Nazistiske tendenser
Ikke publiceret : November, 2009.
Rune Lykkeberg går Dansk Folkepartis ærinde i forsøget på at gøre partiet “stuerent”.
Af Christian Braad Thomsen
Rune Lykkebergs anmeldelse af antologien Stuerent? om Dansk Folkeparti (20.11) er under lavmålet og kunne være skrevet i DFs presseafdeling: sammen med en anden pseudo-filosof, Kai Sørlander, er han ved at træde i karakter som DFs intellektuelle apologet.
Lykkeberg bryder sig ikke om, at jeg så fyldigt dokumenterer, hvad to af DFs “intellektuelle” bagmænd, Søren Krarup og Jesper Langballe, står for. Derfor nøjes han med at udstille mig som idiot ved kun at citere min konklusion: at med disse bagmænd har nynazisterne fået et parti, de med sindsro kan stemme på.
Men til enhver konklusion hører argumenter, som det er en anmelders pligt at forholde sig til. Her er der kun plads til at refere argumentationen i punktnedslag:
Krarup går ind for selvmordsbombere, når blot de er danskere; han går ind for, at dansk lov og ret sættes ud af kraft over for muslimer; han går ind for sindelagskontrol med et danskhedskriterium om, at hvis vi ikke tror på Guds ord, “er vi i grunden ikke danskere”; han forsøger at udgrave begrebet “den danske helhed”, og som svarer til Karen Jespersens “sammenhængskraft”. Denne retorik svarer nøje til nazisternes brug af ordet “völkisch”, der også var et stærkt afgrænsende begreb og ikke omfattede jøder, sigøjnere, kommunister og homoseksuelle. Krarups begreb “folket” udelukker alle, som ikke er kristne.
Krarup mente heller ikke, at NATO havde ret til at gribe ind mod serbernes massakrer på muslimer, for det var et “indre anliggende”. Med samme begrundelse havde vi måttet lade nazisterne massakrere jøderne i fred, sådan som Krarups åndelige guru Luther jo også anbefalede. Når Krarup alligevel støttede et angreb på Irak, skyldtes det, at det i lighed med serbernes var rettet mod muslimer. Officielt var han dog nødt til at fastholde, at netop Irak udgjorde en trussel mod Danmarks sikkerhed, og at der således var tale om en “selvforsvarskrig”. Selv efter at de amerikanske krigsløgne om masseødelæggelsesvåben er blevet afsløret og endda officielt erkendt af Bush, Blair og Fogh, har Krarup fastholdt dem.
Også Jesper Langballe fastholder luftkastellerne om, at krigen var nødvendig i kampen mod terror: “Jeg opfattede ikke den militære invasion af Irak som en menneskerettighedskamp. Hvis det var tilfældet, havde jeg spyttet den langt væk.”
Langballe går desuden ind for dødsstraf, sådan som det fremgik, da en dansk statsborger var dødsdømt i en marokkansk retssag, der omfattede tortur. Han så ingen grund til at hjælpe”en slyngel fra et terrornetværk, der afsiger og effektuerer sine egne dødsdomme i flæng.” DF støtter muslimsk retspraksis, så længe det kun går ud over de af os, der ikke tror på den kristne Gud.
Langballe har endda klart understreget, at modstandskampen under besættelsen ikke var anti-nazistisk og ikke gjaldt demokrati og menneskerettigheder: “Krigen var en national kamp for friheden, ikke for de demokratiske værdier, en kamp mod tyskerne, ikke mod nazismen.” Endvidere tilslutter partiet sig det nazistiske begreb om “entartet” kunst og går ind for politisk kontrol med kunsten.
Når Rune Lykkeberg ikke forholder sig til denne omfattende dokumentation, går han Dansk Folkepartis ærinde i forsøget på at gøre partiet stuerent. Jeg finder det chokerende, at en avis, der voksede ud af modstandskampen, nægter at forholde sig til et parti, som i dag bekræfter Poul Henningsens frygt fra 1943 om “en ny nazistisk blomstring efter krigen som vel blir kaldt alt andet end nazisme – ja som kanske kommer til at trives indenfor de eksisterende parlamentariske partier”.