Fra bogens forord:

En beskrivelse af de 60 bedste cd’er inden for verdensmusikken fra Milton Nascimento i Brasilien over Fela Kuti i i Nigeria til Mohammad Reza Shajarian i Iran, Nusrat Fateh Ali Kahn i Pakistan og Ravi Shankar i Indien.

Den legendariske klassiske musikanmelder, Hansgeorg Lenz, blev  på et debatmøde engang i de politiske 70’ere kritiseret for, at han aldrig skrev om progressiv børnemusik i Information. Opbragt besteg Lenz talerstolen og svarede, at her havde han hele sit liv ikke skrevet om andet end netop progressiv børnemusik, så den kritik gad han virkelig ikke lægge ører til!

Lenz’ pointe var lige så enkel, som den var genial: der er ingen grund til, at børn skal anbringes i kulturelle enklaver, når nu al god musik også er børnemusik.

I dag kunne man tilsvarende sige, at al god musik er verdensmusik. Musikkens sprog er universelt, det sprænger kunstige grænser som alder, religion og nationalitet. Den musik, der er opstået i ydmyge, lokale kulturer, kan godt lukke et vindue op til en rig og ukendt verden. Den forudsætter ikke, at man deler kunstnerens forudsætninger, den kommer tværtimod den forudsætningsløse lytter i møde og lader os opleve, at verden er større, end vi troede. Vi behøver ikke at være kristne for at nyde Glenn Goulds fortolkning af Bachs fugaer eller muslimer for at rives med af Nusrat Fateh Ali Kahns forrygende qawwali eller narkomaner for at rystes af Charlie Parker forrevne altsaxsoli – eller jyske bondedrenge for at holde af Jeppe Aakjær sange. Og når musikken synges på et sprog, vi ikke forstår, gælder ofte John Lennons ord til dem, der beklagede sig over, at Bob Dylan synger så utydeligt, at det er svært at fange alle ordene:

”You don’t have to hear what Bob Dylan’s saying, you just have to hear the way he says it.”