Erik Jensen begår en klassisk brøler i sin anmeldelse af Nicolas Winding Refns ’Bronson’ (24.6): han sætter lighedstegn mellem hovedpersonens moral og filmens morale. Når Bronson begår mordforsøg, mener anmelderen, at filmen beskriver dette som ”legitimt”, fordi offeret er pædofil, og beskylder filmen for ”lurende homofobi”. Det er der ikke belæg, idet filmen på intet tidspunkt går ind for Bronsons handlinger.

            Det svarer nøje til, at Bettina Heltberg i sin jording af den fremragende tv-serie ’Klovn’ (26.4) mente, at Casper Christensen i serien ”er så utiltalende, at det må smitte af på opfattelsen af skuespilleren selv.”

            Sådan havde jeg det også som dreng. Jeg var overbevist om, at en film altid holdt med sin hovedperson, samt at de onde og gode i en film også var onde og gode i privatlivet. Det tog mig nogle år at forstå, at der skal en god skuespiller til at spille et ondt menneske. Denne indsigt har de pågældende kritikere på Politiken endnu ikke nået.