Af Christian Braad Thomsen

Det er i år 70 år siden, at Israel massakrerede eller fordrev palæstinensere fra hundredvis af
landsbyer i Palæstina. Begivenheden kaldes af palæstinenserne for ”Nakba”, hvilket betyder
”katastrofen”. For de fleste andre er forbrydelsen stort set ukendt til trods for, at den israelske
historiker Ilan Pappes rystende bog ”Den etniske udrensning af Palæstina” også er oversat til
dansk, men i vid udstrækning negligeret af medierne. I bogens første kapitel undrer også
Pappe sig over, at ”den etniske udrensning i 1948 er blevet næsten totalt rykket op med rode
fra den kollektive globale hukommelse og udslettet fra verdens samvittighed.”

Et sted i den kollektive samvittighed rumsterer dog massakren i Deir Yassin, en
lille landsby på en bakketop vest for Jerusalem. De ca. 1000 palæstinensiske indbyggere
levede fredeligt sammen med deres jødiske naboer i de omkringliggende landsbyer. Og da
Deir Yassin natten til 9. april 1948 blev angrebet af de jødiske terroristgrupper Irgun og
Stern, blev palæstinenserne endog hjulpet af nogle af deres ortodokse jødiske naboer, men
lige lidt hjalp det. Mindst 250 mænd, kvinder og børn blev henrettet i løbet af natten, mens
snesevis af tilfangetagne palæstinenser blev ført til Jerusalem og vist offentligt frem, hånet og
tortureret, hvorefter også de blev henrettet. Irguns leder var Menachem Begin, der siden blev
valgt til premierminister i stedet for at blive dømt som terrorist.

Allerede i 1948 stod det klart, at skønt den nye stat Israel til dels var grundlagt
af Holocaust-overlevere, rummede den klare fascistiske tendenser. En gruppe amerikanske
jøder skrev således et brev til New York Times (4. december 1948), hvor de anklagede
Begins parti for at være ”et fascistisk parti, for hvem terrorisme (mod jøder, arabere og briter)
er midler, og førerstaten er målet”. Brevet var bl. a. underskrevet af Albert Einstein og
Hannah Arendt.
Deir Yassin-massakren var trods sin grusomhed kun en lille detalje i et større mønster. Ilan
Pappe påviser, at der fra december 1947 blev foretaget 31 vidnefaste massakrer i
palæstinensiske landsbyer. De begyndte med massakren i Tirat Haifa 11. december 1947 og
sluttede i første omgang med Khirbat Ilin 19. januar 1949. De dræbte eller fordrevne blev
konsekvent erstattet med jødiske bosættere.

Tirat Haifa, som lå syv kilometer syd for Haifa, blev i førte omgang
bombarderet af Irgun, hvilket kostede 13 gamle og børn livet, idet de arbejdssduelige var
travlt beskæftiget i markerne. Fire måneder senere blev alle kvinder og børn transporteret til
Vestbredden, mens de overlevende mænd blev fængslet.

En af de værste israelske terrorgrupper var ifølge Ilan Pappe Alexandroni-
brigaden, hvis opgave det var at udrense landsbyerne omkring Jaffa samt kystlinjen helt op til
Haifa: mændene skulle dræbes og kvinder og børn jages på flugt. Det gik ud over mere end
70 landsbyer, hvoraf Tantura blev udsat for en særligt grufuld massakre. Tantura havde 1500
indbyggere, der hovedsageligt ernærede sig ved landbrug og fiskeri. Natten til 22. maj 1948
blev byen omringet af jødiske tropper, som indledte massakrer inde i byen, men i første
omgang blev standset af palæstinensernes jødiske naboer. Derpå tog tropperne alle
indbyggere til fange. Kvinder og børn blev sendt bort, men mændene blev samlet på

strandbredden. Mere end 250 mænd blev derpå ført bort i grupper på 7-10 og skudt med koldt
blod. En række af de overlevende blev sat til at grave deres grave og fylde dem med lig.
Den senere chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik, deltog i den etniske
udrensning af Palæstina som medlem af Alexandroni-brigaden. Han fortæller i sin
selvbiografi, at hver gang de ankom til en palæstinensisk landsby, var indbyggerne borte,
men undlader at fortælle, hvad der er blevet af dem, Til gengæld nævner han, at de ”havde
efterladt den karakteristiske lugt, der dengang hvilede over de arabiske landsbyer. En
blanding af dyrelugt, menneskesved og soltørrede kager af gødning beregnet til brændsel”.
Han forklarer dog ikke, hvordan landsbyerne kan lugte af menneskesved, når der ingen
mennesker er tilbage i dem. Måske forveksler han menneskesved med liglugt. Men i øvrigt er
hans svada vel typisk for det zionistiske overmenneskes vurdering af landsbybefolkningen:
de stinker.

Pundik nævner ikke med et eneste ord Alexandroni-brigadens massakrer, men
fortæller dog, at han overværer, hvordan en ældre mand, der er blevet tilbage i en landsby, nu
bliver stenet af israelske soldater. ”Hold op”, siger han til soldaterne, men de beder ham
skrubbe af, og det gør han så. Han vender ryggen til lynchningen.
Da de palæstinensiske indbyggere i Haifa siden blev dræbt eller fordrevet, skete det under
kommando af brigadegeneral Mordechai Maklef, der udstedte ordren:

”Dræb enhver araber, I møder; sæt ild til alle brændbare objekter og spræng alle

låste døre med bomber.”

Det førte til en masseflugt fra Haifa. Palæstinensere i tusindvis søgte mod byens
lille havn under stadig granatbombardement. De trådte hinanden ned i desperation for at
komme med de få både, der var til rådighed, og hvoraf mange blev så overfyldte at de sank på
havet. Da den senere ministerpræsident Golda Meir besøgte Haifa få dage senere og så de
tomme lejligheder, hvor maden endnu stod på bordet, og børnenes legetøj flød på gulvet som
et billede på et liv, der var frosset i sin udfoldelse, mindedes hun de pogromer, som hun i sin
barndom var flygtet fra i Rusland. Alligevel valgte hun selv at deltage i den fortsatte etniske
udrensning i Palæstina.

Jaffa var den sidste større by, der blev tømt for sine arabiske indbyggere. 5000
jødiske tropper belejrede byen, hvor 1500 frivillige holdt stand i tre uger, blandt dem mange
kristne missionærer. Hele den palæstinensiske befolkning på 50.000 indbyggere blev
fordrevet.
Ilan Pappe anfører, at især israelske og amerikanske medier benyttede angsten for et nyt
Holocaust som forsvar for de israelske massakrer, men konkluderer, at Israel jo snarere
udførte dette Holocaust på palæstinenserne. Ilan Pappe har ikke tal på, hvor mange
palæstinensere, der blev massakreret, men det drejer sig om tusinder. Han anfører derimod, at
800.000 mennesker blev fordrevet, 531 landsbyer jævnet med jorden og 11 større byer tømt
for deres indbyggere.

De israelske grusomheder fandt da også sted, før Israels arabiske naboer greb
ind. Først i slutningen af april 1948 besluttede de arabiske stater at forsvare palæstinenserne.
Da var allerede en kvart million palæstinensere blevet udrenset, 200 landsbyer destrueret og
talrige byer tømt for indbyggere. Hvis Israel overhovedet indrømmer disse etniske
udrensninger, bruger de altid den arabiske indgriben som påskud. Pappe påviser derimod, at
det omvendte var tilfældet: araberne greb ind for at forsvare palæstinenserne mod de jødiske
massakrer – men forgæves.

Den zionistiske leder David Ben-Gurion proklamerede oprettelsen af staten
Israel 14. maj 1948 og blev landets første premierminister. Ti dage senere skriver han i sin
dagbog:

”Vi vil etablere en kristen stat i Libanon, der vil have Litani-floden som sin
sydlige grænse. Vi vil knuse Transjordanien, bombe Amman og destruere dens hær, og så
falder Syrien, og hvis Egypten vil fortsætte med at kæmpe, vil vi bombardere Port Said,
Alxandria og Cairo. Dette vil være hævn for, hvad de (egypterne, ethiopierne og assyrerne)
gjorde mod vore forfædre i de bibelske tider.”

Det er unægtelig at drive identitetspolitikken vidt, når man vil begrunde sin
aktuelle politik med 2-3000 år gamle uretfærdigheder. Med samme begrundelse kan de
nordamerikanske indianere i dag påberåbe sig herredømmet over en lang række amerikanske
storbyer. Det er jo endda kun 5-600 år siden, at europæiske indvandrere begyndte at
massakrere og fordrive indianerne.
I maj 1948 ankom FNs særlige udsending, grev Folke Bernadotte, til Palæstina. Den israelske
regering godkendte ham som fredsmægler, fordi han under krigen havde været med til at få
jøder ud af de tyske kz-lejre. I Danmark er han især kendt for at få frigivet i alt 15.000
skandinaviske fanger, som blev fragtet hjem af de såkaldt hvide busser.

Ilan Pappe bemærker ironisk, at den israelske regering ”ikke havde forventet, at
han ville gøre det samme for palæstinenserne, som han blot få år tidligere havde gjort for
jøderne”. Folke Bernadottes plan var at forsøge at oprette en jødisk og en palæstinensisk stat i
overensstemmelse med FNs sikkerhedsråds resolution fra året før. Han insisterede desuden
på, at de fordrevne palæstinensere skulle vende tilbage til deres huse og deres jord. Da dette
stod klart, blev han myrdet 17. september 1948 af den jødiske terroristgruppe Stern. Mordet
blev godkendt af Sterns styregruppe, der bl.a. bestod af Yitzhak Shamir. I stedet for at blive
straffet for drabet, blev han siden udnævnt til Israels premierminister – og indskrev sig
således i samme liga som Ben Gurion og Yitzhak Rabin, der også begge havde
terroristbaggrund.
Den etniske udrensning er fortsat lige frem til i dag. 29. oktober 1956 blev 49 fredelige
bønder i Kfar Qassim massakreret, da de vendte hjem efter en lang dags arbejde på deres
marker. Fjernt fra hjemmet havde de ikke haft mulighed for at vide, at der i løbet af dagen var
blevet oprettet udgangsforbud på grund af Suez-krigen. I december 2007 undskyldte Israels
præsident Shimon Peres officielt for massakren.

På listen over nutidige massakrer anfører Pappe også massakren i
flygtningelejrene Sabra og Chatila, hvor op til 3500 mennesker blev dræbt, både mænd,
kvinder og børn. Massakren blev foretaget af kristne falangister, men de var lukket ind af
israelske soldater med billigelse af forsvarsminister Ariel Sharon, vel vidende, hvad der ville
ske. De israelske styrker befandt sig kun 200 meter borte og kunne have grebet ind, men
forholdt og passive. Et halvt år senere måtte Sharon gå af ude at blive straffet for sit ansvar
for massakren.

Den sidste massakre, Pappe lister, foregik i en anden flygtningelejr, nemlig
Jenin 1982. Palæstinensiske kilder hævder, at flere tusinde blev massakreret, mange i
forbindelse med, at deres huse blev jævnet med jorden over deres hoveder. Men tallet vil
aldrig blive opgjort, for de israelske tropper lod først internationale iagttagere komme ind i
lejren fem dage efter, at massakren var afsluttet. Tiden brugte de til at fjerne ligene eller
begrave dem i massegrave.

Efter at Ilan Pappe havde skrevet sin bog, blev han af sikkerhedsgrunde nødt til
at forlade Israel. Han slog sig ned i England i 2008, hvor han blev professor ved Exeter
universitet og leder af universitetets center for Palæstina-studier.
De ulovlige bosættelser på palæstinensisk jord på Vestbredden og Øst-Jerusalem er en
opfølgning på udrensningen. Befolkningen på ca. 2.5 millioner er primært palæstinensere,

men derudover bor der nu ca. 500.000 jødiske bosættere. FNs sikkerhedsråd har dømt
bosættelserne ulovlige under henvisning til international lov. Det samme har EU, Den
internationale Domstol, Amnesty International og Human Rights Watch.

I Gaza har Israel trukket sine bosættelser tilbage for på den måde effektivt at
kunne spærre to millioner palæstinensere inde i en af verdens største kz-lejr. Formentlig er
kun Nordkorea større. Her har Israel givet sig selv lov til med jævne mellemrum at
massakrere civilbefolkningen efter behag og at bombe både skoler og hospitaler samt at
lægge forhindringer i vejen for vand- og medicinforsyningen.

Bosættelserne svarer til, hvis Tyskland under besættelsen af Danmark havde
tilladt en million tyskere at bosætte sig i Danmark. De havde indlysende været et legalt mål
for den danske modstandsbevægelse. Det er bosætterne naturligvis også for den
palæstinensiske modstandsbevægelse. De er ulovligt trængt ind på fremmed jord.
I min tidligste ungdom havde jeg og mine venner på venstrefløjen stor sympati for Israel,
hvilket især skyldtes landets kibbutz-bevægelse. Kibbutzer var mini-landsbyer, som var
baseret på ulønnet arbejdskraft og fælleseje af produktionsmidlerne, altså en enkel og i vore
øjne vellykket form for praktisk socialisme som et alternativ til den undertrykkende
betonkommunisme, der blev praktiseret i Østeuropa. En stor del af kibbutzernes arbejdskraft
blev leveret af unge uden for Israel, som strømmede til for at hjælpe dette spirende
socialistiske eksperiment.

Lidet anede vi dengang, at mange kibbutzer var opført på ruinerne af
palæstinensiske landsbyer og på gravene af de mennesker, der ikke nåede at undslippe
massakrerne. Dengang så jeg med bebrejdelse på dem, der bar det palæstinensiske
halstørklæde. De sidste 25 år har jeg selv båret det med stolthed og sorg.