Af Christian Braad Thomsen

Der kører i disse uger et ubegribeligt hysteri om Krim i medierne, og Helle Thorning-Schmidt har endelig svigtet en af Socialdemokratiets sidste bastioner, nemlig folkeslagenes ret til selvbestemmelse. Hun accepterer ikke, at et overvældende flertal af Krims befolkning har bedt om at komme ind under Rusland.

                      Denne ret har ellers været socialdemokratisk politik lige fra det nordslesvigske flertals ønske i 1920 om at tilhøre Danmark til Kosovo-flertallets ønske i vor tid om at gøre sig fri af Serbien.

Krim har været en del af Rusland fra 1783, og indtil den sovjetrussiske ministerpræsident Krustjov i 1954 overdrog halvøen til Ukraine. Han gjorde det formentlig for at sikre sin popularitet i Ukraine, som var hans hjemstavn. Denne overdragelse var dog ret formel, idet halvøen forblev inden for det sovjetrussiske imperium. Først da Ukraine ved Sovjetunionens sammenbrud blev selvstændigt, opstod problemerne: var det rimeligt, at en russisk halvø automatisk kom til at tilhøre et andet land?

                      Der er et overvældende russisk flertal på Krim. Ved en folketælling i 2001 opgav 77 % russisk som modersmål, 11 % var krimtatarer, og kun 10 % var ukrainsksprogede. På den baggrund er det voldsomt udemokratisk, at også Helle Thorning-Schmidt går imod Krims egen befolkning og ønsker, at halvøen skal forblive under Ukraine.

                      Det er mere forventeligt, at NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen kalder Putin for en ”global bølle”, fordi Putin respekterer Krim-befolkningens ønske. Fogh Rasmussen fik jo netop status som ”global bølle”, da han førte Danmark i krig mod Irak med løgnagtige argumenter, så han er næppe den rette til at råbe ”bølle” efter andre. FNs generalsekretær Kofi Annan erklærede som bekendt Irak-krigen for ulovlig.

Der findes et tragisk eksempel på, hvad der sker, når Danmark og resten af Europa modarbejder folkenes ret til selvbestemmelse, nemlig Israel-Palæstina-konflikten. Det er grotesk, at vi ikke indfører de samme sanktioner mod Israel for at undertrykke palæstinensernes ret til selvstændighed, som vi nu indfører mod Rusland for at imødekomme Krim-borgernes ønske om selv at bestemme deres tilhørsforhold.

                      Hverken den danske regering eller EU har tilkendegivet et rimeligt eller realistisk mål for deres boykot af Rusland. De har tilsyneladende ikke indset, at når de går imod Krim-borgernes egne ønsker, opnår de kun at forvandle denne befolkning til Europas ”palæstinensere”.

                      Og så lige for en ordens skyld: denne kommentar er ikke en støtte til en despot som Putin, men derimod en støtte til Krims overvældende befolkningsflertal.