Jyllandsposten 27. maj 2011

Svindel med Bob Dylan

Pastor Jens Bærentzen siger i et interview i JPs Bob Dylan-tillæg (21.5), at alt rejser sig på mig, når jeg taler om Dylans kristne sange og mener dermed, at jeg skulle være en af dem, der vender sig mod disse sange. Det kender jeg nu ingen, der gør. Pastor Bærentzen begår simpelthen litterær svindel. I Asger Schnacks og min bog om Dylans samlede værk fremhæver vi i stærkt rosende vendinger hans første kristne cd Slow Train Coming, og vi er begejstrede for en senere salme som Every Grain of Sand.

Pastor Bærentzen fatter med sin fundamentalistisk kristendom ikke, at en ateist godt kan sætte kristen kunst højt. Men det særlige ved kunsten er jo netop, at den hæver sig op over meningsdebatten og fanger, hvad der er alment menneskeligt for både kristne, muslimer, jøder og ateister. Præcis den rummelighed har Bob Dylan, når han er bedst. Af bogen fremgår det også, at vi sætter mange andre kristne sangere overordentlig højt. I den amerikanske tradition nævner vi i flæng Blind Willie Johnson, Louis Armstrong, Hank Williams, Sister Rosetta Tharpe og Aretha Franklin. Deres rummelighed findes også i mange danske salmer, f.eks. takkesalmer som Se nu stiger solen eller Vågn op og slå på dine strenge. Jeg er lykkelig over at tilhøre en generation, der lærte salmer i skolen, og dem vågner jeg ofte med for mit indre øre, fordi de udsiger en almen taknemlighed over at være en del af dette liv.

Denne rummelighed findes derimod ikke hos mange kristne, som vil have religiøst patent på taknemligheden. Det er heldigt, at de i lighed med Jens Bærentzen har skabt sig en gud, som de har indrettet så viseligt, at han tilgiver dem alle deres synder. For os andre er det vanskeligt at tilgive Bærentzens citat-svindel.

Reklamemanden og deltidsforfatteren Knud Romer er heller ike noget sandhedsvidne. Han lader, som om han kender Bob Dylans værk, men det lyser ud af interviewet med ham, at det gør han ikke.

Det erfarede jeg da også, da jeg engang var smagsdommer sammen med Knud Rober. Vi skulle tage stilling til Modern Times, som er et hovedværk i Dylans produktion. Knud Romer havde kun hørt det første nummer på cd’en en enkelt gang, og på det grundlag afviste han den. Det svarer til at afvise en roman på dens første kapitel alene. Det gør en hæderlig kritiker ikke.

Grænsesprængende musik må man nødvendigvis høre flere gange, før man kan komme med en kvalificeret vurdering, og jeg tager da aldrig stilling tuikl en cd, før jeg har hørt den mindst fem gange. De færreste bryder sig om at få flyttet deres grænser, skønt det er, hvad kunsten til stadighed insistere på at gøre. Knud Romer hører til dem, der har hårdest brug for at få hævet sine grænsebomme, og af samme grund klamrer han sig så desperat til dem.

Jyllandsposten 4. juni 2011

Bob Dylan – tro mod bedre vidende

Det er forhåbentlig ret uhørt, at CEPOS-forskeren David Gress tager stilling til en bog, han ikke har læst. Det fremgår klart af hans læserbrev (JP 31. maj), at han ikke har læst Asger Schnacks og min bog om Bob Dylan. Han nøjes med at fremsætte en række insinuerende formodninger om, hvad han tror, vi mener om Dylan. Hvis han i stedet havde læst bogen, kunne han have sparet sig selv og læserne for disse uhæderlige gætterier.

Højdepunktet er Davis Gress’ formodning om, at vi ateister næppe fatter meningen med Bob Dylans sange. En hæderlig forsker ville føle sig forpligtet til at afprøve denne forbløffende tese på  virkeligheden, men dette synes ikke nødvendigt for Gress. Tro mod bedre vidende er åbenbart en kristen specialitet i alle livets forhold.

Weekendavisen 10. juni 2011

Bob Dylan

En løgn kan åbenbart blive fremsat så ofte, at den til sidst bliver en etableret sandhed. Det gælder løgnen om, at Asger Schnack og jeg i vores bog Bob Dylan – en guide til hans plader skulle have kritiseret, at Bob Dylan fra Slow Train Coming (1979) og et godt stykke ind i 1980’erne udsendte en række kristent orienterede plader. Løgnen blev oprindelig lanceret af journalist Jakob Kvist i Berlingske Tidende og er for nylig fulgt op af pastor Jens Bærentzen i et fødselsdagsskrift til Dylan samt af Cepos-forskeren David Gress i Jyllandsposten – og refereres nu kritikløst af Helle Broberg Nielsen i Weekendavisen (1.6).

Dette har intetsomhelst på sig. I bogen er vi fulde af lovord over Slow Train Coming. Vi kalder den ”Dylans hidtil bedst producerede plade”, og vi fremhæver, at ”Mark Knopflers køligt tilbagelænede guitar og de sensuelt  vibrerende gospelstemmer i baggrunden indgår i et smukt helhedsbillede med Dylans brændende hede stemme”.

Desuden finder vi det ”helt fortjent”, at Gotta Serve Somebody udmærkedes med en Grammy, lige som vi regner When You Gonna Wake Up for et mesterværk. Fra Dylans senere firserplader nærer vi stor kærlighed til salmen Every Grain of Sand, men vi lægger ikke skjul på, at 1980’erne generelt var et dårligt årti for Dylan, sådan som det fremgår af en række af både hans kristne og verdslige sange.

Det er påfaldende, at det er kristne skribenter, der mod bedre vidende udbreder den løgn, at vi principielt tager afstand fra Dylans kristne sange. Vore kritikere  synes ikke at kunne acceptere, at en ateist godt kan sætte kristen kunst højt. Det særlige ved kunsten er jo netop, at den hæver sig op over meningsdebatten og fanger, hvad der er alment menneskeligt for både kristne, muslimer, jøder og ateister. Præcis den rummelighed har Bob Dylan, når han er bedst. Af bogen fremgår det, at vi sætter mange andre kristne sangere overordentlig højt. I den amerikanske tradition nævner vi i flæng Blind Willie Johnson, Louis Armstrong, Hank Williams, Sister Rosetta Tharpe og Aretha Franklin, lige som vi positivt sammenligner Dylan med både Brorson og Kingo.

Det er heldigt for vores kristne kritikere, at de har skabt sig en gud, som de har indrettet så viseligt, at han tilgiver dem alle deres synder. For os andre er det vanskeligt at tilgive dem, at de baserer deres hetz på litterær svindel.

Christian Braad Thomsen