengang så jeg med bebrejdelse på dem, der bar det palæstinensiske halstørklæde. De sidste 25 år har jeg selv båret det med stolthed og sorg.