Af Christian Braad Thomsen
Forfatter og filminstruktør

Politiken har et alvorligt problem ved at gøre sig til talsmand for #metoo-bevægelsen.   Dermed bliver avisen nemlig ude af stand til at forholde sig kritisk til bevægelsen, hvad der ellers kan være god grund til, fordi den grundlæggende erstatter retssamfundets normer med almindelig sladder. I stedet for at gå til myndighederne, hvis man udsættes for seksuelle overgreb, vælger mange kvinder i disse måneder ikke at skelne mellem overgreb og flirt, så selv den mest uskyldige kontakt med en mand gøres til et overgreb. Og de bakkes trofast op af den tidligere kulturradikale avis Politiken, som efterhånden fremtræder som en mere udadvendt filial af Kristeligt Dagblad.

Det seneste eksempel er, at Morten Østergaard må træde tilbage fordi han for ti år siden lagde sin hånd på en kvindes lår. Jeg kender næppe nogen mand, der ikke har lagt sin hånd på en kvindes lår – og næppe nogen kvinde, der ikke i visse situationer har nydt det. Men er nydelsen behersket, fjerner hun naturligvis hånden i al diskretion. I dag kommer manden på forsiden af Politiken.

Det gør Jeppe Kofod også, fordi han for 12 år siden havnede i kanen med en 15-årig pige. I en forsideleder tales om hans ”svigt”. Men hvilket svigt? Pigen var over den seksuelle lavalder, forholdet var frivilligt og dermed fuldt lovligt. Så Kofod har ikke svigtet andet end den bornerte moralisme hos Politikens chefredaktør, og moralisme bør aldrig være et argument i den offentlige debat.

 

Men man skal jo gribe i egen barm, før man griber i andres, så før jeg yderligere dokumenterer Politikens problem, må jeg undersøge, om jeg selv har et. Jeg har derfor ransaget min hukommelse for at finde eksempler på, at jeg har gjort mig skyldig i sexchikane, men forgæves. Jeg har kun kunnet finde ét eksempel, og det beroede på en fortalelse:

I min tid som direktør for Odense Film Festival takkede jeg altid i min indledende tale de mange frivillige kvinder, som arbejdede gratis under festivalen. Deres eneste løn var, at de forhåbentlig fik en værdifuld erfaring på deres mulige vej ind i filmbranchen. Men et år gik det galt. Jeg kom til at takke de ”villige” kvinder i stedt for de ”frivillige”, og jeg opdagede først min bommert, da publikum begyndte at more sig uhæmmet. Gennem hele festivalugen blev ”frivillig” nu ofte erstattet med ”villig”, og det var der ingen, der havde noget imod, så vidt jeg kunne skønne. Dengang kunne man endnu grine af den slags. I dag var også jeg sikkert havnet på forsiden af Politiken.

Mere skal der nemlig ikke til, før man ifølge Politiken har gjort sig skyldig i sexchikane. Det begyndte alt sammen med, at Politiken syntes, vi også måtte have en dansk pendant til Harvey Weinstein, og derfor ryddede avisen sin forside og lod 5-6 praktikanter på Zentropa kritisere Peter Aalbæks sprogbrug over for dem. Da så ca. 80 tidligere og nuværende praktikanter bakkede op om Aalbæk, gemte Politiken deres henvendelse væk i en beskeden opsætning inde i avisen. Han skulle absolut dømmes skyldig, uanset hvad det store flertal af praktikanter sagde.

 

Nu rydder Politiken så igen forsiden, fordi en række politikere mener, de har været ude for sexchikane (26.9). Og over tre hele sider inde i avisen specificeres det, hvad de har været ude for. Det er i en vis forstand rystende læsning, for et overvældeende antal af disse eksempler har efter min bedste overbevisning intet med sexchikane at gøre.

Et kvindelig folketingsmedlem opfatter det som sexchikane, at en mand hviskede til hende: ”Din parfume dufter af sex”. Nu har jeg sådan set aldrig forstået, hvorfor nogle kvinder bruger parfume (eller for den sags skyld pudder, parfume, øjensværte og neglelak), men jeg har altid troet, at et vigtigt formål var at tiltrække mænds opmærksomhed. Men når det så lykkes, er et også galt. Manden fanges i en moderne catch-22, altså et paradoks, hvor man sidder i suppedasen, uanset hvilken løsning man vælger.

Også kvindens påklædning kan fungere som en catch-22.  Ifølge Politikens opgørelse af klager har en kvinde fået at vide, at ”skjorten skulle knappe til. Og charmen skrues ned, hvis hun skulle tages seriøst. Ellers var hun jo selv ude om, at folk gloede på hendes bryster.” I visse situationen kan det bestemt være et udmærket råd, som intet har at gøre med sexchikane, men tværtimod er en metode til at undgå chikane.. Men det modsatte viser sig så også at være galt. En anden kvinde brokker sig nemlig over, at hun ”har fået at vide af en partikollega, at det var vigtigt, at man kunne se hendes bryster tydeligt på valgplakaten.”

Med andre ord: den ene kvinde beklager sig over, at hun ikke tydeligt må fremhæve sine bryster, den anden beklager sig over, at hun tydeligt bør fremhæve dem. Logikken i disse beklagelser er ikke påfaldende.

En kvinde har fået at vide, at hun ”burde smile lidt mere, hvis hun ville have en chance for en politisk karriere”. Man kan altid diskutere, hvordan smilet og den alvorlig mine skal afbalanceres i den politiske debat, men dette er vel en del af den politiske indskoling, og har da mildest talt intet med sexchikane at gøre. Derimod kan det faktisk være et rimelig godt råd, hvis den pågældende kvinde har det med at ligne en sur mokke.

 

Men lad os nu undersøge nogle af de situationer, som er entydigt seksuelle:

En kvinde fik det råd, at hun burde ”gå med et ledende partimedlem hjem, hvis hun gerne vil komme nogen vegne i partiet, og hun sagde ja, fordi hun ikke så noget andet valg,”

Det har heller intet med sexchikane at gøre. Derimod kan man mene, at det vidner om en noget begrænset politisk horisont hos den pågældende kvinde, at hun ikke ser nogen anden vej til en post i partiet end at bolle sig frem. Hun synes ikke at være en, der har fortjent ens stemme.

Men hvis hun så når til tops på den måde, er det også galt. En anden kvinde får nemlig at vide, at ”hun kun er kommet til tops, fordi hun har knaldet sig vej derop.” Det kan man jo ikke udelukke. Hun kan udtrykkeligt have benyttet samme metode, som hendes kønsfælle handlede ud fra. Det får vi intet at vide om, men hvis det er tilfældet, kan man da ikke kritisere, at hun med en syrlig bemærkning bliver gjort opmærksom på det. Igen står vi over for en catch-22.

En af kvinderne anser det for sexchikane, at hun ”er blevet kysset på kinden af en mandlig politiker til et møde, hvor hun var ansat på hans kampagne.” Jamen du godeste. Hvor mange gange har man ikke uddelt et kindkys eller med den største glæde selv er blevet kysset på kinden af en kvinde? Hvis et kindkys er et overgreb, er der næppe den mand eller kvinde, som ikke har gjort sig skyldig i overgreb. Verden vil blive et koldere sted, hvis #metoo og Politiken fra nu af skulle få held til at forbyde kindkys.

Efter en lang aften i byen bliver en anden kvinde fulgt hjem af en partifælle, og da de tager afsked i hendes gadedør, ”kyssede han hende mod hendes vilje.” Ingen skal naturligvis kysses mod deres vilje, men hvis ikke man gør et famlende forsøg, finder man jo aldrig ud af, om den anden har lyst eller ikke. Hun fik så på en eller anden måde tilkendegivet, at det havde hun ikke lyst til; det respekterede han, og længere er den historie så ikke. Det har intet ned sexchikane at gøre, men er en del af nattens normale trafik mellem kønnene. Hvis man er nået til gadedøren, undersøger man ofte, om man kan komme længere endnu. Det kunne han så ikke, og det respekterede han.

Og selv når man få lov, kan man ikke regne med, at tilladelsen også gælder dagen efter. En praktikant havde under en fest i partiet sex med sin overordnede. I dagene derefter gjorde han ”tilnærmelser gentagne gange på skrift og på hendes kontor.” Det er da ærlig talt en rimelig og naturlig reaktion, når hun har haft frivillig sex med ham. Tænk hvis det modsatte var sket, nemlig at han i dagene derefter totalt havde negligeret hende. Så kunne hun med en vis ret beskylde ham for kun at være interesseret i et følelseskoldt engangs-knald. Nu er det så hende, der kun ville have en engangsforestilling, mens han tilsyneladende er blevet forelsket. Hvad er der nu galt med det? Er det sexchikane, at man giver udtryk for, at man gerne vil have mere?

 

En kvinde bliver under et landsmøde spurgt, om hendes korte kjole er udtryk for, at ”hun gerne vil kneppes af ham senere.” Her opfylder manden faktisk tidens ofte fremhævede kodeks om, at man skal spørge om lov, før man går til makronerne, men selv det at spørge er åbenbart også galt. Det er virkel­­­­ig ikke nemt at orientere sig.

Det gentager sig i situationen, hvor en anden kvinde er gået på bar sammen med nogle politiske venner. I løbet af aftenen spørger en partikammerat, om hun vil med hjem og have sex. Det er bestemt ikke første gang, der på en bar er fremsat dette venlige spørgsmål. Er det nu udtryk for sexchikane, at man spørger høfligt i stedet for straks at gå til håndgribeligheder? Også han opfylder tidens krav om, at man skal have tilladelse, men når man så spørger, bliver man også anklaget. Igen en uløselig catch-22. Kvinden skriver desuden, at han er 30 år ældre end hende. Nåh ja, og hvad så? Hvis aldersforskellen i sig selv er et argument imod sex, må man da vist mene, at kvinden ligger under for aldersdiskrimination.

Aldersdiskriminationen er også tydelig hos den kvinde, der beklager sig over, at ”en mandlig politiker i en alt for høj alder blinkede til hende.” Kræver det nu en bestemt alder, før man har lov at blinke til en ung kvinde? Og er der noget som helst galt i at blinke? Da hun derpå vender sig om, bemærkede hun, at han ”kiggede på hende røv” og derefter smilte til hende. Hun fortæller ikke noget om, hvorfor hun vendte sig om imod ham. Hvad kiggede hun mon på?

I det hele taget opfattes en vis aldersforskel tilsyneladende som argument for, at der her er tale om krænkelse og sexchikane. Heraf følger, at hvis aldersforskellen ikke havde eksisteret, og de pågældende således havde været jævnaldrende, var der ikke tale om en krænkelse. Den holder ikke ved byretten, men er indlysende aldersdiskrimination.

 

Man får næppe oplyst, hvilket miljø de krænkelsesmasochistiske  kvinder kommer fra, men man kunne da godt have en mistanke om, at mange har en katolsk eller indremissionsk baggrund. Lad mig igen illustrere med et personligt oplevet eksempel:

Under en filmindspilning skal vi optage en scene foran en pornobutik på Istedgade. I en pause under optagelserne går filmholdet på jagt i butikken og morer sig over en del af de udstillede billeder og varer – undtagen en ny kvinde på holdet. Hun forskanser sig i sin bil, og da jeg går over for at høre, hvorfor hun sidder her alene, fortæller hun, at hun er katolik og ikke kan more sig over, hvad der morer resten af filmholdet. Efter få år i filmmiljøet var hun dog ikke længere så katolsk, at det gjorde noget.

Jeg gætter på, at det næste, krænkelsesmasochisterne vil kaste sig over, er vore elskede viser og fædrelandssange, der jo er rige på tvetydigheder. I ”Den gamle skærslippers forårssang” af Sigfred Pedersen og Kai Normann Andersen hedder det således: ”Jeg sov hos landsbyens bedste tøs. / Med hende var det en fryd at bakse, / thi vårens duft var i hendes skød.” Der er indlysende tale om et éngangsknald, og ordet ”bakse” lader sig nemt fortolke, som at skærslipperen måtte bruge mild vold for at få sin vilje. En af vore mest elskede og sørgmodige viser er altså en hyldest til voldtægt. .

Endnu værre står det til i L. C. Nielsens og Carl Nielsens smukke ”Havet omkring Danmark”, hvor havet kaldes ”vort moderlige hav”, hvorefter kulminationen lyder: ”Vi pløjer dine enge med kølens ranke plov.” Man behøver ikke at have læst Freud for at vide, hvad ”kølens ranke plov” her symboliserer, når den pløjer moderhavets enge: sangen er en hyldest til incest.

 

Dagens debatklima er efterhånden så betændt, at man er nødt til at understrege, at man naturligvis ikke er tilhænger af sexchikane. Denne forpligtelse finder jeg i sig selv krænkende, for det burde jo slet ikke være nødvendigt at sige, at ingen nogenlunde normale mennesker er tilhængere af sexchikane.

Og netop af den grund er jeg dybt foruroliget over de mange falske anklager om sexchikane, som jeg har dokumenteret her. Det er ikke normalt, at mænd skal hænges ud for tilnærmelser, der intet som helst har med sexchikane at gøre. Vi lever i en tid, hvor det naturlige spil mellem kønnene i stadigt højere grad mistænkeliggøres. Resultatet er, at vi nogle år frem i tiden vil leve i et afseksualiseret samfund, hvor selv den mindste tilnærmelse bliver mistænkeliggjort – ind til pendulet så igen svinger den anden vej.

Men foreløbig har #metoo-debatten taget så groteske former, at det danske retssamfund og demokrati er i fare.