SANDDRØMMEREN
Klim : 2002
Om bogen:
Jytte Rex (født 1942) har en rig produktion bag sig inden for en række forskelligekunstarter. I 30 år har hun instrueret spille- og kortfilm, holdt maleriudstillinger, udsendt bøger med fotografier og tegninger. Hun har konsekvent placeret sig uden for det kommercielle kredsløb og har i stedet taget udgangspunkt i familiealbummets intime rum. Det er her, hun har fundet sine meget personlige historier, som hun med kunstnerisk originalitet flytter fra den private sfære til den offentlige og forvandler til visioner og drømme.
De færreste har overblik over Jytte Rex’ produktion inden for de forskellige kunstarter. Denne bog kommer rundt i alle hjørnerne. I første del analyseres hendes kunstneriske virke af fagfolk som forfatterne Pia Juul, Maria Marcus, filminstruktør Christian Braad Thomsen, museumsinspektør Marianne Bech og billedhugger Erik Varming. I anden del bringes personlige erindringer, digte og billeder af kunstnere, som står Jytte nær, bl.a. Inger Christensen, Inge Eriksen, Ole Sporring, Kirsten Christensen, Ingemann Andersen, Niels Barfoed, Sys Hindsbo og Pernille Kløvedal Helweg.