af Christian Braad Thomsen

Min kritik (2.8) af Sørine Gotfredsens kronik har resulteret i en række besynderlige indlæg. Claes Kastholm begår en svinestreg (7.8), når han påstår at jeg efter 9/11-angrebet udtrykte ”forståelse for terroristerne”. Det har intet på sig, og han kan da heller ikke belægge sin påstand med den ringeste dokumentation.

Min holdning var, at man skulle retsforfølge de skyldige og ikke bruge forbrydelsen som påskud for at gå i krig. I stedet satte USA retssamfundet ud af funktion, genoplivede den gamle amerikanske lynchtradition og henrettede Osama bin Laden, fordi man ikke turde stille ham for en domstol.

Studielektor Morten Hjelt fremsætter lige så aburde beskyldninger (6.9). Han hævder, at jeg skulle ”idyllisere” den muslimske verden og ”give kristendommen hovedskylden for al elendighed i verden”, – samt at jeg ikke kan lide Carl Nielsen. Det har intet på sig. 

Peter Kurrild-Klitgaard hævder (9.8), at jeg smider med molotovcocktails. Efter eget udsagn har han fulgt mig i 40 år og tør derfor kalde mig ”freudomarxist”. Den titel ligger det nu lidt tungt med, for godt nok har jeg læst alt af Freud, men jeg har aldrig læst en bog af Marx. Hvis professorens undervisning ligger på samme niveau, har de studerende et problem.  

Det sjoveste indlæg er jordemor Karen Wests (10.8). Hun mener, jeg forsvarer ”alt ved den muslimske kultur”, bl. a. de arrangerede ægteskaber. Det skyldes, at hun har fået mit referat af en Karen Blixen-fortælling galt i halsen og tror, jeg er enige med fortælleren! 

Det er invaliderende for debatten at beskylde sin modstander for så groteske synspunkter i stedet for at tage fat på, hvad jeg faktisk mener, nemlig at Danmark altid har været et multikulturelt samfund, og at den paranoide angst for muslimer er skabt af hjemstavnspolitikere og sensationsjournalister, uden at den for alvor rod i befolkningen.

Efter disse uhyrlige påstande begynder jeg at føle på min krop, hvordan den almindelige muslim har det med alt, hvad han beskyldes for i Danmark. Endnu er jeg dog ikke blevet bedt om at forlade landet, men det kommer nok.