af Christian Braad Thomsen
Filminstruktør og forfatter

Det fremgår af en helsidesartikel (8.5), at der igen er gang i smædekampagnen mod Sigmund Freud i anledning af en ny “afslørende” bog af den franske filosof Michel Onfray.

Det er der jo ikke noget nyt i, og herhjemme kan vi sagtens overtrumfe den franske kampagne: Erik Danielsen har i sin Freud-bog bragt det rygte til torvs, at Freud planlagde mord på sin bedste ungdomsven, Bettina Heltberg har gentagne gange skrevet i Politiken, at han anbefalede lemlæstende operative flytninger af kvindens klitoris – og Det kongelige Teater overtrumfer dem begge ved i et program at hævde, at Freud medvirkede “til nazismens medicinske forbrydelser” herunder aflivning af evnesvage. Denne påstand er særligt modbydelig, fordi Freud jo tværtimod risikerede livet med sin ranke, kompromisløse anti-nazisme.

Smædekampagnen blev startet allerede i Freuds levetid af lægen og Nobel-prismodtageren Wagner-Jauregg, som mente, at Freuds teorier “ikke hørte hjemme på en videnskabelig kongres, men var et anliggende for politiet.” Siden blev Freuds bøger brændt på de nazistiske bogbål til begejstring for C. G. Jung, der skrev, at nu måtte Freud snart indse, at det ariske ubevidste er det jødiske langt overlegent. Wagner-Jauregg meldte sig i 1940 ind i det nazistiske parti.

Freuds bøger var også forbudte i Sovjetunionen, og smædekampagnen har stærke rødder i det nazistiske eller det kommunistiske livssyn. Det gælder også Onfray, der udgår fra Ligue communiste révolutionnaire. Kampagnen kan vanskeligt gendrives med argumenter, fordi bagmændene ikke selv bruger argumenter eller kildehenvisninger og dermed negligerer de mest elementære regler for en demokratisk debat. I stedet benytter de fri fantasi – eller “frie associationer”, der jo rigtignok blev introduceret af Freud som en del af helbredelsesprocessen, men dog kun under forudsætning af, at man havde sygdomserkendelse.

Det bedste svar til hetzmagerne er at sætte sig ind i Freuds værk, som fortsat er en svimlende udfordring for tanke og følelse og præget af stor sproglig skønhed. Og som Freud var forud for sin tid, var han egentlig også forud for smædekampagnen. Han erkendte finurligt, at det, han havde fundet ud af, sådan set ikke var andet, end hvad gamle koner altid har vidst, nemlig at drømme har en betydning, og hvad unge barnepiger også ved, nemlig at børn har en seksualitet.

Der udkommer fortsat vidende og respektfulde bøger om Freud skrevet af fagfolk, der i modsætning til hetzmagerne har sat sig ind i hans værk. Men disse bliver aldrig omtalt i Politiken, – skønt det da er en større nyhed, at der skrives gode bøger, end at der til stadighed udsendes en lind strøm af vrøvl i bogform.

Christian Braad Thomsen har skrevet Freud-biografien Sigi erobreren og er medredaktør af antologien Fokus på Freud samt har redigeret et udvalg af Freuds breve på dansk.