I en kronik 11. april i Kristeligt Dagblad efterlyser to politikere, Pernille Weiss og Stig Grenov, større opbakning om, hvad de kalder ”kristne værdier”. Spørgsmålet er imidlertid, om ”kristne værdier” overhovedet findes. Det mener jeg ikke.

Vor største kristne filosof K. E. Løgstrup argumenterer i sit hovedværk, Den etiske fordring, for, at kristendommens etiske fordring ikke er knyttet til den kristne tro. Hans hensigt er, som han selv formulerer det ”rent humant at bestemme den holdning til det andet menneske, der er indeholdt i Jesus af Nazareths religiøse forkyndelse.” Løgstrup kunst er, at han sekulært påviser, at kristendommens grundlæggende fordring om at tage vare på hinanden er indskrevet i vore indbyrdes relationer. Og så er den jo ikke længere specifikt kristen, men uafhængig af den alternative naturopfattelse, som er indeholdt i den kristne tro.

Hvor det hos de fleste er en rygmarvsholdning, at kristendommen kræver, at vi er næstekærlige, moralske og barmhjertige, hævder Løgstrup tværtimod at den etiske fordring er indeholdt i vores liv med hinanden, hvad enten vi er kristne, muslimer, buddhister eller ateister. Fordringen er aldrig begrundet religiøst, men medmenneskeligt. Kristendommen tilbyder ingen anordninger eller løsninger på, hvordan vi konkret skal leve vort liv. Derfor siger han også, at det omtrent eneste politiske parti, en kristen ikke kan være medlem af, er et kristeligt parti. Den etiske fordring er nemlig tavs:

“Der er ingen anvisning i den, ingen forskrifter, ingen moral, ingen kasuistik, intet der tager ansvaret fra mennesket ved på forhånd at løse de konflikter, fordringen stiller det i … Den vil ikke med en eller anden guddommelig anvisning på, hvad der skal siges og gøres, hjælpe den enkelte til at springe hans eget ansvar, hans egne overvejelser og indsats over med alle muligheder for at fejle og svigte.”

Men hvordan forholder det sig så, hvis vi alligevel tager Jesus’ krav om, hvordan vi skal leve vort liv, alvorligt? Det tegner i hvert fald ikke ret godt i forhold til de værdier, som rutinemæssigt kaldes kristne af Pernille Weiss og Stig Grenov.

Familien er det første og afgørende fundament, der står for fald: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” (Matthæus, 10, 24-29).

Man kan dårligt forestille sig, hvordan ægteskabet kan overleve i det familiemæssige kaos, Jesus har til hensigt at frembringe. Ganske vist belærte han igen og igen sine disciple om, at de skulle ære deres far og mor, sådan som Herren sagde til Moses. Men han gjorde det ikke selv. Da Jesus’ mor og hans brødre – men ikke hans far – opsøgte ham og gerne ville tale med ham, lod han dem vente uden for og stillede spørgsmålstegn ved, hvem der overhovedet var hans mor og hans brødre. Derpå pegede han på sine disciple og sagde:

”Se, her er min mor og mine brødre. For dem, der gør min himmelske fars vilje, er min bror og søster og mor.” (Matthæus, 12, 46-50).

Man kan roligt sige, at Jesus ved den lejlighed ikke overholdt buddet om, at man skal ære sin far og sin mor. Han foretrak dem, der troede på ham og på hans himmelske far, frem for den, der havde født ham. Og hans himmelske far har ingen konkurrenter på jorden, lige som Jesus ikke i denne sammenhæng regnede sig for sin himmelske fars eneste søn. Det var alle nemlig:

”I må ikke kalde en på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han som er i himlen.” (Matthæus 23, 9-10).

Det er da også påfaldende, at Jesus’ officielle jordiske far Josef kun omtales i to af de fire evangelier, nemlig Matthæus og Lukas, Til gengæld fortælles Lukas, at Jesus som 12-årig stak af fra sine forældre for at opsøge sin ”rigtige” far i Himlen. Det kan man kun tolke, som om han var dybt utilfreds med sin jordiske far og søgte en fadererstatning i fantasien. Da hans forældre efter tre dage fandt ham i templet i Jerusalem og bebrejdede ham, hvad han havde gjort, svarede han: ”Hvorfor ledte i efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?” Allerede som 12-årig fornægtede Jesus således sin jordiske far og fandt sig en alternativ far i himlen

At Jesus havde et temmelig anstrengt forhold til sin egen familie fremgår også af, at familien på et tidspunkt forgæves prøvede at få fat på ham, fordi de mente, ”at han var ude af sig selv.” De skriftkloge stillede ved samme lejlighed diagnosen ”Han er besat af Beelzebul!” (Markus 3, 20-22)

Det er således ikke uden grund, at Villy Sørensen påpeger det bemærkelsesværdige paradoks, at selv om netop ægteskab og familie traditionelt regnes for særligt kristelige værdier, så kan man blandt Jesus’ ord ”ikke finde et eneste om familielivet, som man kan begejstres over”. (Jesus og Kristus).

Weiss og Grenov mener, det er tegn på islamisme, at ”et stigende antal unge med indvandrerbaggrund begynder at gå med tørklæde”. Det skulle min mor bare have læst. Hun var en stout og ateistisk jysk bondekone, der ikke kunne drømme om at gå uden for husmandstedet uden sit tørklæde. At man skulle blive islamist af at gå med tørklæde er en dybt diskriminerende holdning. End ikke burkaen er dekreteret i koranen, men er et krav fra kristendommens grundlægger Paulus. Han er ophavsmand til kristendommens traditionelle kvindeforagt, der f.eks. kommer til udtryk i en længere diskussion i Første Korintherbrev 11, 1-16, som indledes med påstanden: ”Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud”.

Derfor bør en mand heller ikke tildække sit hoved, når han beder eller taler profetisk, for han er ”Guds billede og afglans”, og man tildækker ikke Kristus’ hoved. Derimod har kvinden pligt til at tildække sit hoved, for ellers bringer hun skam over det. Hun er nemlig kun mandens afglans. Derfor er kvinden også uønsket i offentligheden:

”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed.” (Første brev til Timotheus, 2, 11-15).

Paulus levede selv i cølibat og mente egentlig, at det burde alle gøre. Han formanede: ”Vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær” (Romerbrevet, 13, 14). Og han sagde, at det er ”bedst for en mand ikke at røre en kvinde”, samt understregede: ”Jeg ser helst, at alle mennesker er som jeg”, og at ”det bedste for et menneske er at leve ugift”. Han mener, at både den ugifte mand og den ugifte kvinde tænker på, hvordan de kan være Herren til behag, mens den gifte mand eller kvinde udelukkende tænker på, hvordan de kan være hinanden til behag og derved glemmer Herren. Paulus synes ganske uvidende om, at netop for den ugifte kan seksualnøden være så stor, at den sprænger alle grænser. Paulus tilføjer ydmygt, at dette selvfølgelig kun er hans mening, men i samme øjeblik afskaffer han sin ydmyghed igen med ordene: ”Men jeg mener også at have Guds ånd” (Første Korintherbrev 7, 1-40).

Med andre ord: båd Jesus og Paulus tager voldsomt afstand fra de familieværdier, som traditionelt regnes for kristne.