af Christian Braad Thomsen

Det væsentlige kan alligevel aldrig refereres, for det kan kun fortælles i filmens eget sprog

Det var vakt forargelse i Politiken (29.8), at filmtidsskriftet Ekkos anmelder Lars Bukdahl i en anmeldelse røber, hvem morderen er i en ny dansk film. Filmens udlejer forlanger ligefrem en undskyldning af Ekko. Det er topmålet af selvhøjtidelighed. Det er da snarere filmudlejerne, der uge efter uge burde undskylde, at de ikke har bedre film at byde på.

          Jeg skylder tværtimod Bukdahl tak for, at jeg ikke behøver at have min støttepædagog med ind til filmen. Hele mit liv har jeg bestræbt mig på at kende en films handling på forhånd, så jeg ikke skal distraheres af den slags ligegyldigheder. Så kan man da koncentrere sig om det væsentlige, som er alle detaljerne: lyset, der kærtegner kvinden, når hun er mest forladt, mandens pludselige ensomhed i muntert selskab, en hidtil uset billedkomposition eller kamerabevægelse, sprogets forvandling til musik, og musikkens forsøg på at lade som ingenting, når der sker noget afgørende.

          Hvis jeg ikke har kunnet læse mig til plottet, må jeg altid have en ledsager med i biffen, så jeg bagefter kan få oplyst, hvem morderen er. Det har jeg tit problemer med, for det kan jo være så mange, og alle har deres grunde, som Jean Renoir sagde. Han gjorde i øvrigt også opmærksom på, at der kun findes tre forskellige handlinger, resten er variationer. Derfor er handlingen ret beset ligegyldig. Hvis det var den, der berigede os kunstnerisk, kunne filmproducenterne spare meget ved at udlevere den på et A-4 ark i stedet for at filme den.

          Det var også Alfred Hitchcocks princip, at vi på forhånd skulle vide, hvem morderen er, for så kan man koncentrere sig om det væsentligste. Det blev producenterne tit sure over, for de syntes, at spændingen først skulle udløses til sidst. Men det mente Hitchcock ikke. Han insisterede på, at når vi ved, hvem morderen er, bliver det først for alvor spændende.

          Den eneste markante undtagelse i Hitchcocks produktion er vist Psycho, men også den bliver faktisk bedre anden gang, for så behøver man netop ikke tænke over, om det er Norman Bates eller hans mor, men kan nyde filmen.

          I den gode film er plottet et påskud for at fortælle om alt muligt andet, i den dårlige film findes der kun plottet. Så derfor, kære anmeldere, hold op med at fungere som filmudlejernes forlængede arm, indled hver anmeldelse med at referere plottet, så vi kan få det overstået. Det væsentlige kan alligevel aldrig refereres ihjel, fordi det kun kan fortælles i filmens eget sprog.