Af Christian Braad Thomsen

Mærkelig boykot af Sonningprisen

Hvorfor måtte Politikens læsere ikke få at vide, at Sonningprisen gik til filminstruktør Michael Haneke?

af Christian Braad Thomsen
forfatter og filminstruktør.

En af verdens betydeligste filminstruktører, østrigeren Michael Haneke, modtog 18.6 den højeste danske kunstnerpris, Sonningprisen, på en million kroner. Den er samtidig en af verdens største kunstnerudmærkelser og uddeles af Københavns Universitet, hvilket turde garantere for kvaliteten. Politiken nævnte det ikke med ét ord, hvilket med lethed er årets største skandale i dagspressen.

Alle tidligere Sonningprisnmodtagere har fået særdeles fyldig omtale i Politiken. Der er da også tale om verdenseliten inden for politik, videnskab og kunst, nemlig folk som Winston Churchill, Albert Schweizer, Niels Bohr, Ingmar Bergman, Laurence Olivier, Haldor Laxness, Karl Popper, Arthur Koestler, Dario Fo, Simone de Beauvoir, Vaclav Havel, Günter Grass og Hans Magnus Enzenberger.

Hvorfor blev Haneke totalt forbigået af Politiken? Umiddelbart kunne man fristes til at tro, det skyldes, at han er ukendt på Politikens kulturredaktion, men omvendt forventer man jo så, at redaktionen sætter sig ind i, hvem han er.

Svaret synes imidlertid at være endnu mere kompromitterende for Politiken. Avisen er simpelthen blevet fornærmet og straffer derfor Haneke og Sonningkomitéen med tavshed. I filmmiljøet menes det med stor sikkerhed, at kulturredaktionen var jaloux over, at det lykkedes for Weekendavisen at få et interview med Haneke, hvorefter Politiken valgte at boykotte prisoverrækkelsen.

Dagen før Haneke ankom til København, kontaktede Politiken nemlig Københavns Universitet for at få et interview med Haneke. Men avisen var for sent ude, idet Hanekes kalender på det tidspunkt var overtegnet.

I stedet kunne Politiken have refereret Hanekes kontroversielle tale ved prisoverrækkelsen eller Peter Schepelerns motivering for at give Haneke prisen. Avisen kunne også have bragt et fyldigt portræt af Haneke, der jo nok kunne fortjene at blive mere kendt blandt læserne.

Men i stedet vælger Politiken at spille fornærmet og nævner ikke med et eneste ord, at Haneke er prismodtager og iøvrigt deltog i 3-4 arrangementer i København i prisugen.

Politiken vil gerne stå som garant for ytringsfriheden, men forveksler den i dette tilfælde med friheden til at undertrykke ytringer. Pressen har imidlertid ikke blot ytringsfrihed. Den har også ytringspligt. Det hører totalitære samfund til, at pressen undertrykker nyheder, og normalt ligger der politiske motiver bag.

Politikens motiv er imidlertid småtskåren fornærmelse over ikke at kunne få et solointerview. Det er uprofessionelt og provinsielt, men det siger samtidig meget om avisens kulturpolitiske deroute de senere år.