Freud og nazismen

Weekendavisen: 23.12.2008.

Det Kgl. Teater skylder os en undskyldning for grotesk påstand i programmet til tysk gæstespil.

Christoph Marthalers bemærkelsesværdige gæstespil på Det Kgl. Teater/Glyptoteket, Værn mod fremtiden, ledsages af et program med en utilstedeligt fejlagtig oplysning. I en redegørelse for Østrigs fortrængning af nazisternes barnemord beklager historikeren Wolfgang Neugebauer, at man i dokumentariske skildringer heller intet finder om Krafft-Ebings, Wagner-Jaureggs og Sigmund Freuds ”medvirken til nazismens medicinske forbrydelser”.

            Denne påstand er særligt modbydelig i Freuds tilfælde, fordi han jo tværtimod at deltage i disse forbrydelser risikerede livet med sin ranke, kompromisløse anti-nazisme. Hans bøger blev brændt på de nazistiske bogbål 1933, og ved nazisternes indmarch i Østrig 1938 blev hans hjem ransaget af Gestapo og hans datter Anna arresteret. Kun takket være en international redningsaktion lykkedes det Freud at undslippe til London. Så heldige var hans fire søstre ikke. De blev dræbt i Auschwitz sammen med andre af hans familiemedlemmer.

            På den baggrund er det helt uantageligt, når Wolfgang Neugebauer i programmet hævder, at Freud skulle have medvirket i de nazistiske forbrydelser. Han blev tværtimod offer for dem. Lige så grotesk er det at påstå, at Krafft-Ebing havde andel i disse forbrydelser. Denne pioner inden for seksualforskningen døde nemlig i 1902.

            Derimod er lægen og hospitalslederen Wagner-Jauregg ikke skyldfri. Han var en anerkendt Nobel-prismodtager, som i lighed med nazisterne mente, at Freuds teorier ”ikke hørte hjemme på en videnskabelig kongres, men var et anliggende for politiet.” Wagner-Jauregg var selv tilhænger af racehygiejne og meldte sig i 1940 ind i det nazistiske parti. Skønt han næppe selv har deltaget i barnemord, var han med til at levere nazisternes teoretiske begrundelse for disse eutanasi-aktioner.

            Alt, hvad Freud har skrevet, er derimod en krænkelse af det nazistiske menneskesyn. Freud forsvarede til hver en tid de skæve, de udstødte, de anormale. Det ved den respekterede historiker Neugebauer formentlig udmærket, men hvorfor skriver han så det modsatte? Jeg kan næsten kun forestille mig, at det skyldes en horribel oversættelsesfejl.

            Under alle omstændigheder skylder Det Kgl. Teater os en forklaring og en undskyldning. Det er teatrets ansvar, at denne brøler ikke er blevet opfanget.

Christian Braad Thomsen har udsendt Freud-biografien Sigi Erobreren (Hans Reitzel) samt et tobinds udvalg af Freuds breve (Klim)