af Christian Braad Thomsen

Jeg har flere gange haft lejlighed til at kommentere den form for jazzkritik, Ib Skovgaard bedriver i Weekendavisen, senest da han i sin tid skrev en negativ anmeldelse af Copenhagen Jazzfestival, før festivalen ovehovedet havde fundet sted. Nu fortsætter han sin claivoyance med at slagte min bog “Drømmejazz” (15.1) ud fra indholdsfortegnelsen og registret.

Det generer Skovgaard, at jazzfremmede navne som Bob Dylan, Sigmund Freud og Jytte Rex optræder i bogen. Han kunne da også have nævnt Karen Blixen, J. S. Bach, Patrice Chéreau, Luis Bunuel, R.W. Fassbinder, Jean-Luc Godard, Samuel Beckett, John Cage, Monty Python og The Beatles. Det er åbenbart nyt for Skovgaard, at jazzen også er en del af et bredere kulturbillede.

Det generer ham desuden, at en række af han egne moderne favoritmusikere fra den amerikanske jazztradition ikke optræder. Det skyldes to ting: dels finder jeg dem ikke tilstrækkeligt væsentlige, dels finder jeg det vigtigere at dokumentere, hvordan jazzen fra ca. 1970 udviklede sig fra at være en specifik amerikansk kunstart til at blive en verdensmusik med rødder i en lang række nationale musikkulturer.

Jeg har ingen intentioner om at være jazzpolitiet til behag, men forsøger i stedet ud fra en stor kærlighed til jazztraditionen at vise, hvordan denne tradition til stadighed udvikles og udvides. På det punkt følger jeg jazzens første legendariske trompetist Buddy Boldens gode råd, når han sang: “Open the window and let the bad air out.”

Om Ib Skovgaard vil jeg nøjes med at sige, at det da er godt, at nogle mener, han er god til at skrive om cykelløb.