Citat fra bogen:

“Det herskende billede af Jesus er, at han var fyldt af en nærmest overmenneskelig langmodighed og kærlighed, når han krævede, at vi skal elske vore fjender og ikke gøre modstand, hvis vi bliver slået, men tværtimod vende den anden kind til. Men hans forkyndelse var sprængt i en grad, så han selv var den sidste til at leve op til disse rigtignok også besynderlige krav. Han kendte ikke selv til barmhjertighed mod dem, der ikke troede på ham. Med en fundamentalistisk vrede, som vi i dag gerne vil projicere over på muslimerne, anbefalede han, at de vantro skulle dræbes for fode.

Det sker f.eks. i lignelsen om de betroede pund, som er noget så sjældent som en hyldest til kapitalismen, skønt Jesus jo snarere var kommunist i sin sociale holdning. Lignelsen handler om en mand af fornem slægt, som før en bortrejse betror ti af sine tjenere ti pund hver og befaler dem at arbejde med dem, til han kommer tilbage. De fleste af tjenerne gør deres bedste, og ved mandens tilbagekomst som konge kan en af dem fortælle, at han har fået de ti pund til at fordobles ved at anvende dem klogt. Som belønning får han nu ti byer under sig. Og den, der har forøget de ti punds værdi med yderligere fem, får fem byer under sig. Men den sidste tjener har gemt pengene i sit tørklæde, fordi han ikke turde risikere at miste dem ved spekulation. Og Jesus konkluderer med nogle ord, der kan tjene som liberalismens evangelium:

”Jeg siger jer: Enhver, som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han ikke har. Men mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.”