Af CHRISTIAN BRAAD THOMSEN
filminstruktør og forfatter

Det er ikke usædvanligt, at lovovertrædere retter deres vrede mod den domstol, der påtaler deres lovbrud. Det er dog næppe set før, at et politisk parti, der har støttet lovovertrædelser, gør det samme i stedet for at rette ind efter rettens afgørelser. Men det er, hvad Dansk Folkeparti gør, når det nægter at følge EF-domstolens afgørelse. Det kan for så vidt ikke undre, for Dansk Folkeparti har også tidligere været i konflikt med demokratiet, f.eks. når det har gjort sig til talsmand for, at kunststøtte ikke skal uddeles efter kunstneriske, men politiske kriterier.

          Derimod kan det undre, at et stort flertal af venstres, de konservatives og socialdemokraternes vælgere også mener, at vi skal se stort på EF-domstolens bindende afgørelse, sådan som det fremgår af Jyllands-postens meningsmåling (9.8). Vort retssamfund er baseret på en klar adskillelse af den lovgivende og den dømmende magt, og det er endnu et eksempel på retssamfundets opløsning, at et politisk parti og en meget stor del af befolkningen ikke vil respektere EF-domstolens udlændingeafgørelse.

          Men har et befolkningsflertal da ikke ret? Nej, ikke i et demokratisk samfund. Der må også flertallet indordne sig under de gældende love. Det ville justitsminister Erik Ninn Hansen ikke under Tamil-sagen, og derfor blev han dømt ved en rigsret, fordi vi havde en ansvarlig opposition. Det har vi ikke i dag, hvor Socialdemokraterne i stigende grad er blevet en underafdeling under Dansk Folkeparti.

          Derfor er det godt, at vi har EF-domstolen til at sikre mindretallets rettigheder, når vi overtræder de internationale konventioner, vi har tilsluttet os. Et befolkningsflertals ønsker kan nemlig godt være forkerte. Det så vi i Tyskland i 1933, da nazisterne kom til magten på demokratisk vis. Få år senere vedtoges de berygtede Nürnberglove, hvor det blev forbudt tyske statsborgere at gifte sig med jøder, hvis de fortsat ville bo i Tyskland. Den danske 24 års regel er det første eksempel siden Nürnberglovene på, at statsmagten vil sende unge i eksil, hvis de gifter sig med tilsvarende uønskede elementer. Under nazismen fandtes ingen international domstol, der kunne sikre unge, forelskede tyskere deres rettigheder. Det gør der heldigvis i dag.

          Det er chokerende, at vi er kommet så langt ud i moralsk uføre, at vi straffer unge danskere med eksil, hvis de ved valg af ægtefælle ikke vælger efter dennes hudfarve, men i stedet lytter til deres hjerte. Denne opløsning af retssamfundet startede, da Anders Fogh Rasmussen med sin krig i Irak overtrådte FN-pagten, som kun accepterer to grunde til krig, nemlig hvis et land udsættes for væbnet angreb, eller hvis FNs sikkerhedsråd giver særlig bemyndigelse.

          Regeringspartierne og socialdemokraterne undskylder deres modbydelige og ulovlige fremmedpolitik med, at de jo blot følger befolkningens ønsker. Det bakkes tilsyneladende op af Jyllands-postens deprimerende undersøgelsesresultat – og alligevel tror jeg ikke så dårligt om danskerne. Et svar afhænger af, hvordan et spørgsmål er formuleret. Hvis man spurgte danskerne, om de finder det rimeligt, at danske statsborgere følger deres hjerte ved valg af ægtefælle og bør have ret til forblive i Danmark med deres udkårne, ville det store flertal svare ja. Hvis man derefter spurgte dem, om de er modstandere af tvangsægteskaber, ville det samme flertal svare ja. Ingen ville fatte, at de to synspunkter skulle være i modstrid med hinanden.

          Siden Anders Fogh Rasmussen tilsluttede sig den amerikanske krig i Irak, er det blevet acceptabelt, at politiske beslutninger begrundes med løgne. Derfor har mange også vænnet sig til løgnen om, at 24 års reglen er nødvendig i en sammenhæng, hvor den virker stik mod sin hensigt. Den skulle forhindre tvangsægteskaber, hvad den ikke gør. Derimod forhindrer den unge danskere i at gifte sig med den, de elsker, hvis de fortsat vil bo i Danmark.