Anmeldercitater:

Det er, hvad den nu 59-årige danske saxofonist Lotte Anker har beskæftiget sig med siden sin ungdom – ret så konsekvent. Og hvorfor gør hun det? Og hvad har det ført til? Det har filminstruktøren Christian Braad Thomsen sat sig for at kortlægge.

Og det gør han i kraft af koncertoptagelser, hvor Lotte Anker slipper musikken løs sammen med ligesindede internationale musikere, samt med hendes egen fortælling om at være musiker og have passion for den improviserede musik. Med en klassisk baggrund blev hun tidligt interesseret i improvisation og fascineret af ekspressive jazzkæmper som John Coltrane og Cecil Taylor. Hun fortæller om den intuition, som driver værket, og om musikernes kontrapunktiske spil, hvor de kan bevæge sig i samme retning eller væk fra hinanden – for konstant at finde nye veje og landskaber.

Flere af hendes medmusikanter kommer til orde, og mest interessant er den tyske trommeslager og free jazz veteran Paul Lovens, der blandt andet fastslår, at al jazz – helt tilbage fra 1920erne – har været »free«.

Dog er det først og fremmest hovedpersonens verbale udsagn, der giver den perfekte og nysgerrighedsvækkende optakt til koncertoptagelserne.

Og, ja, det er hidsig musik, som let kunne friste en instruktør til også at gøre billedesiden vild, og/eller forfalde til den udpinte musik-dokumentar-recept: krydsklip mellem snak og brudstykker af musik.

Men her får musikerne lov til at tale ud, og – ikke mindst – spille ud, og med den meget rolige billedside kommer der fokus på musikken og den kreative proces, så man som tilskuer bliver fanget og fastholdt.

Stærkt står Lotte Ankers duo med den britiske guitarist Fred Frith og hendes trio med de to amerikanere, pianisten Craig Taborn og trommeslageren Gerald Cleaver. Dertil kommer et farverigt og ret så fornøjeligt møde med den tyske basunist Johannes Bauer, som i øvrigt døde kort efter denne optagelser, hvorfor filmen er tilegnet ham.