Men hvorfor overmandes de kristne så af et mærkeligt sprogligt armod, når de skal redegøre for deres tro? Forveksler de opstandelsen med en rejsning,  eller er den psykotisk forestilling?

af Christian Braad Thomsen

Johannesevangeliet indledes som bekendt med de berømte ord: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Konklusionen på den remse er, at vi blev til ved ordets magt, og derfor kan man godt undres over det sproglige armod, der ofte præger de kristne, når de skal redegøre for deres tro. Således bruger forlæggeren Jakob Qvist igen og igen ordene imod deres   pålydende værdi i Information 13. april, hvilket gør en normal samtale vanskelig. Lad mig nævne en række eksempler.

          De kristnes tro på kødets opstandelse er en kilde til stadig undren for os andre – og til evindelig splid mellem de kristne indbyrdes. Jeg har overværet en i mange henseender fornuftig præst på et offentligt møde fortælle om, at han personligt har været ude for kødets opstandelse. Det skete, da han fik en ny kone. Tidligere havde han været lidt slap i kødet, men nu var det pludselig helt anderledes. Vi andre ville vel her have brugt ordet ”rejsning” i stedet for ”opstandelse” og desuden mene, at kødet nok kun har været skindødt, siden det kunne rejse sig på ny.

          Men selv kristne kan dårligt være i stue med hinanden uden at komme i strid om opstandelsen. Det ligger fast, at biblen og den lutherske trosbekendelse ikke giver ved dørene: Jesus blev henrettet og genopstod derefter fra de døde. Mange præster har dog en lumsk mistanke om, at det næppe var tilfældet alligevel, men er nødt til at fastholde påstanden hver søndag, hvis de vil bevare deres embede. Denne gemene pengeafpresning afværger de ved at sige, at vi ikke behøver at tage opstandelsen bogstaveligt, men kan tolke den billedligt. Det gør f.eks. professor dr. theol. Svend Andersen (Kristeligt Dagblad 27.4):

”Det, der er afgørende, er, at selv om Jesus døde på korset, er han levende for os i en eller anden forstand. Han gør sin virkning, han er til stede i nadveren, og vi kan tale til ham.”

Svend Andersen siger her noget, som vi alle kender til. Vi kan i fantasien føre samtaler med vores døde venner, de er stadig levende i os, og de gør bl.a. deres virkning, når vi opsøger de restauranter, hvor vi var vant til at spise med dem. Men det giver os ikke grund til at mene, at de er genopstået fra de døde. Det understreger tværtimod dødens uigenkaldelighed og er en del af sorgarbejdet. Mange af Svend Andersens kollegaer mener da også, at han fører ateistisk tale og tager den vigtigste pointe ud af kristendommen, nemlig at Jesus rent faktisk genopstod.

Det mener Jakob Kvist også. Han vil ikke høre tale om rationelle forklaringer på opstandelsen, men fastholder den som en ”irrationalitet”. Samtidig siger han, at der ikke er nogen modsætning mellem videnskab og kristendom, uden at han dog henviser til, hvor vi kan finde videnskabeligt belæg for opstandelsen.

Dermed har de kristne skabt en religion, der hjælper tilhængerne over en af tilværelsens absolutter. De fornægter dødens endegyldighed og erstatter den med en forestilling om at genforenes med deres kære i paradis. I normalsproglig tale ville man kalde denne fornægtelse psykotisk, og der er ikke grund til at vælge anden betegnelse, bare fordi den trives inden for et statsautoriseret religiøst system. Dette er ingen ringe terapeutisk præstation af kristendommen at give psykosen en samfundsmæssigt acceptabel form.

Lovreligion

Jakob Kvist hævder som så mange andre, at kristendommen ikke er en lovreligion. Det gør de for på frelst og farisæisk vis at lægge afstand til islam og jødedom, men de synes ikke opmærksomme på, at de derved også kommer til at lægge afstand til Jesus. Han var aldeles ikke kommet ”for at nedbryde loven eller profeterne”, men for at bekræfte loven. I samme åndedrag går han endda for ind for legemsafhugning af en mere satanisk art end den, der praktiseres i visse muslimske lande. Jesus forlanger, at man selv skulle hugge sin højre arm af og rive sit højre øje ud, hvis man med disse legemsdele har overtrådt loven, f.eks. ved at kaste et lystent blik på en andens hustru. (Matthæus 5/17-30).

Jesus refereres normalt for at prædike kærlighed og barmhjertighed, men han var også besat af en fundamentalistisk vrede, som de kristne i dag projicerer over på muslimerne. Da folk i hans hjemby var lidt modvillige til at omvende sig, lovede han byen en værre skæbne end Sodoma, der som bekendt gik op i flammer. Ved en anden lejlighed forkyndte han: ”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” (Lukas 10/15, 13/1 og 19/27).

Det mærkelige er, at kirken fuldstændig har fortrængt denne ubarmhjertige side af Jesus. Da jeg i Kristeligt Dagblad gjorde biskop Jan Lindhardt opmærksom på sidstnævnte skriftsted, indrømmede han, at det havde han overset, men tilføjede så, at min bibellæsning er fundamentalistisk. At man nu pludselig skal gøres til fundamentalist, fordi man kan læse indenad, er endnu et udtryk for de kristnes sproglige armod – og en fornægtelse af Johannesevangteliets indledende ord. Ned gennem historien er der da også foretaget de mest forfærdelige etniske udrensninger med udgangspunkt i Jesus’ ord. Ingen religion eller ideologi er blodigere end kristendommen. De kristne har ubarmhjertigt nedslagtet muslimer, jøder, negre og indianere med en grusomhed, som gør nazismen til kristendommens logiske konsekvens, – sådan som det jo også fremgår af Luthers udtrykkelige anbefaling af etniske massakrer mod tyske jøder. Det kan man læse i Mod tyrken og jøden, som er udsendt af Søren Krarup på Tidehvervs forlag, efter at dette skrift ellers kun har været udgivet på dansk af nazistiske forlag.

Godt og ondt

Jakob Kvist mener, det er menneskets rationalisme, der er skyld i det 20. århundredes blodbade, og han udnævner Stalin og Hitler til rationalister. Igen står vi over for en mærkelig forvridning af ordet: så langt fra at være rationalister var Stalin og Hitler da hildet i irrationelle forestillinger, der gjorde dem lige så skingrende vanvittige som dem, der foretog massakrer i Jesus’ navn. Kvist mener imidlertid, at Stalins og Hitlers forbrydelser udsprang af den forestilling, at kraften og storheden lå i dem selv i stedet for i en instans uden for dem selv. Det er jeg ikke så sikker på. Også for dem lå kraften vel i en ekstern instans, f.eks. i det kommunistiske og det nazistiske parti – og kristendommens blodige historie viser med al tydelighed, hvor farligt det er at stille sig til rådighed for en større kraft end en selv, sådan som Kvist anbefaler.

Jakob Kvist vil gerne lade den kristne syndsbevidsthed omfatte os alle, når han siger, at ”vi alle sammen var med til at slå vores Gud ihjel”. Måske skal han her nøjes med at tale for sig selv – og vel ikke engang det, for Jesus begik jo selvmord, idet han frivilligt valgte døden, fordi han var hildet i den vildfarelse, at det var hans fars vilje. Men Kvist har i det hele taget en besynderlig tendens til at lade egne svagheder gælde os alle, f.eks. når han mener, at ”det er os ikke forundt” at identificere det gode. Jeg tror gerne, at han på grund af sin syndsbevidsthed ikke er i stand til at skelne mellem godt og ondt, men igen synes jeg, han skulle tale for sig selv og ikke pådutte os andre sine problemer.

Vi er tværtimod mange, der ikke lider af berøringsangst over for godt og ondt. Kvist mener ikke, man skal opfatte sig selv som ”et bedre menneske end naboen, der stemmer på Dansk Folkeparti”. Det synes jeg ellers roligt, man kan gøre. Man behøver endda ikke at føle sig særlig selvgod, fordi man føler sig bedre end dem, der stemmer på dette sammenrend af racister, islamofobikere og almindelige tossehoveder. Er vi så heller ikke bedre end dem, der i 30’erne og 40’erne stemte nazistisk? Hvor meget skal der til, før vi tør hævde, at nogle er bedre end andre? For Kvist er konsekvensen af kristendommen en almindelig værdinihilisme på jantelovens grund: ingen skal tro, de er bedre end de værste. Jeg kender ellers adskillige gode mennesker og synes, at Jakob Kvist må have en lidt kedelig omgangskreds, hvis han ikke også kender nogen.

Men man kan jo godt have en frygtelig mistanke om, at de kristne generelt er mere syndige end os andre, siden de har præsteret den genistreg at indrette deres gud så viseligt, at han tilgiver dem deres synder. Vi andre kan så mene, at det er lidt for billigt sluppet. Vi håber på tilgivelse fra vores nærmeste – og lykkes det ikke, må vi tage os gevaldigt sammen. Denne tilskyndelse har de kristne ikke. Med Jakob Kvist er det ”naivt” at tro, at man overhovedet kan identificere det gode, og med Luther og Krarup kan de derfor udbryde et ”Synd frejdigt!”

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter. Han uddyber sin kristendomskritik i erindringsbogen Vreden, Gudinde, Besyng! (Lindhardt og Ringhof)