UDLÆNDINGEPOLITIK. Hvis man spurgte danskerne, om de finder det rimeligt, at danske statsborgere følger deres hjerte ved valg af ægtefælle og har ret til at forblive i Danmark med deres udkårne, ville det store flertal svare ja.

Det politiske uføre

AF CHRISTIAN BRAAD THOMSEN
Filminstruktør og forfatter

kommentar

Det er ikke usædvanligt, at lovovertrædere retter deres vrede mod den domstol, der påtaler deres lovbrud. Det er dog næppe set før, at politikere, der har foretaget lovovertrædelser, gør det samme i stedet for at rette ind efter rettens afgørelser. Vort retssamfund er baseret på en klar adskillelse af den lovgivende og den dømmende magt, og det er endnu et eksempel på retssamfundets opløsning, når et ryggesløst politisk flertal drager EF-domstolens udlændingeafgørelse i tvivl.

          Birthe Rønn  Hornbech mener (3.8), at EF-domstolen driver politik til skade for EU-demokratiet. Men ikke med ét eneste eksempel dokumenterer hun, at domstolen dømmer på tværs af de demokratisk vedtagne love.

          Det er derfor varm luft, når hun siger, at hun ikke vil begå traktatbrud, men heller ikke vil acceptere, at den danske udlændingepolitik ”skal undergraves af EF-domstolen.” Hvis hun ikke vil acceptere det, begår hun nemlig allerede traktatbrud, så sandt som det er EF-domstolens ret og pligt at sige fra, når vi overtræder de internationale konventioner, vi har tilsluttet os. EUs regler er på demokratisk vis vedtaget af alle medlemsstater og er dermed også en del af den nationale lovgivning. EF-domstolens opgave er bl.a., som chefredaktør Lisbeth Knudsen så præcist siger i samme dags avis, at sikre ”borgernes beskyttelse mod tilfældig national administration”.

Det er chokerende, at vi er kommet så langt ud i moralsk uføre, at vi straffer unge danskere med eksil, hvis de ved valg af ægtefælle ikke vælger efter dennes hudfarve, men i stedet lytter til deres hjerte. Regeringspartierne og socialdemokraterne undskylder denne modbydelige fremmedpolitik med, at de jo blot følger befolkningens ønsker. Det er der to ting at sige til:

          For det første kan et befolkningsflertals ønsker godt være forkerte og  udemokratiske over for det mindretal, der rammes, sådan som jøder erfarede det i Tyskland i 1930’erne og sorte i de amerikanske sydstater i 1960’erne. Det samme erfarede tamiler i Danmark i 1990’erne, og her nyttede det ikke, at justitsminister Erik Ninn Hansen forsvarede sin lovovertrædelse med, at han bare gjorde, hvad befolkningen ønskede. Også befolkningen er nemlig forpligtet til at overholde en lov, som er vedtaget på demokratisk vis. Dengang blev Ninn Hansen afsat ved en rigsret, fordi vi havde en ansvarlig opposition. Det har vi ikke i dag, hvor Socialdemokraterne i stigende grad er blevet en underafdeling under Dansk Folkeparti.

          Men jeg tror ikke, at det danske befolkningsflertal er så udemokratisk som tyskerne i 30’erne og sydstatsamerikanerne i 60’erne. Hvis man spurgte danskerne, om de finder det rimeligt, at danske statsborgere følger deres hjerte ved valg af ægtefælle og har ret til forblive i Danmark med deres udkårne, ville det store flertal svare ja. Hvis man derefter spurgte dem, om de er modstandere af tvangsægteskaber, ville det samme flertal svare ja. Ingen ville fatte, at de to synspunkter skulle være i modstrid med hinanden.

Men det mener politikerne åbenbart: hvis vi er modstander af tvangsægteskaber, må vi også gå ind for, at unge under 24 år ikke må slå sig ned i Danmark med den ægtefælle, de frivilligt har valgt.

          Denne følgeslutning savner enhver form for logik og må derfor dække over andre intentioner end de opgivne. Siden Anders Fogh Rasmussen tilsluttede sig den amerikanske krig i Irak, er det blevet acceptabelt, at politiske beslutninger begrundes med løgne. Derfor har mange også vænnet sig til løgnen om, at 24 års reglen er nødvendig i en sammenhæng, hvor den virker stik mod sin hensigt. Den skulle forhindre tvangsægteskaber, hvad den ikke gør. Derimod forhindrer den unge danskere i at gifte sig med den, de elsker, hvis de fortsat vil bo i Danmark.

          Når myndigheder ikke har anstændighed til at lade danskere gifte sig med hvem, de lyster, er det godt, at vi har EF-domstolen til at insistere på, at anstændigheden skal tilbage i dansk politik.