Danmark har støttet og deltaget i ildspåsættelser og massedrab, som får de unges bål til at ligne en hyggelig Sankt Hans-aften.

Af Christian Braad Thomsen
filminstruktør og forfatter

Det er ikke bare ulovligt at brænde skoler af, det er også dumt, for uden skoler er det svært at blive klogere. Men man kan ikke fortænke de unge brandstiftere i at mene, at mange politikere og politibetjente ikke ligefrem er blevet klogere af at gå i skole. De har f. eks. ikke selv lært at skelne mellem, hvad der er lovligt og ulovligt.

          Der er intet nyt i, at visse politibetjente ydmyger og chikanerer nydanskere. Det har alle, som har venner i indvandrermiljøet, vidst i ti år. Politikorpset øver en særlig tiltrækning på racister, og de, der rammes af racistiske tilbøjeligheder, må naturligvis reagere med vrede. Når de så ikke har erfaring for, at det samfund, de reagerer imod, overholder loven, er det svært at forvente, at de selv skal gøre det. De bruger de metoder, de har lært.

          Og de unges ildspåsættelser er vitterligt for intet at regne mod de ulovligheder, de reagerer imod. Statsministeren har FNs generalsekretær Kofi Annans ord for, at han har kastet Danmark ud i en ulovlig krig. Danmark har støttet og deltaget i ildspåsættelser og massedrab, som får de unges bål til at ligne en hyggelig Sankt Hans-aften.

          De unge reagerer på et retssamfund i stigende opløsning eksemplificeret ved den grundlovsstridige udvisning af to tunesere med dansk opholdstilladelse og med koner og børn i Danmark. Politiets efterretningsvæsen påstår, at tuneserne er til fare for statens sikkerhed, men har jo gennem årene påstået så meget, der viste sig ikke at være rigtigt. I et retssamfund eksporterer man ikke påståede lovovertrædere til et land med tortur og dødsstraf, man stiller dem for en dansk domstol, sådan som grundloven kræver.

          Danmark har hidtil kunnet brøste sig af, at enhver er uskyldig, ind til det modsatte er bevist. I dag er landet ved at udvikle sig til et politisamfund, hvor domstolene sættes ud af funktion, så folk lettere kan smides ud af landet, når beviserne ikke kan holde ved en domstol.

          Det er mere afstumpet at være et tavst vidne til danske politikeres krænkelser af både international ret og af den danske grundlov end at reagere på disse krænkelser med bål og brand. Dette er ikke et forsvar for de unges ildspåsættelser, for det er tvingende nødvendigt, at de finder legale måder at kanalisere deres vrede på. Men det er en påvisning af, at de alvorligste lovovertrædelser foretages af regeringsmedlemmerne og af deres socialdemokratiske medløbere.

          De, der stiltiende accepterer denne opløsning af Danmark som retssamfund, gør sig medskyldig i større forbrydelser end de unge, der protesterer mod denne opløsning med de forkerte metoder.