Ikke kun i Usbekistan at

Udlændinge får ringe service

af Christian Braad Thomsen

Hvad Lene Espersen var ude for i Usbekistan, kommer mellemøstlige kunstnere til stadighed ud for, når de officielt inviteres til Danmark.

Lene Espersen er vred over Usbekistans langsommelige sagsbehandling af hendes ansøgning om at passere landets territorium. Denne vrede kan hun roligt rette mod Danmark, for på det punkt er vi væsentligt værre end Usbekistan. Det ved jeg fra mine år som leder af Odense Film Festival.

Skønt festivalen er arrangeret af Det Danske Filminstitut og Odense kommune, forsøgte Udlændingestyrelsen (jeg nægter at bruge den eufemistiske betegnelse “Udlændingeservice”) altid at forhindre, at instruktører fra mellemøstlige lande kunne komme til Danmark.

Helt grotesk var sagen omkring en officiel armensk delegation under ledelse af Arsen Azatyan, som vi havde inviteret med sin fremragende film “At the Roadside” baseret på en episode fra krigen i Nagorno-Karabagh. Han havde nøje overholdt reglerne om at søge visum to måneder i forvejen, men to uger før festivalen havde han endnu ikke modtaget sit visum. Jeg førte heftige samtaler med både Udlændingeservice og den danske ambassade i Moskva, som meget bekvemt beskyldte hinanden for at forsinke sagen. Til slut måtte den armenske delegation afbestille flybilletterne, og først dagen før festivalens åbning fik de visum. Da gik der ikke fly fra Jerevan til København, men via diverse østeuropæiske lufthavne lykkedes det delegationen at nå frem i sidste øjeblik.

Den iranske instruktør Marcieh Vafamehr nåede frem til Odense med sin gribende børnefilm “Nabat” baseret på et motiv fra krigen mellem Iran og Irak. Men hun blev offer for en bureaukratisk fejl på den danske ambassade i Tehran: de udstedte et visum, der bestemte, at hun skulle forlade Danmark to dage før den dato, der stod på hendes returbillet. Da Marcieh mødte frem i Udlændingestyrelsen med returbilletten, fik hun at vide, at hun omgående skulle tage et tog til Hamburg, hvorfra hun så selv måtte finde ud af at komme videre til Tehran. Det var en skærpende omstændighed, at hun medbragte en dansktalende slægtning som tolk, for nu var hun under mistanke om at ville bruge de ekstra dage til at besøge slægtninge i Danmark, og det var ikke tilladt. Derimod negligerede styrelsen, at hendes returbillet ikke kunne byttes.

En grådkvalt Marcieh ringede til mig og bad om hjælp, og først da jeg på festivalens vegne insisterede på, at instruktøren måtte have lov at blive i overensstemmelse med hendes billet, bøjede skrankepavinden sig, dog med den hvislende bemærkning: “Dette er imod reglerne.”

Vi lever i et land, hvor enhver form for anstændighed over for udenlandske hædersgæster er ophævet. Da jeg to år i træk gjorde opmærksom på disse forhold i min åbningstale på festivalen, blev jeg fyret.

Måske burde Lene Espersen forsøge at genindføre respekt og høflighed for de udenlandske kunstnere, der endnu orker at besøge et land som Danmark, før hun kritiserer “danske” forhold i Usbekistan.