Psykoanalysens forkætrede skaber, Sigmund Freud, ville i dag være fyldt 150 år. I den anledning udsender Hans Reitzels forlag antologien Fokus på Freud, hvor en række Freud-kendere argumenterer for hans fortsatte aktualitet, f.eks. som religionskritiker.

Af Christian Braad Thomsen

filminstruktør og forfatter

Psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud var en af det 20. århundredes store religionskritikere, og han tog kristendommen på ordet, hvad der må synes naturligt i betragtning af Johannes-evangeliets indledning:

 ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”

Alligevel bryder de kristne sig ikke om at blive taget på netop ordet. De er endda indbyrdes uenige om, hvorvidt fundamentale trosbegreber overhovedet skal tages bogstaveligt, f.eks. ”kødets opstandelse”. I stærk kontrast til denne sproglige usikkerhed står Freuds tillid til sprogets helbredende virkning: psykoanalysen er en ”talekur”.

Den monoteistiske faderreligion, sådan som den udformes i jødedommen, kristendommen  og islam, er for Freud et eksempel på menneskets angst for at tage hånd om sit eget liv. Han betragter religionen som en neurose og som et værn mod at blive voksen. Når vi som børn efterhånden begriber, at vores far alligevel ikke er verdens stærkeste mand, melder en række andre muligheder sig: vi kan finde en stærk mand i politiske ideologier som kommunismen og nazismen, men vi kan også finde ham i religionen, hvor han ikke er underlagt realitetstesten. De kristne skaber i fantasien, hvad de har brug for i virkeligheden, nemlig en far, som er almægtig, alkærlig og alt-tilgivende

Vi kan også afskrive faderbehovet som infantilt og således vokse ud af det og tage ansvaret for vores egen tilværelse. Freud mente, at denne løsning er pant på voksenhed og derfor også den mest sjældne. Han var samtidig opmærksom på, at den religiøse løsning indebærer en stor fordel, idet ”den fromt troende i høj grad er beskyttet mod faren for visse neurotiske lidelser; påtagelsen af den generelle neurose befrier ham for at danne en personlig neurose.” (En illusions fremtid, 1927).

Tankegangen er interessant: lever man i et samfund, hvis sygdomme man er vant til at opfatte som tegn på sundhed, kan man acceptere meget som normalt. Den tankegang, som i den ene kultur kan forekomme neurotisk, kan i en anden kultur være værn mod neurosen. Vi finder det ikke normalt, hvis en ung mand delte de gamle nordboeres tro på, at lyn og torden skyldes Thors kørsel i hestevogn hen over himlen, men til gengæld finder nogle det helt normalt at tro på en gammel ørkenreligions ord om, at en  jøde engang trodsede naturlovene og genopstod, efter at han var henrettet: de beskytter sig mod den personlige neurose ved at antage den generelle.

Så vidt den kristne tro overhovedet er begribelig, synes Jesus at være både gud og menneske, både far og søn. Han er den gud, der dræbes af mennesket, men ved frivilligt at vælge sin offerdød, er han også det menneske, der dræber guden. Hans korsfæstelse er på paradoksal vis en soning af drabet på ham selv – og den nadver, han indstifter før sin selvvalgte død, er ifølge Freud en genoplivning af det totemmåltid, han beskriver i sit religionskritiske værk Totem og tabu (1912): de fordrevne sønner i menneskehedens urstamme vender tilbage og dræber deres far, hvorpå de fortærer ham – og bliver til ham:

”Den kristne kommunion er i grunden en ny likvidering af faderen, en gentagelse af den handling, der skulle sones.”

Det kan undre, at Freud afholder sig fra en analyse af Jesus’ Ødipus-kompleks, for det er jo ret specielt – og rummer stærke regressive træk. Ingen ved, hvad Jesus tænkte på, da han sagde, at hvis vi ikke bliver som børn på ny, kommer vi ikke ind i Guds rige. I bedste fald kan han i lighed med Freud have ment, at hvis vi fortrænger vores barndom, risikerer den at vende tilbage som et helvede. Men han kan også have ment det modsatte, nemlig at vi nødvendigvis må fortrænge vores voksenhed for at kunne se frem til et liv i himlen.

Det er imidlertid nærliggende at mene, at de kristne aldrig kan  blive som børn på ny, fordi de med en del af deres psyke aldrig er blevet voksne. I stedet har de fastholdt en urealistisk barnetro på, at deres far stadig er verden stærkeste mand. Længslen har det med at skabe sin egen genstand.

Jesus var sig smerteligt bevidst, at han selv var undergivet en faderinstans, der truede ham på livet. Denne faderinstans forsøgte han tilsyneladende at holde sig fra livet ved at opdele den i to, nemlig en far i himlen, som var god og kærlig, og en række jordiske faderskikkelser, som var intrigante og farisæiske. Dette dobbelt faderbillede var umådelig praktisk, for det hjalp ham over den ambivalens, de fleste andre har i forhold til deres fædre, som de både sætter sig op imod og samtidig elsker og er afhængige af. Men selv Jesus´ geniale spaltning af faderbillevirkede virkede ikke: til slut allierede den himmelske far sig med den jordiske og fik sønnen korsfæstet.

I det dobbelte faderbillede tilføjes der psykotiske træk til den religiøse  virkelighedsforvrængning, som Freud nøjes med at bestemme som en ødipal neurose: hvad man ikke længere har på jorden, skaffer man sig i himlen. Freud var helt værdifri i sin opfattelse af neurosen. Han karakteriserede den som en lup, hvorigennem vi tydeligere kan se, hvordan der ser ud i os alle. På samme måde rummer vi alle et psykotisk lag, og kommer det ikke frem på anden vis, oplever vi det hver nat, når bevidstheden slipper sit tag i os og tillader os at drømme. Det kan diskuteres, hvornår dette normalpsykotiske lag bliver patologisk. For det lille barn er det f.eks. naturligt, at det ikke kan rumme samlejets og dødens realitet, men det er nærliggende at tale om en psykose, hvis den voksne heller ikke kan. Kristendommen leder denne  psykose ind i samfundsmæssigt acceptable rammer med jomfru- og opstandelsestroen, som i århundreder har sat seksualiteten og døden ud af kraft. Og det er ingen ringe terapeutisk præstation.

Kristendommen identificeres ofte med et sæt leveregler, uden hvilke vor kultur ikke ville have nået dens nuværende menneskelige niveau. Nu ligger der jo rigtignok et ukristeligt hovmod i den opfattelse, at for så vidt som vi hedninge overhovedet er i stand til at udvise ømhed, godhed og kærlighed, skyldes det, at vi er påvirket af den kristne kultur. Man kunne med større ret hævde det modsatte. Nogle af de mest bestialske torturmetoder i menneskehedens historie er praktiseret i Guds navn. Det er intet tilfælde, at de kristne netop har valgt at lade deres kærlighedsbegreb være symboliseret ved et sadomasochistisk tegn som korset. Kirkens repræsentanter har langsomt pint livet ud af anderledes tænkende med den begrundelse, at hvis man befriede dem fra denne verden på en så smertefuld måde som muligt, gav man dem i sin store kærlighed et uimodståeligt tilbud om at omvende sig, mens tid var.

            Kirkens billede af Jesus er en udglattende konstruktion. Evangeliernes Jesus prædiker ikke blot kærlighed, men også had. I den kristne kirke har han derimod fået det hvide snit og er gjort til et glansbillede, mens hans voldelige tendenser i disse år er fortrængt og projiceret over på muslimerne, sådan som nazisterne projicerede dem over på jøderne. Men alt, hvad vi kritiserer muslimerne for, findes også i kristendommen. Volden er en uadskillelig del af Jesus’ forkyndelse. Han kender ikke til barmhjertighed mod dem, der ikke tror på ham. Med fundamentalistisk vrede siger han: ”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.” (Lukas 19/27)

Ned gennem historien er der da også foretaget de mest forfærdende etniske udrensninger  i Jesus’ navn. Ingen religion er blodigere end kristendommen. De kristne har ubarmhjertigt nedslagtet muslimer, jøder, negre og indianere med en grusomhed, som gør nazismen til kristendommens logiske konsekvens. Hitler gjorde ikke andet end at realisere, hvad den danske folkekirkes åndelige leder Martin Luther havde foreslået i sit skrift Om jøderne og deres løgne.

Her forslår Luther en effektiv behandling af jøderne, nemlig ”at man sætter ild på deres synagoge eller skole.., at man skal nedbryde og ødelægge deres huse…, at man skal fratage dem deres bønnebøger og talmudskrifter…, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fremtidigt at undervise…, at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring…, at man fratager dem alle rede penge og guldstykker…, at man behandler dem med al den ubarmhjertighed, ligesom Moses gjorde i ørkenen, da han ihjelslog 3.000 jøder.”

Dette Luther-skrift blev oprindelig udgivet af de danske nazister, men er nu  genudgivet af Søren Krarup på Tidehvervs Forlag.

Alligevel er Jesus er forbavsende nok også blevet et ikon for mange aldrende 68’ere, som i dag hævder, at det er religionen, der får samfundet til at hænge sammen. Jeg er temmelig sikker på, at det modsatte er tilfældet. Hvis den moderne verden skal komme til at hænge sammen, må vi lægge religionen bag os som en håbløs anakronisme. Det, som på længere sigt har mulighed for at skabe sammenhængskraft, er de universelle menneskerettigheder, som er vedtaget af FN på tværs af race, religion og nationalitet.

Det er derfor, de sorte præster i Dansk Folkeparti betragter menneskerettighederne som djævlens værk, mens en muslimsk sufi-digter som Mevlana Rumi allerede i 1200-tallet foregriber dem:

Ikke kristen eller jøde eller muslim, ikke hindu,

buddhist, sufi eller zen. Ingen religion.

Først og sidst, af  ydre og indre,

kun dette åndedrag, der ånder mennesket.

Den samme tankegang præger brevvekslingen mellem ateisten Freud og den schweiziske præst og psykoanalytiker Oskar Pfister. De udviklede et hjerteligt venskab, der varede livet ud, og som unægtelig modsiger en af de mest hårdnakkede fordomme om Freud: at han ikke kunne være venner med folk, han var uenig med. Freud hyggede sig svært med Pfister og drillede ham med, at han egentlig var alt for fromt et menneske til at blive en rigtig god psykoanalytiker:

”Hvordan mon det kan være, at ingen af de fromme har skabt psykoanalysen, hvorfor var man nødt til at vente på en aldeles gudløs jøde?”

Pfister sender et smukt svar, der viser, hvordan ægte venskab rummer netop den kraft, der kan gøre meningsforskelle overfladiske og ligegyldige, fordi der på et dybere niveau kun er ”dette åndedrag, der ånder mennesket”:

”De er ikke gudløs, for den, der lever for sandheden, lever i Gud, og den, der kæmper for kærlighedens befrielse, forbliver ifølge Johannes 4.16 i Gud. Hvis De kunne opløfte og opleve Deres indsats i de store sammenhænge, noget, der for mig er lige så nødvendigt som sammenfatningen af en Beethoven-symfonis noder til en musikalsk helhed, så kunne man også sige om Dem: ’En bedre kristen har aldrig levet.’”