af Christian Braad Thomsen

filminstruktør og forfatter

Katrine Wiedemann indleder sin stærkt diskutable opsætning af “Macbeth” på Gasværket med en scene, hvor Macbeth vender hjem fra krigen og har gruppesex med tre prostituerede. Scenen giver ikke umiddelbart mening og findes da heller ikke hos Shakespeare.

I forestillingens program forklarer Katrine Wiedemann, hvorfor hun har forsøgt at forbedre Shakespeare med denne tildigtede scene. Hun mener, at hun dermed fortæller “den naturlige historie” om mænd, der vender hjem fra krig: det første, de gør, er at gå til ludere!

Det turde ærlig talt være en hån mod de unge mænd, som i disse år vender hjem fra Danmarks krige i det fjerne. En undersøgelse har vist, at 281 af dem har forsøgt at begå selvmord, 177 endda mere end én gang. Der er også registreret mord og mordforsøg blandt de hjemvendte soldater, hvorimod der mig bekendt ikke er foretaget nogen undersøgelse af, om de går til prostituerede.

Man må formode, at en del af disse soldater også har været psykisk syge, mens de har båret våben i Mellemøsten. Derfor kan man med rimelighed spørge, hvordan vi overhovedet kan tillade, at psykisk syge soldater deltager i krigshandlinger? Hvor langt ud er Danmark kommet, at vi sender psykisk syge i krig i stedet for til behandling?

Katrine Wiedemanns påstand om, at det er “naturligt” for soldaterne at gå til ludere, forekommer hjerteløs i denne situation, foruden at den røber et mandesyn, som man med et mildt ord må kalde diskriminerende. Hvorfra ved hun overhovedet, at dette adfærdsmønster er “naturligt” for hjemvendte soldater?

Når hun desuden bruger udtrykket “den naturlige historie”, gentager hun blot en kliché, som i årevis har hærget blandt dramaturger, og som har været med til at gøre dansk film og teater mindre interessant. Dramaturger har brug for regler at klamre sig til regler af angst for det kunstneriske anarki, kunstnere har det omvendt med at nedbryde de regler, der måtte stille sig i vejen for et personligt udtryk.

Der er ingen grund til at “forbedre” Shakespeare med disse dramaturgiske slagger. Han er god nok, som han er, og har ikke brug for at blive “moderniseret”. Hans tidløshed ville fremgå tydeligere, hvis man holdt sig til hans egen tekst, hvorimod han netop risikerer at virke gammeldags, hvis man forsøger at gøre ham moderne.