Massakrer på anderledes troende skyldes ikke ”et tidløst instinkt”, som Sørine Gotfredsen hævder, men har ned gennem historien været en særlig kristen specialitet med udgangspunkt i Jesus’ egne ord.

af Christian Braad Thomsen

Pastor Sørine Gotfredsens kronik (30.7) er modig, fordi kredsen omkring Dansk Folkeparti endelig vedgår sin grundlæggende enighed med Anders Behring Breivik i hans menneske- og samfundssyn. Men det er uhyggeligt, at denne forkvaklede tankegang overhovedet findes i det danske samfund.

Oslo-terroristen og Gotfredsen ser roden til det onde hos dem, der ”drømmer om en multikulturel fremtid”. Og her ligger hendes grundlæggende misforståelse. Danmark har altid været et multikulturelt samfund. Det opstod ikke med vor tids fredelige muslimske indvandring, men med kristendommens voldelige indførelse for godt 1000 år siden. Men heldigvis har der helt op til i dag eksisteret enklaver, som har holdt sig fri af kristentroen.

Jeg er selv født og opvokset i en sådan enklave: kristendommen nåede aldrig ud til min landsby Bjertrup i Østjylland. Og jeg lever fortsat ikke i samme kultur som Sørine Gotfredsen og hendes trosfæller. Min kultur adskiller sig grundlæggende fra deres ved, at jeg ikke tror på, at en forvirret hippie i Palæstina for 2000 år siden var Guds søn – endsige at denne tro skulle sikre mig opstandelse og evigt liv. Søren Krarup har skrevet, at hvis man ikke tror på dette, er man slet ikke dansker. Dette udsagn og den kristne tro i almindelighed har klare psykotiske træk, sådan som det springer i øjnene i Luthers anbefaling af massakrer på jøder, i Krarups forsvar for massakrer på muslimer – og ikke mindst når Breivik sætter handling bag tankerne.

Det forfærdende er, at disse massakrer også anbefales af Jesus, f.eks. når han fortæller en lignelse med følgende konklusion: 

”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” (Lukas 19/27)

Det var ved en sådan lejlighed, besindige jøder mente, at Jesus var besat af en ond ånd. I dag ville man vel kalde ham psykotisk. Mange kristne hævder, at disse ord ikke er Jesus’ konklusion, men fremsættes af en herremand i lignelsen, hvilket kun viser deres mangelfulde evne til indenadslæsning. Andre hævder, at Jesus’ anbefaling af religiøse massakrer, ”kun” relaterer sig til dommedag – som om massakrerne skulle blive bedre af det. Andre igen hævder, at Lukas ikke refererer Jesus korrekt – og sandt er det da, at man altid skal være på vagt over for journalistiske referater. Men hvis man indtager den holdning, kan man jo heller ikke fæstne lid til de Jesus-citater, man er enig i. 

Så langt fra at opfatte islam som et fjendebillede har jeg utvivlsomt flere venner i den muslimske verden end i den kristne. Og der går sjældent en dag, hvor jeg ikke hører enten den iranske sanger Mohammed Reza Shajarian eller den pakistanske Nusrat Fateh Ali Kahn. De repræsenterer en kunstnerisk rigdom, som kan være væsentligt mere nærværende end Carl Nielsens sange og endda The Great American Song Book. 

Når jeg kører med en pakistansk taxcachauffør, har jeg gjort det til en vane at spørge, om han kender Nusrat. Og hver eneste gang svarer han med et begejstret tryk på cd-afspilleren, hvor Nusrats guddommelige stemme altid ligger klar. Det resulterer enten i en fordobling af drikkepengene eller en gratis taxatur – samt en taknemlighed over det multikulturelle samfund, som vi begge lever i. Denne taknemlighed kan også resultere i, at jeg vågner med en af min barndoms salmer på læberne: også den kristne kultur rummer kunstneriske værdier, jeg nødigt ville undvære.

Men de kristne i Dansk Folkeparti kender ikke til denne multikulturelle rigdom, fordi deres hjemstavnsparanoia forhindrer dem i at åbne øjnene for den store og forunderlige verden, vi lever i. Deres had til muslimerne er patologisk og bunder formentlig i et uerkendt, men velbegrundet selvhad. For alt, hvad de projicerer over i den muslimske kultur indgår jo også i den kristne:

Æresdrab er ikke blot et muslimsk fænomen. Også blandt kristne danskere forekommer det, at mænd slår kone og børn ihjel, fordi de føler deres ære krænket. Adskillige medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet dømt for at overtræde straffeloven  med deres påstande om, at muslimer voldtager og myrder deres døtre og koner. Det gør etniske danskere som bekendt også, omend denne praksis hverken er almindelig inden for islam eller kristendommen. 

Vi regner det arrangerede ægteskab for en muslimsk specialitet, skønt også det er en del af den kristne tradition. I mine bedsteforældres generation var det helt naturligt, at beslutning om ægteskab ikke kune overlades til forelskede unge brushoveder, for det omfattede ikke blot deres flyvske følelser, men også noget så konkret som slægtsgårdens videreførelse.

Karen Blixen, hvis fortællinger jo oftest foregår i det gamle Danmark, lader hovedpersonen i Det drømmende barn indgå et arrangeret fætter-kusine-ægteskab, og fortælleren tillader sig med pokerfjæs at forsvare det med, at den pågældende nu har til opgave også at finder tilbøjelighed for sin ægtefælle. Denne opgave kan mageligt tage et helt menneskeliv, og det betyder, at hendes mand er heldigere stillet end den ægtemand, der er valgt af tilbøjelighed. Han risikerer nemlig, at kvinden sidenhen får andre tilbøjeligheder!

Det mest chokerende ved Sørine Gotfredsens kronik er, at hun lige som Oslo-terroristen forlader sig på det “tidløse instinkt”, at ”volden vil bryde ud, når islam og kristendommen støder sammen.” Det er altid farligt at forlade sig på instinkter, som er den direkte vej til fascisme. Hendes defaitiske verdensbillede er da også en konstruktion. Muslimer, kristne og jøder har levet udmærket sammen, specielt i lande under muslimsk herredømme. Det er oftest, når de kristne kommer til magten, at de fordriver eller massakrerer de jøder og muslimer, der ikke ønsker at konverterer til kristendommen. 

Det for alvor skræmmende ved Sørine Gotfredsens kronik er, at hun betragter denne specialitet som tidløs tale, og fremhæver, at  Anders Behring Breiviks ”rationale står lysende tilbage.” Det er heldigt, at Gotfredsen har skabt sig en gud, der kan tilgive hvadsomhelst, for lige netop her kommer vi andre til kort.