Af Christian Braad Thomsen

Kunsten at krænke og såre er ikke populær blandt disse års identitetspolitiske mimoser, skønt netop denne kunst i århundreder har været en central del af både videnskab og kunst. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal stræbe efter at være krænkende, men det betyder, at krænkelser uvægerligt vil være en del af megen nytænkning. Det er vigtigt at forsvare kunsten at krænke. Visse holdninger er jo vitterligt så indskrænkede og fordummende, at det kan være en opbyggelig og menneskevenlig handling at krænke dem.

Krænkelser er ikke blot uundgåelige, men vigtige i menneskers omgang med hinanden. Det er via krænkelser, at vi har mulighed for at blive klogere. Hvis f.eks. en ung pige fra et indremissionsk miljø i Vestjylland kommer til København for at studere, vil hun nemt havne i et miljø, hvis omgangsformer hun oplever som krænkende. På Københavns Universitet har man for nylig besluttet, at det at det fremover vil være de ”krænkedes” oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet for enhver sag – uanset ‘krænkerens’ intentioner. Men en oplevelse kan jo også være forkert. Det er absurd, når mimoserne vil tage udgangspunkt i den personlige oplevelse. Lad mig som eksempel tage en af vor kulturs største krænkelser:

De fleste kristne var dybt krænkede, da Kopernikus og Galilei i 1500-tallet påstod, at jorden ikke var flad, men rund, og at den bevægede sig om solen og ikke omvendt. Krænkelsen var så betydelig, at deres værker blev brændt på bålet, og der ville Galilei også selv være endt, hvis han ikke havde afsvoret sin viden. Tilsvarende blev i vor tid det vigtigste i den tysksprogede litteratur brændt på de nazistiske bogbål fra Thomas Mann og Stefan Zweig til Albert Einstein og Sigmund Freud, fordi man mente, at deres værker krænkede familiens ære.

 

Det er disse forfærdende tider, som nu er ved at blive genoplivet af identitetspolitiet. Dette må være gået op for de fleste, da en leder på CBS gav en mørkhåret dansk kvinde en undskyldning, fordi hun følte sig krænket over, at de havde sunget ”Den danske sang er en ung blond pige”. Han lovede, at sangen ikke mere ville blive sunget, et forbud, der dog siden er blevet ophævet af hans rektor.

I USA og Canada har adskillige radiostationer derimod på opfordring forbudt ”Baby, it’s cold outside” i bl.a. Ray Charles’ og Betty Carters smukke version. Censorerne mener i deres formørkede fantasi, at sangen er en hyldest til voldtægt. Den er faktisk det modsatte. Broadway-komponisten Frank Loesser skrev den som en duet mellem sig selv og sin hustru til et privat selskab. Den handler om en kvinde, der gerne vil overnatte hos sin kæreste, men ikke rigtigt tør på grund af tidens bornerte regler for, hvordan kvinder skal opføre sig.

Det næste må blive et forbud mod Thøger Larsens smukke ”Danmark nu blunder den lyse nat”, dels fordi natten karakteriseres som lys i stedet for sort, men især fordi den rummer linjerne ”pigernes latter og lyse hår”. Det svarer til, om det skulle lykkes mig at få nedlagt forbud mod Judy Collins’ fortolkning af den skotske folkesang ”Black is the colour of my true love’s hair” med den begrundelse, at jeg udelukkes på grund af mit lyse hår.

Identitetspolitiets censur af den danske sangskat startede med ”Elefantens vuggevise”, hvor man pludselig ikke mere måtte synge, at elefantungen får en negerdreng som rangle. Nu må han nøjes med en kokosnød. Men hvorfor må han ikke lege med en negerdreng?  Det kunne de da begge have stort udbytte af, for hvem vil ikke gerne have en tur på en elefantsnabel? Mens ungen leger rangle, kan drengen lege gynge. Da jeg var dreng, legede jeg rangle med en hundehvalp, og hvis jeg blev for voldsom, skred dens mor ind med en diskret knurren. Vi havde begge stort udbytte af den leg og blev venner for livet. Hvis negerdrengen og elefantungen fik de samme muligheder, ville negeren senere i livet kunne hjælp elefanten ud af den rovdrift, den i dag må finde sig i. Men i stedet har sprogpolitiet sat en effektiv stopper for den slags venskaber.

 

Også selve sproget udsættes for absurde forbud. Det gælder f.eks. ordet ”neger”, der nu kun må omtales som ”n-ordet”. Der ligger en masssiv sproghistorisk uvidenhed bag denne kriminalisering af et uskyldigt ord.

”Nigger” har altid været de amerikanske racisters foragtelige betegnelse for de sorte, mens ”negro” (neger) har været de sortes egen stolte betegnelse for sig selv. Fra starten af sin karriere brød f.eks. Duke Ellington sig ikke om, at hans musik blev kaldt ”jazz”, for det var et slangord for ”kneppe”. Med sin stærke og stolte racebevidsthed insisterede han på, at han spillede ”negro music”. Det var en hædersbetegnelse. I dag er det fuldt accepteret at kalde Ellingtons musik for kneppemusik, mens hans eget forslag betragtes som en hån mod de sorte.

Og i sin berømte ”I have a dream”-tale ved Washington-marchen i 1963 brugte Martin Luther King betegnelsen ”negro” mindst ti gange, bl. a. i en sætning som ” We can never be satisfied as long as the Negro is the victim of the unspeakable horrors of police brutality.” Den militante sorte digter og jazzkritiker Leroi Jones kaldte sin første jazzbog “Blues People” med undertitlen “Negro Music in White America”. Her insisterede han på, at jazzen er en protestmusik mod de forhold, man bød de amerikanske negre.

Jeg ved ikke, hvem der har bragt hædersbetegnelsen ”negro” i miskredit, men jeg gætter på, det er nogle uoplyste amerikanske college-studerende, det aldrig har hørt om Ellington, ,Luther King eller Leroi Jones. Under alle omstændigheder er der tale om en historieforfalskning af dimensioner. Det næste offer bliver formentlig H. C. Andersen med digtet: ”Sort er en neger al sin Tid. Ham kan man ikke vaske hvid. Men ind til videre kan man prise sig lykkelig over, at de danske identitetsmimoser ikke kender H. C., Andersen.

 

Et trist eksempel på krænkelseskulturens terrorregime er, at Amazon Studios ikke tør udsende Woody Allens seneste film ”A Rainy Day in New York” på grund af #metoo-anklager mod Allen. Filmen har været færdig i mere end et år, men efter at fire af filmens skuespillerinder har taget afstand fra Allen og fortryder deres medvirken, har Amazon Studios valgt at lægge filmen på hylden. Heldigvis har en af filmens hovedskuespillere, Jude Law, forsvaret Allen og kalder Amazons beslutning for ”frygtelig” – men forgæves.

Woody Allen er et af de mange uskyldige ofre for den #metoo-kampagne, som har sat retssikkerheden ud af kraft og erstattet den med almindelig sladder. Allens sag startede 4. august 1992, da han besøgte sine og Mia Farrows to adoptivbørn i Farrows lejlighed. En barnepige bemærkede, at Allen på et tidspunkt lå med hovedet i sin 7-årige adoptivdatter Dylans skød og orienterede Farrow, der gik amok og meldte sin tidligere samlever til politiet for pædofili. På dette tidspunkt havde de en konflikt om forældremyndigheden til børnene.

Nu er der jo mildest talt ikke noget i vejen for, at en far ligger med hovedet i sin datters skød. Denne form for fysisk ømhed kan være velgørende og vigtig for begge parter. Men Dylan sagde senere, at Allen også havde berørt hende i skridtet.

Politiet bad The Child Sexual Abuse Clinic på Yale-New Haven Hospital om at undersøge sagen. Undersøgelsen blev varetaget af en børnelæge sammen med en sygeplejerske og to socialarbejdere. De afviste, at Dylan havde været seksuelt misbrugt og fandt det mere sandsynligt, at Mia Farrow havde påvirket Dylan til at fremsætte denne anklage for at forhindre, at Allen fik del i forældremyndigheden. Et år senere blev sagen lukket af New York Department of Social Services med den begrundelse, at der ikke var grund til at antage, at Woody Allen havde foretaget sig noget utilbørligt over for Dylan.

Under påvirkning fra  #metoo-bevægelsen falder en række af Allens skuespillerinder ham nu i ryggen. De har ikke sat sig ind i den sag, som endte med, at alle anklager mod Allen blev frafaldet, men har i stedet ladet sig påvirke af en modebølge, som igen og igen rammer uskyldige.

Men tæller det da ikke, at Dylan også som voksen har fastholdt anklagerne mod sin adoptivfar? Nej, det gør det ikke. Det er velkendt, at mødre i skilsmissesituationer bruger opdigtede incestanklager for at sikre sig forældreretten over børnene. Det er også sket i Danmark i 1990’erne, og ”falske erindringer” har lige siden været et velkendt begreb i psykologien. Det er ingen kunst at plante falske erindringer i et mindreårigt barn. Herhjemme har vi bl.a. oplevet det i Roum-sagen, hvor en ukyndig psykolog fik en mindreårig pige til at ”tilstå”, at hun var blevet forført af en gruppe mænd, bl.a. hendes egen far. Mændene blev idømt hårde straffe – og først efter at de havde siddet flere år i fængsel blev de frikendt af den særlige klageret.

Lige så betændt var den såkaldte stavepladesag, hvor en gruppe socialpædagoger mente, at nogle stærkt retarderede børn var blevet misbrugt af deres forældre. Pædagogerne lærte børnene at kommunikere ved hjælp af staveplader, hvor de ved at udpege bogstav for bogstav fortalte om grufulde seksuelle overgreb. Problemet var bare, at det var pædagogerne selv, der førte børnenes hænder over stavepladerne og således fik børnene til at beskrive pædagogernes fantasier og ikke deres egen virkelighed.

Der trivedes i 1980’erne og 1990’erne et massivt incesthysteri, som nu takket være den betændte #metoo-bevægelse fastnagler Woody Allen i en forførerrolle, skønt han fra starten blev kendt uskyldig.

Et andet offer er den verdensberømte fotograf Chuck Close, som for et års tid siden blev anklaget af to modeller for at være kommet med sexistiske bemærkninger under en fotosession. Det er ikke oplyst, hvad de sexistiske bemærkninger skulle gå ud på, men de kan jo spænde mellem alt fra komplimenter om kvindernes udseende til uartige vittigheder. Begge dele ligger normalt inden for rammerne af det normale og acceptable. Utilbørlige fysiske overgreb har derimod ikke været mulige i denne sag, eftersom Chuck Close sidder i rullestol. Men anklagerne førte til, at National Gallery of Art i Washington aflyste en planlagt udstilling med hans fotografier.

Og endnu et eksempel på #metoo-bevægelsens rædselsregime: den højt anerkendte forfatter og historiker Jin Buruma blev i fjor fyret som chefredaktør for New York Review of Books, fordi han havde bragt en artikel af Jian Ghomeshi, der var fyret for sin stilling som radiovært. En række kvinde havde anklaget Ghomeshi for seksuelle overgreb, men han blev pure frikendt via en retssag, og nu ville han bekrive, hvordan det føltes stadig at være mistænkt og forfulgt trods frifindelsen. Det kostede så også chefredaktøren hans stilling.

 

Også herhjemme er film blevet nægtet visning af identitetspolitiske grunde. Det skete f.eks. på LGBTQ-festivalen 2018, hvor flere film om transkønnethed ikke måtte vises, fordi skuespillerne ikke var transkønnede og derfor formodedes at ville krænke de transkønnede. Det er ufatteligt, at en filmfestival i den grad kan underkende skuespillernes formåen. Det svarer til, at man ikke kan vise gangsterfilm eller westerns, fordi skuespillerne ikke er bankrøvere eller cowboys og derfor kan komme til at krænke dem, der er det.

I dag regnes et fænomen som ”blackfacing” for krænkende, hvilket atter skyldes historisk uvidenhed. Det er da sandt, at hvide skuespillere i minstrel shows omkring 1900-tallet malede sig sorte for at parodiere negre, – men lige så sandt er det, at de første sorte  jazzkunstnere som Bessie Smith og Sidney Bechet tjente til dagen og vejen i disse minstrel shows, fordi deres musik var uønsket i det pænere USA.

Og i teaterhistorien er ”blackfacing” blot et andet ord for at sminke sig. I Shakespeares ”Othello” spilles hovedrollen af en sort maurer, og en af de første Othello-fortolkere, den sorte Paul Robeson, havde jo ikke tid til at medvirke i alle opsætninger af ”Othello”. Derfor blev stjerneskuespillere som Anthony Hopkins, Laurence Olivier og Paul Scofield­­­­­­­­ sminket sorte, hvad ingen drømte om at opfatte som krænkende. Den berømteste af alle var Orson Welles, der spillede hovedrollen i sin egen fremragende filmatisering af ”Othello”. I dag ville dette næppe være muligt, hvilket er til stor skade for film- og teaterkunsten. Hvad der foregår i sminkerummet opleves nemlig som krænkende.

 

At erstatte retssamfundets regler med almindelg sladder er en tradition, som går tilbage til 1970’ernes rødstrømpebevægelse, hvis slogan var, at man skulle ”offentliggøre det private”. Men egentlig går traditionen helt tilbage til min barndom, hvor det var velkendt, at sladder var kvindernes domæne. Heldigvis finder man efterhånden også kvinder blandt # metoo-bevægelsens skarpeste kritikere, f.eks. den tyske filosof Svenja Flaspöhler, der i et opgør med bevægelsen konkluderer, at i den verden, som #meetoo ønsker, ”vil forførelse ikke kunne eksistere, for enhver forførelsessituation indeholder en mulig grænseoverskridelse” (Weekendavisen 28.12.2018).

#Metoo startede i Hollywood, og bevægelsens støtter synes helt uvidende om, at Hollywoods puritanisme altid har været skræmmende. Helt op til 1967 herskede en Production Code, som forbød, at Hollywood-film viste homoseksualitet, sex mellem ugifte og sex på tværs af raceskellene. Man måtte heller ikke vise kønssygdomme eller satirisere over folks religiøse følelser. Alt dette var nemlig krænkende.

Det har imidlertid altid været kunstens privilegium at være krænkende. Derfor forbød nazismen den kunst, de kaldte ”entartet”, og denne forbudstradition videreføres nu af disse års krænkelsesbevægelse. Det er ubegribeligt, at en bevægelse, der repræsenterer et så skræmmende kunsthad, stadig forsvares i det mest af dagspressen.