(Trykt i halveret form i INFORMATION 6. december 2012)

Af Christian Braad Thomsen

Filmkritikeren Bo Green Jensen blander mig på mystisk vis ind i sin anmeldelse af Lars Movins bog om Jørgen Leth (29.11). Således ironiserer han over, at jeg skulle have set ” overensstemmelser mellem Dreyer og Dylan” – hvilket han kalder ”begavet, reduktivt og absurd.” Og det har han bestemt ret i, – forudsat at jeg nogen sinde har påvist en sådan overensstemmelse.

                             Men det har jeg ikke. Læsere af min bog Snapshots  (1993) vil vide, at jeg regner Dreyer for en af filmhistoriens mest overvurderede instruktører og finder hans dialogbehandling pinlig til det tåkrummende; og læsere af Asger Schnacks og min bog om Bob Dylan – en guide til hans plader (2009) vil ligeledes vide, at jeg regner Dylan for en af vor tids betydeligste sangere. Forbindelsen mellem de to findes kun i Green Jensens fantasi.

                             Lige så absurd bliver det, når han påstår, at jeg tidligt har valgt ”nogle kulturelle strømninger og en fast kreds af hovedpersoner, som i stigende grad bliver tiden” for mig. Han har tilsyneladende ikke læst Drømmefilm om 100 af mine favoritinstruktører, Drømmejazz om 100 af mine yndlingsjazzmusikere, Musik uden grænser om 60 af mine foretrukne verdensmusikere eller Film med håndskrift om seks af mine danske yndlingsinstruktører.  Her foretager jeg vitterligt en betydelig udvidelse af feltet frem for en indskrænkning af det.

                             Jeg burde måske være beæret over, at Green Jensen kalder mig ”auteurtankens primære danske forkæmper”, men egentlig er jeg mere forundret. Auteurtanken går i al sin enkelhed ud på, at instruktøren er den kunstnerisk ansvarlige for en film, idet denne har til opgave at samle filmens enkelte dele i en kunstnerisk helhed, herunder manuskript, skuespil, foto,  klipning og musik.

                             Det eneste sted, hvor denne tanke ikke er sevet ind, er i filminstituttets direktion. Her tror man fejlagtigt, at en ”auteur” forudsættes at skrive filmens manuskript, hvilket langtfra er tilfældet.  Auteurtankens ophavsmand, Francois Truffaut og hans kollegaer i ”la nouvelle vague”, gjorde tværtimod opmærksom på, at en lang række Hollywood-instruktører også var auteurs: Alfred Hitchcock, Howard Hawks, Raoul Walsh, Douglas Sirk, Nicolas Ray og Samuel Fuller.  Og de skrev næsten aldrig deres manuskripter.

                             Det troede jeg egentlig også var almen viden blandt filmkritikere.