Af Christian Braad Thomsen
Forfatter og filminstruktør

Den nye krænkelsesbevægelse blandt historieløse unge har iværksat et rasende felttog mod sprog og kultur, som foreløbig er resulteret i en omskrivning af mange hæderkronede klassikere. I denne sammenhæng er det lærerigt at tage ordet ”neger” som eksempel. De fleste har i dag ladet sig overbevise om, at ordet er nedsættende og krænkende og derfor bør fjernes fra litteraturen og det daglige sprog. Men det passer ikke. ”Neger” har altid været den sorte amerikanske befolknings stolte betegnelse for sig selv. Eksemplerne inden for kunsten er talrige.

Fra starten af sin karriere omkring 1930 brød den sorte orkesterleder Duke Ellington sig ikke om, at hans musik blev kaldt ”jazz”, for det var et slangord for ”bolle” og udsprang af, at musikken er opstået i New Orleans’ bordeller. Med sin stærke og stolte racebevidsthed insisterede han på, at han spillede ”negro music”. Det var en hædersbetegnelse. I dag er det fuldt accepteret at kalde Ellingtons musik for bollemusik, mens hans eget forslag nu betragtes som en hån mod de sorte.

Og i sin berømte ”I have a dream”-tale ved Washington-marchen i 1963 brugte den sorte borgerrettighedsforkæmper og nobelprismodtager Martin Luther King betegnelsen ”neger” mindst ti gange, bl. a. i en sætning som ” We can never be satisfied as long as the Negro is the victim of the unspeakable horrors of police brutality.” I de unge krænkelsesmasochisters øjne var både Martin Luther King og Duke Ellington således skabsracister? Vi andre betragter dem som de ypperste som forkæmpere for racemæssig lighed.

Også sorte amerikanske forfattere bruger ”neger” som en hædersbetegnelse fra Langston Hughes til James Baldwin. Den militante sorte digter og jazzkritiker Leroi Jones gav endda sin første jazzbog “Blues People” undertitlen “Negro Music in White America”. Her insisterede han på, at jazzen var en protestmusik mod de forhold, man bød de amerikanske negre.

De unge krænkelsesmasochister kender tilsyneladende ikke disse stolte borgerrettighedsforkæmpere – og forveksler det neutrale ”negro” med ”nigger”, som var de amerikanske racisters nedsættende ord om neger. Men også ”nigger” er et ord, der har vekslet i betydning. I offentligheden var jazztrompetisten Miles Davis en af de første, der brugte ordet som en hædersbetegnelse for sorte, og i den berømmede tv-serie ”The Wire” kan man i næsten hvert afsnit høre, at de unge sorte omtaler deres venner som ”nigger” med indlysende respekt. Det svarer til, at mange unge i danske indvandrerfamilier neutraliserer det nedsættende ord ”perker” og bruger det respektfuldt om hinanden, – hvorimod de næppe ville bryde sig om, at vi andre bruger ordet, medmindre vi hører til den nærmeste vennekreds.

Det er et velkendt fænomen, at undertrykte grupper bruger et skældsord, så det efterhånden får positiv betydning.  Et godt eksempel er ”bøsse”, som oprindelig var stærkt nedsættende, men blev overtaget af de homoseksuelle, så det i dag er et neutralt ord.

Jeg ved ikke, hvem der har bragt hædersbetegnelsen ”negro” i miskredit, men jeg gætter på, det er nogle uoplyste amerikanske college-studerende, det aldrig har hørt om Ellington, Luther King eller Leroi Jones. Under alle omstændigheder er der tale om en historieforfalskning af dimensioner. Ved at springe over et kunstigt og selvskabt gærde, hvor det er lavest, undgår de at forholde sig til den reelle racisme.

I Sverige, der jo altid har været førende med politisk (u)korrekthed, begyndte det med censur mod nationalikonet Astrid Lindgren: Pippi Langstrømpe måtte som bekendt ikke længere have en negerkonge som far og blev i stedet adopteret af n neutral sydhavnskonge. Herhjemme fulgte vi trop med, at ungen i den elskede børnesang ”Elefantens vuggevise” ikke måtte få en negerdreng som rangle, men måtte tage sig til takke med en kokosnød. Jeg er ellers sikker på, at negerdrengen ville elske at lege rangle med elefantungen. I Danmark falder mange børn i forvejen i søvn med et jungledyr på puden, enten en tiger, en løve eller en abe. De ville bestemt også nyde at bruge elefantsnablen som gynge.

Astrid Lindgreens arvinger bøjede sig straks for den svenske censur. Det gjorde Halfdan Rasmussens danske arvinger derimod ikke, da Gyldendal i en aktuel udgave af hans digte fjernede alle digte, der indeholdt ordet neger. I sit smukke digt ”Lille negerdukke” konkluderer Halfdan, som vi alle er på fornavn med: ”Vi er én familie, børn af samme jord. / Sov, min sorte søster! Sov min gule bror!” Men med sit censurindgreb antydede forlaget, at den milde og  humanistiske forfatter rummede en skjult racist i sit mørke indre.

Også en klassiker som ”Den danske sang er en ung blond pige” blev udsat for kritik, fordi den diskriminerer mørkhårede piger. Det er dog for intet at regne imod den oversete kendsgerning, at sangen også udelukker drenge og mænd fra koret. Det er gået hen over hovedet på de fleste mænd, der åbenbart ikke er så store krænkelsesmasochister som kvinder. Vi kunne ellers med samme ret spørge, hvorfor vi pludselig ikke må have lov at synge med?

Og sådan kunne man blive ved. Det næste offer bliver formentlig H. C. Andersen med digtet: ”Sort er en neger al sin Tid. Ham kan man ikke vaske hvid”. Men ind til videre kan man prise sig lykkelig over, at den nye protestbevægelse åbenbart ikke kender H. C., Andersen.

Ved at fokusere på det sproglige i stedet for det politiske, springer krænkelsesmasochisterne over, hvor gærdet er lavest. De melder sig ud af den besværlige politiske kamp og forvilder sig ind i sproglige labyrinter, som de mildest talt ikke har overblik over.

Det er blevet moderne blandt krænkelsesmasochisterne at indvende, at de under alle omstændigheder ”føler” eller ”oplever” ordet ”neger” som krænkende. Hertil er kun at sige, at følelser og oplevelser ikke er et argument for noget som helst. Det, som man føler og oplever, kan sagtens være forkert. Der er således fortsat nogle, der føler, at der findes en gud, og at månelandingen aldrig har fundet sted.