Israelsk drab på filmskaber

Politiken : 12.08.2007.

Af Christian Braad Thomsen
Filminstruktør og forfatter

Den hollandske filminstruktør Theo van Gogh blev verdensberømt, da han blev dræbt af en muslimsk galning i 2004. Året før blev den britiske filminstruktør James Miller myrdet af en israelsk soldat, mens han var i færd med at lave dokumentarfilmen Døden i Gaza. Dette drab er gået stort set ubemærket hen.

Mordet på van Gogh blev af anti-muslimske kræfter brugt til at oppiske en hetzagtig stemning mod muslimer, og de af os, der ikke deltog i hetz’en, blev på det mest smagløse gjort til sympatisører. Også vi mente tilsyneladende, at folk, der kritiserer islam, har fortjent dødsstraf. Men hvad skulle vi egentlig have protesteret imod? Retten gik jo sin gang. Morderen blev arresteret og dømt. Det ville hurtigt virke usmageligt, hvis man skulle protestere mod drab, hver gang et menneske bliver myrdet et sted verden.

James Millers morder er imidlertid gået fri, og sagen er stort set ubeskrevet i dansk presse. De nærmere omstændigheder ved drabet er fastholdt på den film, som Miller var i færd med at optage:

Filmholdet forlader efter mørkets frembrud en palæstinensisk families hjem i flygtningelejren Rafah. De bærer et hvidt flag. Da de er gået tyve meter, bliver de uden varsel beskudt af israelske soldater. Efter 13 sekunders pause råber Millers producent: ”Vi er britiske journalister.” Så falder det skud, der dræber Miller.

Den israelske hær forsvarede sig med, at soldaterne var under beskydning og blot havde forsvaret sig. Vidner siger, at der ikke fandt krydsild sted, hvilket bekræftes af filmoptagelserne. Et medlem af filmholdet sagde senere til den israelske undersøgelsesdomstol, at de israelske soldater havde forsøgt at få ham til at sige, at Miller var blevet dræbt af palæstinensere. Det nægtede han naturligvis. Det viste sig siden, at kuglen i den dræbtes hals var israelsk.

          En 10-mands jury ved St. Pancras Coroners Court i London har fastslået, at nedskydningen af Miller var i strid med Geneve-konventionen, og at han rent faktisk blev myrdet.

James Miller var en højt anerkendt dokumentarfilminstruktør. Han arbejdede bl.a. for britiske Channel Four og har lavet to film i Afghanistan, Beneath the Veilom Taleban-bevægelsen og Unholy War, som blev prisbelønnet med tv-verdenens højeste pris, Emmy. Også en film om de serbiske massakrer er Emmy-belønnet.

Pressens behandling af van Gogh- og Miller-drabene rejser uundgåeligt et pinligt spørgsmål. Når van Gogh-drabet blev slået så stort op, skønt gerningsmanden hurtigt blev dømt, skyldtes det så, at han var muslim? Og når Miller-drabet er temmelig ukendt for danske læsere, og gerningsmanden er gået fri, skyldes det så, at han er jøde?