af Christian Braad Thomsen

Kusturica forsvarer ikke de serbiske bødler og kalder Underground ”det hårdeste angreb, der nogen sinde har været rettet mod Milosovic”.

Det er et uhørt perfidt angreb, forfatteren Jens-Martin Eriksen i to store essays retter mod en af vor tids betydeligste filmskabere, Emir Kusturica, dels under eget navn (13.7), dels som pennefører for den bosniske forfatter Andrej Nikolaidis (9.8). De beskylder primært Kusturica for med sine to film Underground og Livet er et mirakel at være ”bødlens lærling” og at agere ”håndlanger for et folkemordsregime”.

Nærlæser man imidlertid de to artikler, viser de sig at være fuldstændig blottet for argumentation eller analyse af, hvordan Kusturica med disse to film går Milosovic’ og Karadzic’ ærinde. Til gengæld begår de to forfattere groft citatsvindel. De mener at kunne ”afsløre”, at Kusturica og hans band No Smoking Orchestra har sunget ”Wanted Man” med verslinjen ”Den der ikke elsker Radovan Karadzic kan gå til helvede.” Men sangteksten indeholder vitterligt ikke den citerede linie. Kusturica simulerer i sangen, at han identificerer sig med Karadzic, hvorpå han lader Karadzic bekende sine synder og angre: ”I did a crime. I created fear for a 1000 years. / I was a sinner. You made me a saint.” Kusturica fremstiller klart Karadzic som en forbryder og vender sig mod dem, der vil gøre ham til helgen.

Jens-Martin Eriksen og Nikolaidis synes altså at begå rent citatsvindel. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at Kusturica ved en koncert har introduceret sangen med den linje, de citerer, men i så fald er det indlysende et udtryk for ”falsk solidaritet”, som de to forfattere ikke synes at have hørt om. Det går ud på, at man udstiller sin modstander ved at simulere sympati, og det findes der også inden for den rytmiske musik mange eksempler på. Bob Dylan har således slået Kusturica med flere længder, når han i Talking John Birch Paranoid Blues (1962) ”solidariserer” sig med en amerikansk nazist og synger: ”Now we all agree with Hitlers views / Although he killed six million jews.” Mig bekendt har ingen af den grund beskyldt Bob Dylan for at være nazist.

Som yderligere et argument for Kusturicas støtte til folkemordsregimet anføres, at Cannes-vinderen Underground var finansieret af Milosevic-regimet. Hvor plat har man lov at argumentere! I Europa produceres langt de fleste seriøse film med national filmstøtte, uden at de af den grund kan beskyldes for at gå et nationalt ærinde rent politisk. Argumentet svarer til, at man beskylder alle danske film produceret siden 2003 for at støtte Anders Fogh Rasmussens krig i Irak, blot fordi filmene er støttet af Foghs regering. 

Eriksen og Nikolaidis er hyldet i den illusion, at Kusturicas film skulle være populære uden for Balkan, fordi de med et vesteuropæisk blik betragter Balkan som ”eksotisk”. Så er det da mærkeligt, at flere af Kusturicas bedste film aldrig har været vist i Danmark, og at de, der har været vist, bestemt ikke er blevet publikumssuccesser. Man tankegangen er forvrøvlet. Det virker patetisk, når Nikolaidis siger:

”Hans film er fyldt med emotionelle typer, ren natur, vilde, der drikker og danser og kopulerer og synger og dræber. Men problemet er, at disse film også er eksotiske for os her på Balkan! De udtrykker ikke livet her på Balkan.”

Nikolaidis synes aldrig at have hørt om stiliseret eller symbolistisk kunst. Ud fra den målestok må han jo også mene, at Jean-Luc Godards Weekend handler om tilstandene i den franske natur, Marco Ferreris Det store ædegilde om italienske madvaner og Martin Scorseses Goodfellas om hverdagsliv i New York.

Det er påfaldende, at Kusturicas to furiøse angribere ikke finder belæg for deres synspunkter i hans film. Hvis de udsatte Underground for en nøjere analyse, ville de se, at det først og sidst er en film om den propagandistiske virkelighedsforfalskning, der blev grundlagt under nazismen, sattes i system under kommunismen og eksploderede vildt med kommunismens fald og Jugoslaviens opløsning. 

Men når de ikke magter en seriøs filmanalyse, kunne de jo i det mindste citere Kusturicas egne synspunkter, sådan som de f.eks. formuleres i New York Times 8. maj 2005. Her siger han om Underground, at den er ”det hårdeste angreb, der nogen sinde har været rettet mod Milosovic”.

Christian Braad Thomsen har analyseret Underground nærmere i Drømmefilm. 100 af verdens bedeste film (Gyldendal, 2000).