Af Christian Braad Thomsen

Thure Kjærhus og Sørine Gotfredsens kronik (26.3) er ren bragesnak, dvs. uden konkret indhold. De mener, at man som dansker har en ”fælles virkelighed” og tilhører ”et bestemt afgrænset fællesskab”, omend de nu udvider deres nationalkonservative dannelsesbegreb til også at omfatte kendskab til ”andre europæiske landes historie, kunst og tænkning”.

Betyder det mon så, at man er udannet, hvis man er lige så fortrolig med Thelonious Monks klaver, Vilayat Khans sitar og Mohammed Reza Shajarians sang som med Jeppe Åkjærs digte? Eller udansk, hvis man oplever et større fællesskab med sine iranske bekendte end med sine vestjyske?

Kroniken er dog et lille fremskridt i forhold til deres åndelige ophav Søren Krarup, der jo som optakt til VKO-regimet skrev i Politiken, at dansker er man i grunden kun, hvis man tror på Gud.