Islam og kristendommen

Information: 11.05.2013.

Af Christian Braad Thomsen

Per Chr. Sæbø er ”skræmt fra sans og forsamling”, fordi han har hørt et par pakistanske imamer sige, at de aldrig giver sig ”før hele verden tilhører islam.” (Bøger 27.4).

                      Han er åbenbart så nem at skræmme, at han slet ikke er opmærksom på, at Jesus faktisk siger det samme, når han kræver af sine tilhængere, at de ”skal gå hen og gøre alle folkeslagene til mine disciple.” (Matthæus 28/19). Og at Jesus mener det alvorligt fremgår af, at han desuden kræver, at alle dem, der ikke tror på ham, skal slås ned for fode og slagtes i et forfærdende blodbad (Lukas 19/27 og 13/1-9).

                      Dette krav har de kristne som bekendt opfyldt ned gennem kristendommens historie med deres sanseløse massakrer på alle vantro, deriblandt indianere, negre, muslimer, jøder og hekse.

                      Alt, hvad vi beskylder islam for, er til punkt og prikke realiseret af de kristne, og det i en grad, så muslimerne fremtræder som de rene engle i sammenligning. Det er da først og fremmest de kristne, vi har grund til at frygte.