Christian Braad Thomsen

CHRISTIAN BRAAD THOMSEN

(født 1940) debuterede med Kære Irene (1971), som er den eneste spillefilm der skildrer 1960’ernes seksuelle og politiske oprør, mens det fandt sted. Derefter tog han tilbage til sin jyske landsby Bjertrup, som han portrætterede i hjemstavnsfilmen Herfra min verden går (1976) og i den meget personlige erindringsfilm Hvor mindets blomster gror, som i 1991 udmærkedes som årets bedste dokumentarfilm. Han har desuden skabt den rå kvindekomedie Koks i kulissen (1983), der fik prisen som bedste film på Atlantic Film Festival, og han har instrueret de litterære portrætfilm Karen Blixen – Storyteller (1995), Morten Korch – solskin kan man altid finde (1999) og Svend Åge Madsen – at fortælle menneskene (2002). Hans seneste spillefilm Den blå Munk (1998) blev udmærket med Carl Th. Dreyer-prisen.

                      Jazzen spiller en stor rolle i Braad Thomsens liv, og han har instrueret Blues for Montmartre om 1960’ernes legendariske københavnske jazzklub samt Marilyn Mazur – Queen of Percussion om et verdensberømt dansk jazzikon.

Med video-eksempler vil Braad Thomsen belyse sine film æstetisk og psykologisk og herunder komme ind på dansk films aktuelle situation.

Country & western-sangeren WILLIE NELSON er en amerikansk myte. Han har om nogen sunget det hvide landproletariats foragtede musik til ære og værdighed og er i dag en amerikansk nationalskjald. En rejse gennem hans omfattende pladeproduktion er ikke blot en opløftende rejse gennem et enkelt menneskes livscyklus fra nederlag til oprejsning, men byder også på punktnedslag i USA’s historie fra pionertidens optimistiske fremtidstro til de 00’ernes års forræderi mod de værdier, det store land er bygget på.

Willie Nelsons gennembrud til et større publikum indtraf, da han begyndte at synge evergreens, og albummet Stardust (1978) er hans største kommercielle succes. Han fordyber sig her i den sangskat, der kendes under navnet The Great American Song Book. Vi troede at kende disse elskede melodier, men de får nyt liv ved at blive udsat for en stemme, som ikke rigtig ligner nogen, man havde hørt før – skønt den med det samme indgyder fortrolighed.

                      Willie Nelson ejer den sjældne evne, at han med sin musik kan forene samfundsgrupper, der ellers aldrig er i stue med hinanden, sådan som man også har kunnet opleve det under hans koncerter i Danmark. Her sidder kvindelige efterlønsmodtagere side om side med rockere, her mødes overvintrede hippier med Dansk Folkepartis vælgere og Giro 413s kernelyttere, her mødes værtshusets stampublikum med bankdirektøren og hans frue. Dette er en af de sjældne lejligheder, hvor den splittede familien Danmark problemløst kan samles på ny.

                      Country-sangeren Emmylouy Harris sagde engang, at hvis Amerika kunne synge med én stemme, ville det være Willie Nelson. De ord har Christian Braad Thomsen brugt som motto for bogen WILLIE NELSON – AMERIKAS STEMME. Det er den eneste bog i verden, der gennemgår samtlige Willie Nelsons 134 plader under eget navn samt de 135 plader, hvor han gæsteoptræder sammen med andre. Ingen anden har overblik over denne kolossale produktion.

BOB DYLAN er uden sammenligning som rock-musikkens betydeligste sanger og digter. Mange kritikere mener, at hans alderdomsplader er hans bedste, hvilket er lidt af en præstation i betragtning af at han allerede var på toppen, da han debuterede.

                      Bob Dylan var forsanger i 1960’ernes ungdomsoprør med ”Blowing in the Wind” og ”The Times They Are A’Changing”, og han satte gang i den elektriske rock med ”Like A Rolling Stone”. Han indspillede psykedelisk musik under streng kunstnerisk kontrol med dobbeltalbummet Blonde on Blonde, og i 1970’erne gik han i den modsatte grøft og bragte den forkætrede countrymusikken til ære og værdighed med Nashville Skyline.

På sine alderdoms-cd’er Time Out Of Mind og Modern Times sublimerer Bob Dylanm et helt århundredes amerikansk sangtradition. Den omflakkende troubadour finder et varigt hjem i de ydmyge og livsnære sange, der gik forud for ham, og som han så personligt digter videre på med oprørsk respekt og anarkistisk pietetsfølelse. Det er sange, som akkompagnerede arbejdet i bomuldsmarkerne og stenbruddene, de blev sunget i bjerglandsbyernes små forsamlingshuse blandt bønder og kulminearbejdere, de gjaldede i kirkerne og fængslerne som menighedens og livsfangernes bøn om udfrielse, de mobiliserede til kamp mod kapitalistisk pog racistisk undertrykkelse, de blev sunget af ringvragene på storbyens værtshuse og af vordende kunstnere på hippie-caféerne, de udgik fra den klaustrofobiske kønskrig i dobbeltsengene og af landevejenes fortærende længsel – og de blev af Bob Dylan udviklet til en elektrisk kunstart, der tordnede gennem alverdens koncertsale fra Carnegie Hall over KB-Hallen til Budokan.

Christian Braad Thomsen har sammen med Asger Schnack skrevet bogen Bob Dylan – en Guide til hans plader. I sit foredrag vil Braad Thomsen spille eksempler fra hele Dylans omfattende produktion.

Der findes ikke mange musikbøger på dansk, som henvender sig ikke-musikere. Blandt de bedst modtagne er Christian Braad Thomsens Drømmejazz, hvor han gennemgår 100 af jazzens bedste cd’er og samtidig tegner et billede jazzens historiske udvikling fra den traditionsbundne New Orleans-musik til vore dages free jazz.

                      Jyllandsposten skrev om bogen:

“Christian Braad Thomsen opsummerer et halvt århundredes jazzglæde med et personligt, inspirerende og altovervejende vellykket oversigtsværk … det han har valgt at skrive om, skriver han om med smittende indsigt og entusiasme. Som få andre danske musikskribenter, i særdeleshed inden for såkaldt rytmisk musik, formår han at omsætte det, han hører, til ord. Når han er mest tændt, kommer det virkelig til at stå klart for læseren, hvad netop denne musiker kan, og hvorfor netop denne plade er vigtig. At han også har blik for den pudsige anekdote, og for hvordan musikernes til tider heftige og tragiske liv klinger med i deres musik, gør kun fremstillingen stærkere … Dermed bliver bogen ikke alene et entusiastisk oversigtsværk, men også et inspirerende pionerarbejde.”

                      Og musiktidsskriftet Geiger skrev:

“En af de bedste bøger om jazz, der er udkommet på dansk. En personlig kærlighedserklæring til jazzen som kunstform bygget op opkring hundrede pladeanbefalinger.”

                      Christian Braad Thomsen causerer om jazzens historie med cd-eksempler fra Louis Armstrong til Albert Ayler.

ALFRED HITCHCOCK er den eneste instruktør, der har rejst gennem hele filmhistorien. Han begyndte med at lave engelske stumfilm i 1920’erne og lavede den første engelske talefilm Blackmail. Op gennem 30’erne lavede han ferme thrillers i England og blev i 1940 inviteret til Hollywood, hvor han i 1950’erne udvidede thrilleren med en melodramatisk dimension. I 1960’erne lavede han de første vtv-serier. En rejse gennem Hitchcocks produktion er således en rejse gennem hele filmhistorien.

Alfred Hitchcock er en myte. De bedste af hans film – Vertigo, Psycho – sætter sig ud over det traditionelle skel mellem kunst og underholdning. De er på én gang dybt underholdende og beskæftiger sig samtidig med menneskesindets skræmmende afgrunde.

Christian Braad Thomsen har skrevet den meget roste biografi Hitchcock – Hans liv og film og vil med video-eksempler vise højdepunkterne i Hitchcocks produktion og udsætte filmene for både en æstetisk, en biografisk og en psykoanalytisk tolkning.

RAINAR WERNER FASSBINDER (1945-82) er den mest produktive kunstner i filmhistorien, idet han på kun 14 år skrev og/eller instruerede 60 film for biografer og tv. Han skabte desuden 30 teaterforestillinger og medvirkede som skuespiller i en lang række af sine egne og andres film. Han døde som 37-årig ”af en overdosis arbejde”, som hans nære medarbejder, skuespilleren og produktionsassistenten Harry Bär, formulerede det.

                      Fassbinder omdefinerede radikalt måden at lave film og tv på. Han begyndte som minimalist, og uden at gå på kompromis med sine strenge formkrav realiserede han efterhånden sin drøm om ”at lave film, der er lige så vidunderlige og alment forståelige som Hollywood, men ikke så forløjede.”

                      Det faderopgør, der præger flere af hans film, var samtidig et opgør med den forældregeneration, der havde været nazister. Men han vidste også, at uden en tradition at forholde sig til, havner man i et iltfattigt rum. Denne tradition fandt han hos de kunstnere i bedsteforældregenerationen, der havde valgt at gå i eksil i 1933. Når Fassbinder instruerede andres litterære forlæg, valgte han som regel forfattere fra eksilgenerationen.

                      En rejse gennem Fassbinders livsværk er en rejse gennem Tysklands dramatiske historie i det 20. århundrede fra Weimar-republikkens opløsning (Berlin Alexanderplatz,) over nazismens sammenbrud og det nye industrimirakel (Maria Brauns ægteskab) til kernefamilien fængsel (Frugthandlerens fire årstider), angsten for indvandrerne (Katzelmacher, Angst æder sjæle op),  60’ernes politiske og seksuelle frigørelse (Petra von Kants bitre tårer, Frihedens knytnæve), kvindeundertrykkelsen (Effi Briest) og 70’ernes rethaverisme, der stivnede i terrorisme (Mutter Küsters’ himmelfart). Kun tiden under nazismen nåede han ikke at beskæftige sig med, men til gengæld beskriver han, hvordan nazistiske værdier også trivedes før Hitlers magtovertagelse i 1933 og overlevede krigssammenbruddet i 1945. Fassbinder er som historieskriver bemærkelsesværdig ved, at han sjældent beskæftiger sig med de overordnede politiske strukturer. Han spejler den politiske udvikling via den enkeltes skæbne i familien og på arbejdspladsen, – og han spejler sig selv i den enkelte. Han fremstiller imidlertid ikke entydigt sine personer som ofre, men understreger, at de også selv har et ansvar for deres situation og dermed er i stand til at ændre den.

Christian Braad Thomsen var nære venner med Fassbinder gennem hele hans karriere og har skrevet bogen Fassbinder. Hans liv og værk, der er oversat til de fleste hovedsprog og regnes for det internationale standardværk om Fassbinder.

SIGMUND FREUD (1856-1939) er psykoanalysens omstridte grundlægger. Den sidste snes år er han blevet lagt for had som få i vores kultur. Men nu er billedet ved at vende. En af Freuds centrale indsigter er, at det fortrængte altid vender tilbage, og det gælder også for Freud selv. Hvor meget han end søges fortrængt, er hans viden om menneskesindet dog kommet for at blive, og hans grundlæggende tro på samtalens helbredende virkning er en hovedhjørnesten i alt kulturarbejde. Det vakte opsigt, da det ansete tyske tidsskrift Der Spiegel for et par år siden bragte Freuds billede på forsiden under overskriften: ”Havde Freud alligevel ret?” For nylig har  nobelprisvinderen i medicin Eric R. Kandel udtalt om Freuds forskning:

”Psykoanalysen former stadig det mest sammenhængende og intellektuelt tilfredsstillende syn på bevidstheden.”

Christian Braad Thomsen skrev allerede i 1984 Freud-biografien Sigi Erobreren og har siden udgivet et tobundsudvalg af Freuds breve, nemlig Kærestebreve og Breve til Den hemmelige Komité. Han er desuden medredaktør af antologien Fokus på Freud, hvor en række danske Freud-specialister argumenterer for Freuds fortsatte aktualitet.

Braad Thomsen vil i sit foredrag koncentrere sig om de centrale dele af Freuds forskning, nemlig det ubevidste og den barnlige seksualitet. Freud mente ikke, at vi er ”herrer i eget hus”, men at vi ofte styres af ubevidste impulser. Han mente heller ikke, at vi får seksualiteten i konfirmationsgave, men i vuggegave. Både det ubevidste og den barnlige seksualitet mødes i det Ødipus-kompleks, som Freud opfattede som grundlaget for den måde, vi danner familie og samfund på.

Braad Thomsen vil desuden komme ind på Freuds religionskritik, som netop i disse år kan føles mere aktuel end nogen sinde. Freud var ateist og tolkede det religiøse behov som en rest fra Ødipus-komplekset: når barnet i 5-6 års alderen normalt erkender, at dets far alligevel ikke er verdens stærkeste mand, er det ikke alle, der kommer af med behovet for en stærk mand. Nogle finder ham siden i politiske ideologier, men bliver som oftest skuffede. Andre placerer ham i Himlen, hvor han ligger uden for realitetstestens skarpe lys.

Sigmund Freuds liv var lige så dramatisk som hans forskning. Da han første gang lancerede teorien om Ødipus-komplekset, mente en af hans skarpeste kritikere, Nobel-prismodtageren Julius Wagner Jauregg, at dette var en sag for politiet og ikke for videnskaben. Jauregg blev siden nazist, mens Freud blev offer for nazismen. Da nazisterne i 1938 gik ind i Østrig, blev Freud tvunget i eksil og døde året efter i London. Så heldig var hans fire gamle søstre ikke. De havde fået udrejsetilladelse af nazisterne, men blev nægtet indrejse af de franske myndigheder, hvorpå de endte deres dage i Auschwitz.

KAREN BLIXEN (1885-1962) fascinerer fortsat nye generationer af bogelskere. Gåderne i hendes liv og værk synes uudtømmelige. I hvor høj grad var hendes fantastiske fortællinger baseret på hendes liv, og i hvor høj grad digtede hun sit liv om til en fantastisk fortælling?

Karen Blixens elskede far, jægeren og forfatteren Wilhelm Dinesen, begik selvmord, da hun var 9 år. Familien mente, hans selvmord skyldtes syfilis. Hun forsøgte at bearbejde tabet ved siden at gentage faderens liv i sit eget: som han slog også hun sig ned blandt indfødte i en fremmed verdensdel, hun blev passioneret jæger og naturelsker, hun skrev om sine oplevelser, endda ved faderens skrivepult – og i en eksistentiel krise forsøgte hun at begå selvmord.

Christian Braad Thomsen hævder i sin nye bog Boganis’ gæstebud, at også Karen Blixens påståede syfilis skyldtes hendes faderidentificering. Boganis var det navn, Der findes ingen dokumentation for, at hun led af sygdommen andre steder end i sin fantasi. Til gengæld kunne hun bruge sygdommen til at holde andre mænd på afstand. Hun var så bundet til sin døde far, at han ikke kunne erstattes af andre mænd. På det psykiske plan udviklede hun et nekrofilt kærlighedsliv, som også afspejles i hendes fantastiske fortællinger.

I sin nytolkning af Karen Blixens forfatterskab inddrager Christian Braad Thomsen også psykoanalytikeren Sigmund Freud, hvis grundtanker hun var dybt fortrolig med. Hendes fortællinger viser sig at være mere fantastiske og moderne, end man hidtil har anet.

Boganis’ gæstebud fik en overordentlig positiv modtagelse. I Jyllandsposten skrev Johs. H. Christensen således:

”Christian Braad Thomsens bog om Blixens liv og forfatterskab er en imponerende, men også egensindig præstation, der insisterer på at opfatte begge dele ved hjælp af en freudiansk fortolkningsmetode. Han skriver drømmegodt og har et suverænt overblik overbåde biografi og tekst, der fører til en næsten endeløs række af fine, overbevisende iagttagelser. Bogen må være uomgængelig… Skønt lægmand læser Braad Thomsen ofte mere professionelt end fagfolk.”